Picker på Panama
Foto: Rasmus B. Lind

Picker på Panama

Den aften jeg var picker på Panama

Lad de unge, smukke og rige børn komme til mig.

Det rigtige, ægte København er København om natten. Når samfundets civile køkultur drukner i et skyl nationaldrug, alkohol, al socialdemokratisk sammenhængskraft forsvinder, og vi søger mod hver vores kaste-indrettede tilholdssted:

Nogle går på bar. Det er rygerne, de der ikke danser og kun ryster med terningerne. Nogle går på jazzklub og knipser urytmisk med på fire blege Birkerøddrenges brokvarters-versioner af Baker, Basie og blandet bebop.

Nogle går på cocktailbarer og smider flere timelønninger for en gin & tonic serveret af en overkvalificeret bartender. Nogle går på diskodasko og udser sig allerede i køen, hvem af pigerne, der skal dryhumpes til ’Moves Like Jagger’ i aften.

Andre går på klubber og får forfrysninger i deres novemberkolde, nøgne ben på stiletter, der om et par timer knækker på vej mod natbussen. Hvis ikke ejeren når at knække sig først.

I aften er jeg gået i praktik som picker på Panama Som ham der bestemmer, hvem der er inde, og hvem der er ude.

Om natten i København forsvinder alt hvad der hedder ’politisk korrekthed’ og ’fairness’ som var de direktøren og praktikanten til julefrokost. Den demokratiske kø, som vi kender den fra apoteket selv samme formiddag, er væk. De grimme og de kiksede kan stadig trække nummer, men det nummer er ikke mere værd end et stykke papir, de bogstaveligt talt kan tørre øjnene med.

Tilbage står de smukke, de kendte, de rige og de rigtige - de der kommer foran i køen, når lyset er slukket. Nogle er løver, andre er gazeller, der lokker løverne til. Midt i det hele står aftenens mest magtfulde domptør: Pickeren.

Hans job i løbet af aftenen er noget så udansk som at bestemme, hvem der er gode nok. Bag ham ligger Edens Have, i dette tilfælde Panama Club, i hænderne har han en liste over navnene på dem med den gyldne adgangsbillet, og foran ham står byens største Tinder-spil. Ansigterne popper op af sig selv, og så er det op til pickeren at vælge fra og til: Swipe til højre og du er inde, til venstre og du er ude.

Pickeren på Panama hedder Ricardo Ortiz. Han er 21 år og læser business administration & service management på CBS, men i aften er han konge af en lille bid af verden, nærmere bestemt hjørnet af Palads-bygningen på Axeltorv mellem Juicy Burger og Vesterport Station.

Ricardo har tidligere været picker på Jupiter og Shade, inden en af bagmændene bag den nyligt åbnede Panama Club, Patrick Peitzch med de blanke sko og 1.000 venner, der også var bag Jupiter, inviterede ham over på Panama.

Nu skal Ricardo flytte til Dubai og være steward på Emirates-flyvninger. Derfor søger Panama ny picker. Lønnen er bedre end de fleste andre påklædtes i nattelivet (150 i timen plus provision af alle flasker og borde, han kan sælge i døren), og man får lov til at skille vandene som Moses. Men jobbet som picker er langt fra så nemt, som det ser ud fra den forkerte side af rebet, køen foran Panama leder imod.

Panama Club har modtaget over 300 ansøgninger til Ricardos job. Både fra folk, der reelt set har en chance for at få tjansen, men også fra, med Ricardos ord: ”jyder der tror, de har det.”

Jeg gik i lære som Picker. Seks timer skyggede jeg Ricardo for at se, om jeg har, hvad der skal til, og hjem fik jeg 11 punkter man skal overholde for at kunne komme i betragtning til at blive grænsevogter i nattelivet.

1: Kend dit sted.

Panama er ikke åbent for alle som en bodega med saloondøre, men heller ikke helt lige så eksklusivt som Chateau Motel. Panama er for big spenders. Skal du fx have et højt bord, du og dine venner kan stå og hænge ved, skal I købe for minimum 2.500 kr. i baren. Vil I sidde ned skal i hoste op med mindst 5.000 kr., hvis I kan nøjes med det lige ved højttalerne. Vil I tale sammen, skal I af med enten 7.500, 10.000 eller 15.000 kr. Plus 10% servicecharge.

Husdrinken er en vodka-Red Bull, og de to barer på Panama Club sælger ugentligt, dvs. fredag og lørdag, 70 rammer Red Bull. Næstmest populær er en vodka-tranebær, og af tranebærsaft sælger barerne 150 liter ugentligt.

Stedet er ikke for alle, men alligevel skal stemningen være god. På en normal aften går 900 mennesker ind ad døren, og de er alle sammen meget velkomne. Derfor skal pickeren på én gang være imødekommende, autoritær og smart i tøjet.

Denne decemberaften har Ricardo fire lag tøj på. Yderst et par mørke bukser og en denimjakke. Han er en flot fyr, og han fungerer både som blikfang og standard for klubben: Du skal enten være lige så lækker som Ricardo, næsten lige så lækker og pige eller klar til at smide en masse penge, for at måtte komme ind. Vælg selv.

2: Kend byen.

Ricardo startede sin nattelivs-karriere som bartende på Jupitor, inden han blev forfremmet til picker. Det er vigtigt at kende byen, siger han. Du skal vide, hvem der lægger pengene, hvem der var for fuld sidst, hvem der skaber stemningen, og hvem, der ødelægger den. Hvilken hund logrer, og hvilken pisser på gulvtæppet? Sku den på pelsen.

Tag nu fx ham den ene fra Citybois. Han er i byen med sine venner, og stryger op foran i køen for dem, der har bord, medlemskort eller på anden måde bør komme ind før dem i den anden kø. Jeg, der ikke kender byen på samme måde som Ricardo og er naiv, tror ikke, Ricardo har set ham. Jeg siger, at der står en, der er kendt. Skal han ikke bare ind?

”Jeg kender ikke lige vores Citybois-politik,” siger Ricardo, der efter at have ladet Cityboi’en stå og fryse et par minutter, mens piger fra den anden kø bliver lukket ind, går hen og afviser den unge popsanger. Han er ikke gammel nok, er Ricardos officielle begrundelse.

3: Brug listepikken.

Når alt kommer til alt, er nogle mennesker mere værd end andre. Måske ikke på debatsiderne på politiken.dk, hvor det er lige synd for alle, men i resten af verden er nogle bedre end andre, hvad end vi prøver at bilde os selv ind. To af de steder, det er eksplicit udtalt er til sportskonkurrencer og i køen til natklubberne.

Men en sådan udmelding er der noget ubehageligt ny-fascistisk over, og det er selvfølgelig ikke alle, der helt kan forstå, at de bliver afvist, fordi de er for grimme, for gamle eller for kiksede. Bliver det direkte sagt til dem, ender det sjældent særligt kønt. Derfor bruger man listen på Ipad Mini’en som undskyldning.

”Så er det listen og ikke mig, der er en pik,” siger Ricardo.

Står to grimme mænd forrest i køen, kan man spørge dem, om de er på listen. Som regel går de efter det. Skulle de mod al forventning være på listen over inviterede, har man to muligheder: Sig til dem, at der næsten er fyldt op, og den eneste plads der er, er et bord til 5.000 kr. Enten går de af sig selv, eller også køber de et bord til 5.000 kr., hvilket du som picker får 3% af. Og så er de meget velkomne.

”Står du på listen,” spørger Ricardo nogle småfulde revisor-typer i starten af 40’erne.

Det er de ikke. De spørger, om man skal være på listen, for det skulle man ikke sidst, de var der.

”Det skal man i aften,” siger Ricardo.

4: Vær kold.

Maria har fødselsdag. Hun har inviteret en masse venner til preparty, altså en time før normal åbningstid, hvor man kan drikke gratis. To af hendes veninder har ikke ID med. De kommer ikke ind. Det er skyfrit og -1 grad koldt, de er i bare ben. Maria og de andre efterlader dem udenfor. De to veninder plager og plager, og den ene begynder at græde, men de kommer ikke ind.

Til sidst går de og kommer tilbage en times tid efter med både kørekort og pas.

En ung fyr fra Marias fest har også glemt sig ID. Han spørger, om ikke det er lige meget, når nu han fryser og skal til fest. Ricardo ryster roligt på hovedet og lukker to smukke piger ind for næsen af ham. Fyren går vredt væk og gemmer sig bag hjørnet.

Lidt efter kommer han tilbage med et sygesikringskort, han vifter lidt med, så man ikke kan se, hvad der står. Da Ricardo endelig får det i hånden, hedder fyren Chris og er 17. Han trækker væk igen.

Efter lidt tid kommer en pige ud fra Panama og råber efter Chris. Hun har et kørekort til ham. Ricardo lover at give det til ham, men inde i kørekortet hedder han Philip og har en anden farve hår end Chris, der i mellemtiden er kommet tilbage og påstår, at det er ham. Nu bliver han afvist tredje gang, men bliver alligevel hængende rundt om hjørnet i tre kvarter, inden han endelig går ned på Vesterport Station.

Jeg havde nok givet ham lov til at komme ind. Dels fordi der alligevel var en del piger under 21 derinde til et arrangement med HA Almen på CBS, dels fordi lillemand begyndte at ryste af kulde. Men Ricardo er iskold: Har man fået nej, har man fået nej.

5: Mærk rummet.

I løbet af aftenen går Ricardo og jeg nogle runder inde i klubben for at mærke stemningen: Hvad mangler der for at menneskemikset er helt perfekt?

”Flere ældre piger,” siger Ricardo.

”Ældre piger?” spørger jeg uforstående.

”Ja, på en 27-28 år,” forklarer Ricardo.

”Er det ældre piger?”

”Det er det her.”

Det handler nemlig om, at de unge ikke smider særligt mange penge i baren. Pengene ligger hos de ’ældre’ mænd, og de kommer kun, hvis pigerne er der. Så går vi op og pick’er at par ’ældre’ piger.

På et tidspunkt går brandalarmen, fordi noget fyrværkeri i en drink er kommet for tæt på en røgalarm. På et andet tidspunkt er nogen kommet op at slås, og dørmændene trækker først en fyr med blodtud og så en slagsbror op. Den slags ødelægger stemningen. Så pick’er vi et hold friske piger og sender dem ind, uden at de skal betale de 100 kr. hver i entre.

6: Mål promillen.

”Er du ikke lidt for fuld?”

Ricardo spørger prøvende en mand, om han ikke har fået rigeligt i aften. Det mener manden ikke, han har. Ricardo ser ham og hans tre venner an i, hvad der for de tre må føles som en evighed. Endelig tager han rebet til side:
”Ind med jer.”

Det er fascinerende at se på.

7: Håndter magten.

Et par piger lyner ned i jakken og bukker sig ind mod mig og Ricardo. Det preller af. På Ricardo. For dels er han homoseksuel, dels er han uimodtagelig overfor smiger. Første dag, han var picker på Panama fik han 42 venneanmodninger på Facebook og endnu flere prikkede ham. I dag får han mellem fire og syv om dagen, og folk vinker til ham på Strøget.

Derfor har han også valgt, at han ikke vil invitere nogen, han kender fra sit job, ind i sin private cirkel, selvom der er rigtigt mange, der råber efter ham fra de to køer. Nogle stykker råber også efter mig. Det viser sig, at vi gik i parallelklasse tilbage i 4. klasse, og at det da er sjovt at se mig. Hvordan har jeg det? Er jeg blevet picker på Panama? Ej hvor sjovt!

Jeg spørger flere gange Ricardo, hvorfor han dog ikke prøver at sælge nogle flere flasker og borde. Hvorfor ikke til alle? Det er jo penge direkte ned i hans lomme, men Ricardo vil hellere skabe festen. Hans timeløn er helt fin, og hvis han bare kan sælge et par flasker, er han fint tilfreds.

Så vil han hellere skabe festen indenfor. Det er det, han er der for.

8: Hold køen.

Der er efterhånden kommet 800 ind ad døren, og næsten ingen er gået ud igen. Stadig er der plads til flere indenfor. Men det er godt at holde køen. Det er det af to grunde:

Dels er der den økonomiske: Der står to borde tomme indenfor, og det går ikke. Det ene bord kan gives til nogle søde piger uden betaling. Flere søde piger betyder flere liderlige drenge, der prøver at imponere de søde piger, hvilket betyder flere solgte flasker i baren.

Alternativt kan man tilbyde folk, der ikke normalt ville være kommet ind, at de kan købe en flaske eller et bord, til gengæld for ikke at have stået en halv time i kø forgæves.

Dels skaber kø hype. Går nogle forbi og ser en kø, går de automatisk ud fra, at Panama er et sted, der er værd at stå i kø for. Især sent på aftenen, når nogle steder begynder at lukke, er det vigtigt at signalere, at her stadig er fest og glade dage.

9: Hold standarden.

”The thinner the brow, the crazier the girl,” siger Ricardo efter at have afvist et par piger, fordi de ‘ikke var på listen’.

Han kender typerne og spotter lynhurtigt udtrådte gummisko og joggingbukser. Alligevel er det ikke altid, hans net er finmasket nok, især her i starten af december, hvor næsten alle har fornuftige jakker på. Han får at vide i øresneglen, at der render en rundt nede på dansegulvet, der er i en skriggul fodboldtrøje, han må have gemt under jakken.

Derfor begynder Ricardo, hver gang nogen med ’fodboldfrisure’ vil ind at tjekke for fodboldtrøjer:

”Lyn lige jakken ned,” siger han, inden han lader dem komme ind.

10: Tag dig ikke af det.

”Hey dørmand,” råber en, der er blevet afvist. Han kaster en spændt fuckfinger op i luften og fortsætter mod Rådhuspladsen, Studiestræde og et eller andet alternativ.

Ricardo er vant til det. Han er blevet kaldt racist så mange gange, at han ikke kan huske hvor mange gange. Homofob er han, trods sit forhold til kæresten David, også blevet kaldt en del gange.

Tidligt på aftenen kørte tre unge fyre langsomt, langsomt forbi. De råbte, at de ikke kunne komme ind i går, efterfulgt af noget på et andet sprog, der ikke lød rart. Dørmændene, de er tre og de er to meter og 1½ cm. høje i gennemsnit, råbte tilbage, at dem i bilen kunne komme ud og fortælle, hvad det var, de sagde.

Bilen kørte ud for rødt, lavede en aggressiv U-vending og holdt foran Panama. Chaufføren kom ud som en trold fra en æske, men jo tættere han kom på dørmændene, jo mindre trold-agtig var han. Efter en meget kort meningsudveksling hoppede eks-trolden ind i bilen igen og kørte vredt videre.

Senere på aftenen kører selv samme sølvgrå Mazda forbi endnu en gang. Chaufføren laver en pistolhånd ud af vinduet og pumper den fire gange. Ricardo kan godt huske dem fra aftenen inden. De kom ikke ind, fordi de havde en dårlig attitude. Det er det, de er sure over.

Der er faktisk en del, der er sure over, at de ikke kan komme ind. Også på Facebook, hvor især en del kvinder føler sig stødt over ikke at være unge og smukke nok. De mener, det er for dårligt, og at deres penge er lige så meget værd som alle andres, og det er de nok allerede i morgen tidligt. Men i nat er det pickeren, der bestemmer.

”Hvis du ikke få en 1-stjernet anmeldelse på Facebook dagen efter, gør du ikke dit job godt nok,” siger Ricardo.

11: Hold øje med catwalken.

Ricardo siger til mig, at det er enormt vigtigt at holde øje med catwalken, det åbne stykke mellem de to køer. Her går engang imellem hver gruppes kønneste pige forbi i håb om at blive spottet. Det er der en, der gør nu. Hun er modella, hendes veninder ikke så meget, men bundniveauet er ikke så ringe. Den gruppe bliver hevet ind foran køen.

Det irriterer en fyr med halstørklæde, der står forrest:

”Jeg er fucking VIP andre steder, det kan du ikke mene!” råber han.

Men det kan Ricardo sagtens mene. Fyren med halstørklædet kommer i øvrigt ikke ind.

Klokken 3 om morgenen begynder det så småt at tippe over, så der næsten er lige så mange, der går ud som ind. Nogle går mere lige ud end andre, der må have en at støtte sig opad. En fyr samler sin kontaktlinse op fra en vandpyt og sætter den ind i sit ene skeløje. Nu har Ricardo fri, selvom Panama Club har åbent to timer længere. Nu tager dørmændene over og lukker demokratisk ind efter tur.

I løbet af den kommende uge skriver Ricardo en rapport om denne weekend til ejerne og promoterene: Er det de rigtige mennesker, der kommer? Skal promoterene forsøge at tiltrække flere ældre piger eller unge drenge?

Nogle gange tager Ricardo i byen efter arbejde, men aldrig på Panama. Han gider ikke rende ind i folk fra køen, men vil bare gerne være sig selv et andet sted. Efter klokken 3 er han ikke picker længere, men bare en der ligesom alle de andre gerne vil have en sjov aften i byen.

Undtagen i dag hvor han skynder sig hjem for at sove. I morgen skal han tidligt op og møde sin kærestes forældre for første gang. Han håber, de synes, han er god nok.


LÆS OGSÅ: Chief 1: "I 1993 fik jeg mit første angstanfald, holdt op med at turnere, jeg fik kræft i maven og bandet gik i opløsning"

LÆS OGSÅ: Thomas Eje: "Når man som jeg nærmer sig 60 og har prøvet at være ung, ved man også, at når man er ung, ved man ikke en skid"

LÆS OGSÅ: Kenneth Bager: "Jeg var en outsider i Hobro. Når jeg var i byen, fik jeg albuer i maven og blev sparket i skridtet, fordi jeg havde diskotøj på"