scroll-down

Jesper Groth: ”Humor fylder lige så meget for mig, som en kok tænker på mad eller en sexolog på sex”

Jesper Groth er på vej til at blive en af Danmarks sjoveste mænd. Nogle kalder ham for den nye Dirch Passer, selv ser han Ricky Gervais som humorens Picasso. Vi har mødt det komiske stortalent fra Ærø, der elsker Amager Centret, leger vagabond og dansktop-stjerne i sin fritid og står midt i en brydningstid i sit liv.

Af Teis Jeppe Gørtz
Foto: Dennis Morton
Long Read

Snollert og Hvalp kaldte de sig. Med høj hat, Gajolpakke-filosofi og en barnevogn udsmykket med dannebrogsflag, blomster, bamser og Madam Blå begav de sig ud på Hærvejen i Jylland som rigtige vagabonder. Barnevognen slæbte de gennem skove og mudder. Der var endda snevejr på tredjedagen, selv om kalenderen viste midt i maj måned.

”Så blev vi selvfølgelig nødt til at drikke rom for at få varmen.”

Jesper Groth og hans kammerat romantiserede Storm P-tegningen om den lykkelige vagabond ud i det ekstreme og gav en sang, når de kom til en baggård. Humøret holdt de højt gennem deres opbyggede fortælling. De gik fra Frederikshavn, henover den Jyske Ås og ned til Skanderborg – tværs gennem et Danmark, der stod i en valgkamp mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.

”Ligesom jeg har et behov for at underholde andre, har jeg også et behov for at komme lidt væk og have mindre skærmtid. Mig og min kammerat snakkede om at gå Caminoen, og fordi jeg godt kan lide at have et narrativ, fandt vi frem til: ’For helvede mand, vi skal da være vagabonder.'"

På deres vej gennem Jylland blev Groth og makkeren udelukkende mødt med kærlighed.

”I Aalborg fik vi tilbudt en kæmpe klump hash, som vi dog takkede nej til, af en hippie med dreadlocks, der var lige ved at gå ind i cykelhjulet. Han var holdt op med at ryge og havde set os fra sit køkkenvindue og ville også gerne give os noget. Lastbilchaufførerne forbandt meget vores vagabondtilværelse med frihed, så der fik vi virkelig hornet helt i bund, når de kørte forbi os. Vi gik og lettede på hatten hver gang.”

Mødte de nogle, der genkendte Groth som skuespiller og sagde: ’Er det ikke dig fra 'Sygeplejeskolen'?’, afviste han prompte og forblev i rollen. De to falske vagabonders troværdighed kom dog på prøve, da de pludselig stødte ind i en fyr, der kaldte sig for Mosegrisen. Han var tidligere vagabond og plejede at gå med sine kammerater Pindsvin, Lille Elefant og Ubåds-Ronni. Han fortalte hudløst ærligt om, hvordan de alle var endt på landevejen.

Enten var de gået bankerot med firmaet eller havde banket deres koner, og så lå de under presenninger ude i skoven og drak kogesprit med kirsebærvin. Ubåds-Ronni var endda blevet kørt over ved en togoverskæring.

”Lige pludselig blev alt det, som vi havde gået og sagt for sjovt, til virkelighed. Vi gik jo og fyrede pis af og manglede nærmest kun en hund. Det vildeste var, at Mosegrisen gav os en 20’er, og det er jo en form for adelsmærke. Derfor har vi også gemt den som souvenirs.”

Da de efter små tre ugers gåtur, uden at have været i bad, fik 28 kroner i Skanderborg af en anden mand, der sagde ’Køb en bajer’, vidste de, at missionen var fuldført, og at de havde fået bumset ud.

”Jeg fik hælspore, det gjorde ondt, når jeg gik og skulle hjem på optagelser, så jeg var nødt til at trække stikket.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Interview og Skuespil