scroll-down

Emil Midé Erichsen om den vildeste destination, det bedste måltid og om at træde ud af sin fars skygge

Sammen med sin familie har Emil Midé Erichsen sejlet jorden rundt i tre år, mens det hele er blevet foreviget på landsdækkende tv. Vi har mødt eventyreren, familiefaren og tv-personligheden, der lige nu er aktuel med programmet ’Den sidste breddegrad’, hvor det denne gang er ham, der fortæller historien.

Af Mikkel Tofte Langerhuus
Foto: Valdemar Ren
Mennesker Euroman

MED ET UNDERSPILLET SMIL slår Emil Midé Erichsen døren op til sin bolig i et roligt kolonihavekvarter. Det er ikke til at se, at vi kun befinder os en rask cykeltur uden for Københavns centrum. I tre år sejlede han jorden rundt med sin ældste lillebror, Theis, hvor de undervejs fik selskab af deres forældre og yngste lillebror, Alfred. Resten af livet har han boet lige netop her.

”Jeg er født og opvokset her i huset, som mine forældre byggede, da jeg var fem år gammel. I nogle år havde vi kollektiv her, som jeg boede i med en flok venner, og nu har min kone og jeg stiftet vores egen familie her,” siger han.

Til foråret er det et år siden, han kom hjem fra sin seneste rejse, hvor optagelserne til ’Den sidste breddegrad’ kom i hus. I programmet tager han, faren og Alfred seeren med på en rejse mod klodens nordligste breddegrad. En mission, som de aldrig fuldførte, fordi de skulle bruge russisk hjælp til at transportere sig til den ufremkommelige nordpol.

”Vi var få dage fra at overføre et ret anseligt beløb til en russisk bankkonto. Og jeg er meget lykkelig for, at vi ikke nåede at betale de penge, fordi det havde ikke været rart at have været med til at finansiere de grusomheder, vi ser i Ukraine.”

Tilbage i det lille hus med de store panoramavinduer og den lille klatrevæg i entreen brygger Emil Midé Erichsen to kopper kaffer med friskmalede bønner på sin semiautomatiske espressomaskine. Det er jo med at nyde civilisationen, når du i en periode befinder dig i den. Mens han gør det, fortæller han om sin hverdag, der byder på bleskift, mange timer foran skærmen i klipperummet og småsnak med naboerne over ligusterhækken. Med andre ord en småbørnsfar, som de er flest. Det er til gengæld de færreste, som kan fortælle anekdoter fra tre års jordomsejling og tre ugers kamp mod kulden på nogle af klodens nordligste breddegrader. To vilde, og for de fleste uopnåelige, oplevelser, som han af flere årsager tænker tilbage på som vidt forskellige.

Han leder en sjælden gang lidt efter ordene, da han reflekterer over forskellene på de to rejser. En ting er destinationen, vejret, maden og varigheden på jordomsejlingen kontra rejsen mod den nordligste breddegrad. En anden er den fortælling, det er endt ud i. Denne gang er det hans fortælling. Han er ikke med som Mikkel Behas søn eller Troels Kløvedals barnebarn.

”Jeg er enormt stolt af mit ophav. Jeg er enormt stolt af, at jeg nu er tredje generation, som rejser og fortæller, efter min farfar og min far har gjort det. Men i mange år har jeg accepteret, at jeg var en af Beha-drengene. Og det var det, vi var. Vi var Beha-sønnerne. Og så har jeg i en stille time kunnet gå og sige, at jeg faktisk ikke hedder Beha. Jeg hedder heller ikke Kløvedal. Det er jo ikke mit navn, jeg er kendt under.”

Han vægter sine ord og fortsætter:

”I det faktum har jeg mærket en form for oprør de sidste par år. Ikke et oprør mod min familie og mit ophav, men bare en lyst til at cementere, at jeg er min egen person. Jeg er bare Emil. Jeg er god nok, og nu skal jeg vise jer den fortællerstemme, jeg vil fortælle med.”

Sker det ofte, at du bliver kaldt Emil Beha?

”Ja. Helt sikkert. Og jeg har også taget mig selv i at bruge det nogle gange. Hvis jeg eksempelvis står i en situation, hvor jeg godt gad at have et bord på en eller andet restaurant, der var fuldt booket. Så har jeg jo helt pinagtigt taget mig selv i at introducere mig selv som Emil Beha. Fordi jeg tænkte, at det kunne være, at der var en fordel at hente i det, og så bliver jeg helt flov over mig selv bagefter.”

Det rigtige navn er nemlig Emil Midé Erichsen, og det er det første navn på rulleteksterne, når hvert afsnit af ’Den sidste breddegrad’ løber over skærmen i stuer landet over. Ikke at det i sig selv betyder noget, understreger han, men tanken om, at programmet er hans eget og ikke en ny sæson af ’Kurs mod Fjerne Kyster’, var med til at drive værket fremad. Denne gang har han svunget taktstokken fra idé til udførelse og nu i redigering af det færdige produkt, som har hans stemme – og ikke farens - som gennemgående lydtapet.

VI BEGIVER OS UD I NATUREN, hopper på vores cykler og triller ud ad de snævre stier, mens han smiler med en nostalgisk undertone, der giver ham et kækt glimt i øjet. Han fortæller om familiens første aften tilbage i en lille flække, der bare havde en snert af liv, efter ugerne på de kolde, øde breddegrader.

”Da vi kom tilbage til byen på Svalbard og havde fundet vores hotelværelse, var klokken halv 11. Der prioriterede vi benhårdt ikke at gå i bad, men at gå på restaurant og i byen. Så vi gik i det tøj, vi havde haft på i tre uger uden at have været i bad, på en restaurant, hvor vi lige præcis nåede at bestille hele menukortet, inden køkkenet lukkede. Vi slugte det hele virkelig hurtigt og tog direkte på værtshus. Her inhalerede vi virkelig noget alkohol og fejrede, at vi var kommet hjem i god behold. Og hold nu kæft, hvor har vi lugtet og været ulækre, men vi kunne ikke selv mærke det, se det eller lugte det. Det var vi blevet immune over for.”

Men det var de andre mennesker på restauranten og værtshuset vel ikke immune over for?

”Nok ikke. Men der var ikke nogen, der kommenterede på det - overraskende nok. Men det var også et værtshus fuld af minearbejdere og andre folk, der næppe er sarte.”

Han lægger ikke skjul på, at øgruppens hovedby, hvor de fejrede gensynet med civilisationen, var et af hans kedeligste bekendtskaber i rejsemæssig forstand, men på det tidspunkt var Longyearbyen, som den nordligste by i verden hedder, nok til at danne ramme om fejringen af at være kommet helskindet igennem den strabadserende rejse.

Hele oplevelsen på Svalbard har gjort ham sikker på, at næste gang han og familien sætter sejl mod nye breddegrader, bliver det mod varmere himmelstrøg. Først og fremmest så han kan få sine to små børn med på rejsen, når klimaet kalder på fede lag solcreme i stedet for flere lag af vintertøj end Moskvas største babusjkadukke. Og så er der maden. Den frysetørrede kyllingepasta, der var på menuen på Svalbard, når ikke madoplevelserne på alverdens oceaner til sokkeholderne.

”Nogle af de største oplevelser med mad på sådan en rejse er at fange en fisk, fx en tun eller en stor mahi-mahi, hive den op på dækket, filetere den med det samme og så 10 minutter efter spise rå fisk, som måske lige er marineret i en lille smule lime, noget soja og lidt sesamolie. Der kan man virkelig smage, hvor friskt det er.”

Men friskheden skaber ikke måltidet alene. Nogle gange er indsatsen og processen for at nå det endelige produkt lige så vigtigt for den endelige oplevelse.

”Men der er også de projekter, som tager hele dagen. Vi starter om morgenen med at tage ud og harpunere nogle fisk. Der ligger et eller andet i at jage fisk på den måde, som får urmennesket frem i en. Derefter tager vi ind på stranden og finder resten af ingredienserne – kokos, lime og nogle grøntsager. Det, at du har selv været ude og skaffe alle ingredienserne, gør også, at det bare smager endnu bedre. Det er nogle af de madoplevelser, jeg husker allerbedst.”

Hvor på fastlandet har du så fået dit bedste måltid?

 ”Vi fik noget ceviche på et marked i Panama City, som var helt fantastisk.”

Dernede på havnen med en masse afdankede boder på rad og række? Der tror jeg også, jeg har været.

 ”Ja, lige præcis. Det er helt sikkert det samme sted. Der, hvor man sidder på sådan nogle sløje campingstole af plastik og drikker af plastikkopper ved skæve borde? Der er nok 50 forskellige boder, og så kunne du prøve en masse forskellig ceviche ret billigt. Vi fik bare en masse små portioner med tonsvis af koriander. Hold kæft, hvor var det lækkert, mand.”

De måltider på båden står ikke desto mindre tilbage som endnu større oplevelser for Emil Midé Erichsen. Og det skyldes ikke blot smagsoplevelserne, men også det analoge samvær.

”Det var skønt ikke at have Google, da du stædigt kunne holde fast på, at du havde ret, selvom det slet ikke var tilfældet. Det giver bare nogle ret fede diskussioner. Men det, der også sker, er, at samtaler ofte får lov til at leve længe nok til, at der kommer et hav af sidespor til samtalen. Først der begynder du at bevæge dig ned ad nogle andre spor, nogle andre veje, som du aldrig havde nået til, hvis du havde googlet svaret efter to minutter. Der ender du nogle steder, hvor det bliver ægte interessant.”

MIDT PÅ STILLEHAVET, i ly fra kameralinserne, ombord på deres interimistiske sejlbåd Havana, røg Emil og hans lillebror Theis mere pibetobak end, hvad godt er. Ellers kunne det, som Emil siger det, ”godt blive nogle lange nattevagter i et mørke og en stilhed, som er usammenlignelig.” De nætter havde de blandt andet i Fransk Polynesien, som er det sted på kloden, som han først vil anbefale andre at rejse hen, fordi øgruppen byder på alt, hvad hjertet begærer - på nær skisport - og strækker sig over et areal tilsvarende hele Europas. Alligevel går der ikke lang tid, før han ved nærmere eftertanke ændrer sit svar til en uspoleret og ukendt østat nordøst for Australien.

”Vanuatu i det vestlige Stillehav er helt fantastisk. Det er et land, som de færreste egentlig kender. Det er et land, der indeholder det hele. Vi sejlede til hovedstaden, Porto Villa. Der er lige præcis liv nok til, at der er en lille strandbar, hvor du kan få drinks med en paraply i. Og så er der nogle gode gutter, der spiller noget fed reggaemusik. Det vilde og charmerende var, at vi sejlede i fire timer til den næste ø, hvor de gik rundt i nationaldragter med penisfutteraler og dansede stammedans og levede så afskåret fra resten af verden, som man overhovedet kan. Vi stod også på aktive vulkaner og kiggede lige ned i kratere med lava. Det sted kunne bare det hele på én gang.”

Cyklerne parkerer vi igen – ulåste, selvfølgelig. Her kender alle nemlig alle, fortæller Emil, og ingen vil hinanden det ondt. Blandt de nøgne, vinterbrune træer, hvor vi nu traver til fods, afslører han, at det ikke varer længe, før han igen river teltpløkkerne op for en stund. For selvom han holder af livet som småbørnsfar, kan man ikke tage eventyreren ud af ham. Til sommer skal han ud at sejle igen. Han ved ikke, om det bliver i ét år eller to, men denne gang bliver det sammen med hans kone og deres to børn. Og uden et kamerahold.

Den sidste breddegrad’ kan ses lige nu på TV 2 Play. Den 28. februar udkommer Emil Midé Erichsen desuden med sin første bog, ’At vende sig mod havet’.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad, Bøger, Portræt og Streaming