”I stedet for at bande med fodboldgutterne i omklædningsrummet, så ser jeg de nye vinde, der blæser, som noget spændende” scroll-down

”I stedet for at bande med fodboldgutterne i omklædningsrummet, så ser jeg de nye vinde, der blæser, som noget spændende”

Den 66-årige musiker og skuespiller Michael Falch om at træde pigerne over tæerne, om opbrud i kønsrollerne og om at komme dårligt fra start, når det handler om kærlighed.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Sine Jensen
Mennesker Euroman

Har du nogensinde været i slagsmål?

”Ja, for fanden. Jeg flyttede konstant rundt i landet i hele min barndom, og når man er ny dreng i en ny by, så er man den fremmede i skolegården fra dag et. Man taler en anden dialekt, man kender ingen, og der er ikke nogen, der støtter en.

Så i alle de skolegårde, jeg nogensinde har været i, har jeg været en af dem, der lå i midten af den cirkel, hvor børnene stod og råbte kampråb. Og jeg var ikke god til at slås. Det var pisseærgerligt, men der var ikke noget at gøre ved det. Det var et vilkår for mig.”

Hvad bør enhver mand vide om kvinder?

”Jeg er jo en ældre, vestlig, privilegeret mand. Hvid endda. Og selvom jeg har været med til feministiske demonstrationer for ligeløn i 1970’erne, må jeg nok erkende, at jeg slæber rundt på en masse strukturel sexisme. Noget som jeg måske ikke engang har opdaget endnu.

Jeg har tre døtre i 30’erne, og dem går jeg sgu ikke fri af. Der kan jeg ikke bare sidde og fyre bredsider af om forskellene mellem mænd og kvinder. Jeg accepterer, at kønsopbruddet når nye højder i disse år, og i stedet for at bande med fodboldgutterne i omklædningsrummet om Morten Korch’ske kønsroller og det ene og det andet, så ser jeg de nye vinde, der blæser, som noget spændende.

Det kan jo også vise sig at være en befrielse for manden. Vi har været slaver af vores seksuelle drifter i så lang tid. Det kan sgu godt være heftigt at ligge under for den der gammel-maskuline energi. At ændre på det behøver ikke betyde, at manden bliver til en vatpik.”

Var du god til det med piger som dreng?

”Nej, og jeg kom skævt fra start. I min store forelskelse forærede jeg i 4. klasse Mette fra Sønderborg hele min mappe af singleplader med alt, hvad The Beatles havde udgivet på det tidspunkt. Det var fuldstændig sindssygt. Jeg gav dem til hende om fredagen, og om mandagen slog hun op med mig. Og nej, jeg fik ikke singlerne igen.

Mange år senere kom Mette backstage til en koncert, jeg havde spillet i Odense, og der spurgte jeg hende, om hun havde passet godt på singlerne siden dengang. ’A’hvaffor noget?’ svarede hun. Hun kunne slet ikke huske, at jeg havde givet dem til hende.”

Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?

”Jeg er naturligt meget flyskræk. Men der er jo meget evidensbaseret forskning, der siger, det er meget få fly, der falder ned. Så jeg har ladet fornuften tage over og er i de seneste år holdt op med at være så bange. Især hvis jeg rejser med mine nærmeste. Så kan vi gå i døden sammen, hvis det skal være.”

Er du kommet til skade på et dansegulv?

”Nej, men jeg har trådt adskillige stakkels piger over tæerne. Da jeg var lille, blev jeg igennem otte år tvunget til at gå til klassisk dans af min mor. Det var ekstremt nervepirrende, for jeg er genert anlagt og en anelse blufærdig. Selvom det alligevel var lækkert nok at være så tæt på pigerne. Men jeg gjorde oprør i 7. klasse og stoppede til dans.”

Er du kommet til skade i andre situationer?

”Ja, under EM i fodbold i 1992. Jeg havde længe lovet min daværende kone, at vi skulle tage en tur til den svenske vildmark og bruge noget tid sammen. Det gjorde vi så den sommer, og jeg havde ikke regnet med, Danmark skulle gøre en god figur ved den slutrunde. Men det gjorde de jo, og så sad jeg der langt væk fra alting i en skov i Sverige.

Da finalen oprandt, måtte jeg sige til min kone: ’Den kamp skal jeg se, om det så koster os vores ægteskab.’

Vi kørte ind til en lille by. Der lå en ungdomsklub, hvor jeg kunne se kampen. Dengang røg og drak jeg, men det kunne jeg ikke gøre derinde blandt de unge mennesker, så jeg stod udenfor og så finalen gennem et åbent vindue.

Da ’Faxe’ ramte den så berømt i en vis legemsdel, sprang jeg ind gennem vinduet og pådrog mig med det samme en fiber i baglåret. Så lå jeg der på gulvet og skreg af smerte. Det var ikke mit fineste øjeblik.”

Hvornår blev du en mand?

”Min forrige bog, der udkom i 2021 hedder ’Over stregen – Umodne manddomserindringer’. Og min nye bog fra 2023 hedder ’Under månen – Overmodne manddomserindringer’. Så jeg må være blevet en rigtig mand i 2022, kan vi udlede.”

Hvad ville du ønske, at din mor havde fortalt dig?

”Min mor ligger i dag i fred og ro på Rudkøbing Kirkegård på Langeland. Hun havde et besværligt liv på grund af hendes problemer med alkohol. Hun kom aldrig ud af det misbrug. Der fandtes ikke Minnesotabehandling eller AA-grupper rundt om i landet dengang.

Da hun døde, fandt jeg en mappe hos hende, hvor hun havde samlet alle mulige udklip om mirakelkure mod alkoholproblemer. Altså sådan nogle absurde råd, som at hvis man spiste kartoffelskræl i tre uger, ville trangen til alkohol forsvinde. Min mor kæmpede en stille kamp, men kunne ikke finde sin vej ud af det. Hun troede, hun var et dårligt menneske, men det, hun ikke kunne vide, var, at hun, ligesom jeg og min far, var og er genetisk disponeret for alkoholisme.

Hvis min mor havde vidst det og havde sagt til mig: ’Det her alkoholmisbrug, min dreng. Det løber i familien. Vi er sådan nogle, der bliver afhængige.’ Så kunne det muligvis, men næppe, må jeg også indrømme, have sparet mig for mange omveje.” 

Michael Falch

(f. 1956) Oprindeligt fra Køge, men har boet adskillige steder på Sjælland og i Jylland under sin opvækst. Samfundssproglig student ved Tønder Gymnasium. Læste på danskstudiet på Københavns Universitet i fire år, men droppede ud, mens han skrev sit speciale.

Dannede i 1977 Malurt, som i 1984 blev ’langtidsparkeret’ for siden at blive gendannet i 1992. Bandet har udgivet flere album og tog på deres definitivt sidste turné i 2022. Som soloartist har Falch udgivet 16 studiealbum, og som skuespiller vandt han i 1987 Bodilprisen for hans rolle i ’Mord i mørket’.

Har i 2023 udgivet bogen ’Under månen – Overmodne manddomserindringer’ som er hans sjette bogudgivelse. Har tre børn, Mathilde, Anna og Soffi Falch, og syv børnebørn. Danner par med Ginnalee.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd