I slutningen af februar 2002 stod den Chicago-baserede comedy-duo Dana Min Goodman og Julia Wolov over for deres store gennembrud. De havde fået chancen for at optræde under den største amerikanske comedyfestival, U.S. Comedy Arts i Aspen, for nogle af de mest respekterede navne i branchen.
Efter et vellykket show inviterede komikeren Louis C.K. dem op på sit hotelværelse for at fejre succesen med en drink, og de to kvinder takkede hurtigt ja. Rent professionelt beundrede de begge komikerens arbejde.
Iført tykke vinterjakker og huer fulgte Dana Min Goodman og Julia Wolov med Louis C.K. op på hotelværelset. Men de nåede knap nok at sætte sig ned, før den amerikanske komiker spurgte, om han måtte tage sin penis frem.
De to kvinders umiddelbare reaktion var at grine. Men Louis C.K. lod sig ikke slå ud og begyndte at klæde sig af, indtil han stod komplet nøgen over for de to kvinder. Og så begyndte han at onanere.
Mere end 15 år senere, i november 2017, talte Dana Min Goodman og Julia Wolov første gang offentligt om deres møde med Louis C.K. dengang på hotelværelset i Aspen. I forbindelse med MeToo-bevægelsen, der startede i oktober 2017 efter anklager mod tv-mogulen Harvey Weinstein om seksuelle overgreb, interviewede The New York Times både Goodman og Wolov samt tre øvrige kvinder, der anklagede Louis C.K. for lignende handlinger.
Louis C.K er langt fra den eneste, der har trang til at hive sjoveren frem i situationer, hvor de tilstedeværende havde foretrukket, at den var blevet i bukserne. Mens komikeren har bekræftet og undskyldt sine handlinger, er flere andre højtstående mænd i branchen blevet anklaget for seksuelle krænkelser – herunder Harvey Weinstein, skuespilleren og produceren Michael Douglas, instruktøren James Toback, journalist på ABC News Mark Halperin og instruktøren Brett Ratner.
Listen er lang. Ikke alle krænkelser er bekræftede, men alle mændene er anklaget for at tilfredsstille sig selv for øjnene af branchekollegaer, underordnede og bekendtskaber, ofte uden forudgående optakt til seksuelle handlinger og i alle tilfælde imod ofrenes vilje.
Så hvad får egentlig en mand til at føle så stor seksuel trang, at han bare må onanere lige nu og lige her – foran andre mennesker?
Man kan være fristet til at finde svaret i biologien. Længe før Me Too-bevægelsen – og endda længe før mennesket – har parringsklare gorillahanner fremvist deres kønsorganer for hunnerne forud for akten. For at lade deres lem fremstå i fuld pragt, rejser hannerne sig på bagbenene, krummer ryggen og skyder underlivet med deres svulmende kønsdele frem. Og på ren Louis C.K.-manér hiver flere af dem op og ned i pibetøjet foran de hunner, de har udset sig.
Med aben som en af menneskets nære slægtninge er det nærliggende at antage, at trangen til at blotte sig ligger dybt rodfæstet i menneskets natur. Ifølge sexolog Vivi Hollænder, der har behandlet flere blottere, er det ikke en helt forkert tanke:
”Vi er alle født med potentiale til at udvikle en lyst til at blotte os. Vores nærmeststående dyr lægger ikke skjul på, når de er parringsparate, men i vores kultur er det ikke velset at gøre. Derfor opdrager vi vores børn til, at man ikke blotter sig. Hos nogle slår trangen så igennem alligevel. Ser vi på noget så almindeligt som porno, er det jo dybest set også exhibitionisme, og dem, der ser porno, kan betragtes som voyeurs.”
Både exhibitionisme og voyeurisme, der betegner dels trangen til henholdsvis at fremvise egne kønsdele i offentligheden og dels at belure andres nøgenhed eller seksuelle handlinger, indgår under paraplybegrebet parafili – sexologisk lingo for afvigende, seksuel adfærd. Har man en parafili, har det ifølge Vivi Hollænder ofte rødder tilbage i nogle af de første år i ens barndom:
”Når man oplever sine første seksuelle fornemmelser i kroppen i en given situation, kan de blive koblet til ens seksualitet. Det kan så blive til en fetish eller trangen til at blotte sig. Det sker, inden man overhovedet ved, hvad sex er. Det sætter sig og bliver så tæt forbundet med ens seksualitet, at det bliver en tvangshandling, som man bliver nødt til at udføre med jævne mellemrum for at kunne holde det ud.”
Som gennemsnitsdansker uden en parafili i ærmet må man dog spørge: fortæller man sig selv, at offeret kan lide det? Tænker man, at personen har lagt op til det? Og hvordan retfærdiggør man over for sig selv at onanere foran en fremmed person?
”Blottere er lige så forskellige som alle andre mennesker, men de fleste er meget ulykkelige over det, og retfærdiggør det slet ikke. Det er ikke fordi, blottere er mere uintelligente end alle andre. De ved godt, at det ikke er okay, det de gør – og alligevel kan de ikke lade være med at gøre det,” siger Vivi Hollænder.
Der er dog en afgørende forskel mellem den gennemsnitlige blotter på gaden og blottere af Louis C.K.-karat. Gennemsnitsblotterens ofre er oftest tilfældigt udvalgt, men C.K. var derimod i samme branche som sine ofre og professionelt højt rangeret.
”Der er tale om en magtdemonstration. I mændenes øjne har de retten til at gøre det, fordi kvinderne er underlagt dem. Mændene havde magt over de her kvinder og kunne tildele dem arbejde, hvis de opfyldte deres seksuelle ønsker. Det er en form for afpresning, hvor ønsket er en seksuel handling sammen med kvinden. En klinisk blotters eneste ønske er, at nogen ser ham. Han gør det sjældent, fordi han vil krænke nogen fysisk,” forklarer Vivi Hollænder.
Siden 1990’erne er antallet af blotterianmeldelser i Danmark faldet støt. I årene fra 1990 til 2000 lå det årlige, gennemsnitlige antal anmeldelser på 626. Fra 2010 til 2017 var tallet 200.
En simpel forklaring på det faldende antal anmeldelser kunne være, at blotterne er en uddøende art. En mere logisk årsag er, at den teknologiske udvikling har vendt op og ned på vores forestilling om prototypeblotteren, der står på spring i en busk i lang trenchcoat og bar bagdel.
”Efter nettets fremkomst er det ekstremt, hvor mange mænd og kvinder, der gør det. Det er blevet lettere end nogensinde før at udleve sin trang til at blotte sig, og på nettet anmelder vi typisk ikke exhibitionister, fordi man mange steder er med på, at det er en del af spillet,” siger Vivi Hollænder.
Exhibitionismen har tilsyneladende succes online, og de sociale medier er blevet blotternes nye tilflugtssted. På hjemmesiden Chatroulette.com, som i 2009 blev lanceret med det formål at lade tilfældige brugere verden over chatte via deres webcam, blotter hver ottende bruger sig ifølge analysebureauet RJMMetrics.
Forrige år kunne flere medier fortælle historien om pensionisten Svend Birch, der fra en mindre by i Vestjylland administrerer over 150 Facebook grupper, hvor danskere frivilligt deler nøgenbilleder af sig selv. Til sammen har grupperne mere end 100.000 medlemmer.
De såkaldte ’dick pics’ er pragteksemplarer på den nye exhibitionisme, der foregår på nettet – og tilsyneladende er de ret almindelige. En undersøgelse fra februar 2017 foretaget af datingsitet match.com blandt 5.500 af deres brugere viste, at knap halvdelen af de adspurgte mænd havde afsendt et dick pic. Samtidig svarede lidt over halvdelen af de adspurgte kvinder, at de havde modtaget et penisbillede uden at have efterspurgt det.
Det statistiske grundlag er ikke overvældende, men der tegner sig en tendens: En hel del mænd sender dick pics – og de færreste kvinder gider modtage dem. Så hvorfor gør mændene det?
Det spørgsmål forsøger den svenske journalist og forfatter Caroline Hainer at besvare i sin bog ’Mænd viser mig deres pik’. I sommeren 2015 fik hun tilsendt sit første penisbillede fra en mand, hun havde chattet kortvarigt med på en datingside. Uden forudgående varsel tronede den pludselig på hendes skærm, erigeret og med antydningen af et sengebord i baggrunden. Og så begyndte hendes research.
”Jeg begyndte at studere fænomenet og blev virkelig overrasket over, hvor almindelige dick pics var. På det tidspunkt var det ikke noget, der blev talt om i samme omfang som nu. Jeg opdagede, at der var stor forskel i afsenderens intention med billedet og modtagerens reaktion. Størstedelen af kvinder oplever et ’dick pic’ som negativt. Så undrede jeg mig virkelig. Hvorfor bliver de sendt?”
’Vagina pics’ har på ingen måde opnået samme buzzword status som ’dick pics’. Og forskellen skal man ifølge Caroline Hainer finde i de to forskellige køns symbolik.
”Der er helt sikkert kvinder, der sender billeder af deres bryster og deres køn til fyre. Men intet på den kvindelige krop har samme symbolværdi som en erigeret penis. I min bog har jeg begrænset mig til kun at skrive om billeder, der sendes med flirt som formål, men der er også penisbilleder, der sendes som en trussel og som ren chikane – netop fordi penissen også kan symbolisere de ting.”
Ifølge Caroline Hainer er der en ganske særlig grund til, at penissen har opnået status som et af de mest mandlige symboler netop nu.
Tænk fx på Donald Trump, der under den amerikanske valgkamp i 2016 havde travlt med at jorde modkandidaten Marco Rubios joke om, at Trumps hænder var mindre en gennemsnittet – og hans medfølgende replik: ’I ved, hvad man siger om mænd med små hænder’.
”Jeg tror, at når traditionelt mandlige værdier som aggression og lederskab er under granskning, kan det være forvirrende og skræmmende. For hvordan skal en mand så være i dag? De skal være i tæt kontakt med deres følelser, de skal være ligestillede med kvinder, men de skal også være gode ledere og tage kommandoen. Ikke mindst i sengen. Jeg tror, at man kan komme til at føle sig frustreret. I en tid, hvor vi genovervejer maskuliniteten, griber mænd ud efter det mest indiskutable mandlige, de har. I tilfældet med ’dick pics’ ser vi det i bogstaveligste forstand. Eller i figurativ forstand,” siger Caroline Hainer, der begyndte sin research til ’Mænd viser mig deres pik’ år før, anklagerne mod Louis C.K. kom frem.
Alligevel kan hun genkende flere af de samme adfærdsmønstre.
”Det var ret tydeligt, da den ene sexanklagede mand efter den anden stod frem og sagde, at hvis han havde vidst, at kvinden ikke kunne lide, hvad han havde gjort, havde han aldrig udsat hende for det. Det samme gælder for mange dick pic afsendere, som også siger, at de ikke troede, at kvinden ville tage det så ilde op – ofte ud fra argumentet om, at det jo ’bare er et billede af en pik’.”
Og ja, måske er det rigtigt nok. Det er vel bare en pik, som halvdelen af jordens befolkning render rundt med. Og så alligevel ikke. Ifølge Caroline Hainer handler det om, at kønnene i dag fortsat ikke er enige om det mandlige kønsorgans betydning.
”Jeg tror ikke, at mænd helt ved, hvilken symbolværdi en penis kan have i en kvindes verden. De har sandsynligvis aldrig set deres køn som andet end en vidunderlig ven og en allieret. Så hvorfor skulle vi kvinder ikke tænke det samme?”
LÆS MERE: Hvad er meningen, Sidney Lee?
