Hvis det var plottet til en fiktions-tv-serie, var den nok blevet droppet for at være for urealistisk. Men dokumentar-serien ’Wild Wild Country’ bygger på den sande historie om den indiske guru Baghwan Shree Rajneesh, der flyver store dele af sin bevægelse fra Indien til cowboy-land i Oregon, USA, hvor han med sin førstesekretær i spidsen grundlægger et selvforsynende samfund med mere end 10.000 indbyggere - lige midt i en lille by med bare 50, overvejende ældre amerikanske indbyggere.

I løbet af fire år sætter bevægelsen ikke bare gang i byen og amtet, men får hele USA og verden til at tale om kulten, der på den ene side dyrker meditation og fri kærlighed, og på den anden side træner med automatvåben for at forsvare sig selv mod det voksende mishag fra naboerne og de amerikanske myndigheder.

Danske Karim Belkhelfa, hvis far er fra Algeriet, besøgte i midt halvfemserne den indiske afdeling af Rajneesh-bevægelsen, der på det tidspunkt var tvunget ud af USA, efter bevægelsens leder måtte indgå en aftale med den amerikanske angklagemyndighed om at forlade landet for at undgå straf i en række sager.

Han var netop fyldt 30 år, og var som techno-fan oprindeligt taget til Goa for at feste. Efter en måneds tid syntes han dog, det blev for ensformigt og tog videre til byen Pune, hvor han mødte tilhængere af guruen Baghwan.

”Der så jeg alle disse mennesker klædt i bordeaux tøj. Deres udstråling var virkelig dragende. Jeg var træt af at feste, og jeg opsøgte centeret, hvor de boede. Det blev til et fire måneder langt ophold, der ændrede mit liv.”

Karim indskrev sig på centeret og købte en kjortel i bordeaux. Derefter kan man melde sig til kurser i selvudvikling og meditation, og man kan tage forskellige diplomuddannelser. Man kan også få et job med fx at passe have.

På centeret i Pune fandt Karim Belkhelfa en ro og imødekommende mennesker, der gav ham ny indsigt og forandrede måden han anskuede verden på. Inden han forlod stedet blev han præsenteret for et såkaldt medium, der var i kontakt med den nu afdøde Baghwan. Han gav Karim et nyt navn, Swami Anta netra.

”Jeg var ikke lykkelig, da jeg tog afsted til Indien. Jeg kunne selvfølgelig godt have tidspunkter, hvor jeg var glad, men det var først i Indien, at jeg fandt en grundlæggende glæde. Der var noget, der åbnede sig i mig. Al den ballast vi bærer med os i form af fortiden, kunne jeg lægge fra mig. Via meditation og yoga lærte jeg, hvordan man kan rense ud, kontrollere sine tankemønstre og måder at anskue verden på.”

I dokumentaren ’Wild Wild Country’ får man et billede af en uhyre driftig bevægelse med store personlige og materielle ressourcer, der lynhurtigt får banket et selvstyrende område op i et goldt og bakket landskab i Oregon, hvor der eller fortrinsvis lever kvæg.

Da sekten flytter ind, har Baghwan valgt ikke at udtale sig offentligt længere, og bevægelsen bliver reelt styret af hans sekretær Ma Anand Sheela. Hun viser sig hurtigt ikke blot at være en sikker og succesrig iværksætter, men bliver også en mediedarling på grund af sine rappe replikker og konfrontatoriske stil.

Men hurtigt mister hun kontrollen. For at vinde flertal i amtet får hun fragtet 6.000 hjemløse til byen, og da det senere viser særdeles vanskeligt at kontrollere en så stor gruppe, beslutter hun og hendes ledergruppe at putte beroligende medicin i deres øl.

Derudover forgifter de formentlig 750 beboere i de nærliggende byer med salmonella, og samme gruppe udfører senere et mordforsøg på Baghwans personlige læge i en magtkamp om adgang til den øverste leder.

Karim Belkhelfa har også set dokumentar-serien, og han har svært ved at sætte det i sammenhæng med den bevægelse, han mødte, men han mener, at overgreben skal forklares med, at sektens ledere prøvede at forsvare sig selv.

”Ma Anand Sheela ser Baghwan som en slags gud, som hun er sat til at beskytte med alle midler. Det er ligesom, hvis man går på gaden med en, man er forelsket i, og man bliver truet. Det kan få én til totalt at ændre adfærd. Det kendskab jeg har til dem, er de, at de slet ikke er krigeriske.”

I tv-serien ser man nogle meget voldsomme meditationsseancer, hvor folk er nøgne og råber og skriger. Var du også ude for det?

”Befolkningstætheden i Indien er meget større, så af hensyn til naboerne havde man havde bestemt, at man kun måtte have disse seancer én gang om måneden. I filmen er det noget anderledes, end da jeg var der. Rygtet i centeret gik på, at det var CIA, der havde givet Baghwan AIDS i fængslet i USA, så den omfattende udfoldelse af fri sex, der var i begyndelsen, var der ikke så meget tilbage af. De snakkede meget om afholdenhed.”

Hvad er det Baghwan kan? Hvordan kunne han tiltrække så mange mennesker?

”Han kunne gennemskue hykleriet i den moderne tilværelse og i samfundets normer. Og han udfordrede dem. Hvilket også blev hans død. Hans lære er meget interessant, og du finder meget sandhed i for eksempel hans bøger.”

Når du ser den her serie, får det dig så til at ændre syn på bevægelsen?

”Jeg synes, serien er god, for man kan se det fra begge sider. Det var måske en fejl at lægge den amerikanske afdeling midt i en af de mest snæversynede og republikanske dele af USA. De købte et stykke land og vandt over den amerikanske stat på dens egne spilleregler, hvorefter staten så ændrede spillereglerne og dømte Baghwan hårdere end nogen anden havde fået. Der er noget sygt over, at man kan det.”

Hvad med den ekstreme rigdom, som Baghwan omgiver sig med. Han havde på et tidspunkt 93 Rolls-Royces, flere end nogen andre i verden?

”Vi forventer altid af guruer, hvilket han i øvrigt ikke selv anså sig for at være, at de skal leve asketisk, men det var aldrig Baghwans måde. Han gik ind for total frihed. Hvis du ville vise din rigdom, skulle du gøre det. Men han mente aldrig, at penge og rigdom var et mål i sig selv. Og alle de her ting var ofte gaver, han fik. Så vidt jeg ved købte han ikke disse ting, men fik dem foræret.”


Karim Belkhelfa

Lærte du noget under dit ophold, som har haft betydning for dit liv i dag?

”Nu er jeg blevet far, er selvstændig frisør og på mange måder en del af hamsterhjulet som alle andre. Men det er helt sikkert, jeg skal tilbage en dag. Det var et magisk sted for mig, og det har påvirket mit liv og min måde at være på.”

LÆS OGSÅ: Thomas Skov vil med sin egen historie have dig til at tænke over, om du har det forhold til din far, som du drømmer om

LÆS OGSÅ: Radiovært Poya Pakzad: fra internetkriger til etableret radioaktivist

LÆS OGSÅ: Anders Legarth Schmidt, der mistede sin datter: "Sorg kan ikke måles. Den farver dit liv for altid"