”Da jeg som 40-årig fik min første datter, Betty. Før det havde jeg blot været en stor dreng og kunne med nød og næppe passe på mig selv. Forestillingen om, at jeg skulle være i stand til have ansvaret for et helt andet menneske, virkede fuldstændig usandsynlig og også lidt dum.
Ret hurtigt viste det sig dog, at man vokser med sådan en opgave, når man er nødt til det, og hvilket andet valg har man også? Men jeg vil gerne klage over spørgsmålet, for det lægger op til, at der er en fasttømret størrelse på det at være mand.
For mig er denne forestilling om at være en rigtig mand et stort blufnummer og sådan nogle påfuglefjer, man folder ud bag sig. Det har en opstyltethed over sig, og mange mænd lever i en tilstand af road rage mod hele verden, de er bedrevidende og har alle mulige andre røvsyge egenskaber.
Jeg kan godt lide at være mand, men jeg er ikke særlig god til alle de her ritualer, man skal gøre for at være med i den mandlige sekt. Fx at sparke til bildæk eller have et bestemt Premier League-hold, man holder med. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.”
”At købe og drikke naturvin. Jeg er så heldig, at jeg har en nabo, som importerer alle mulige mærkelige vine fra Serbien, Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Problemet med gamle og traditionelle vine er, at vinkendere altid vil overgå dig med deres viden, men med naturvin kan man virkelig bluffe sig igennem, da andre folk normalt ikke ved særligt meget om det.
Når man så derudover køber naturvine fra Bosnien-Hercegovina, rykker man bare endnu et level op i sit naturvinsgame, og man kan lade som om, man er ekstra eksotisk og sofistikeret. Det tilfredsstiller blærerøvsgenet på en nem måde, og så kan jeg bare godt lide at drikke det, fordi det har denne her friskhed og en levende karakter.”
”Jeg har fire små prikker på min højre hånd efter en kikkertundersøgelse. I september sidste år væltede jeg med fuld hammer på cykel og slog begge mine hænder voldsomt, men da jeg kun troede, at de var forstuvede, fik jeg det ikke fikset.
Fire måneder senere fik jeg så at vide af en håndkirurg på Gentofte Hospital, at den ene hånd havde været brækket og havde en fuldstændig ødelagt ledflade, og at der var en uhelbredelig ledbåndsskade i den anden. Han sagde også: ’Vi har desværre ikke noget behandlingstilbud til dig.’
Jeg tog hjem med følelsen af, at mit liv var slut. Smerterne gjorde, at jeg fx ikke kunne løfte mine børn ned ad trappen, som jeg altid har gjort, og som føles som en fundamental del af det at være far. Heldigvis kom jeg til genoptræning hos Peter, der er osteopat for skateboardlandsholdet.
De brækker håndleddene hele tiden. ’Nå, er det ikke værre. De hænder kan du jo gøre alt muligt med. Du skal bare have trænet hele kroppen,’ sagde han. Så nu kravler jeg på alle fire op ad trapperne og hænger under trinene som en anden abe sådan helt rutinemæssigt hjemme i mit byhus. Jeg gør alt for at få gang i mine hænder og har fået troen, på at det nok skal gå, tilbage.”
”Klaus Rifbjerg sendte mig tilbage i 2008 en mail. Jeg havde skrevet et vredt Listen-element, der handlede om den nye danske oversættelse af en af mine yndlingsbøger ’Forbandet ungdom’, som på amerikansk hedder ’The Catcher in the Rye’. I den nye oversættelse var titlen ’Griberen i rugen’. Det fandt jeg meget besynderligt.
Derfor skrev jeg i Listen: ’Hvad fanden er en griber? Og hedder det ikke rugmark, oversættertosser?’ Noget tid efter tikkede der en mail ind i indbakken: ’Kære Lars Dahlager, det er mig, som har oversat J.D. Salingers ’Griberen i rugen’.’ Rifbjerg forklarede, at det var et krav fra J.D. Salingers side, at titlen skulle oversættes fuldstændigt ordret, og jeg måtte forstå, at han ikke havde noget valg i den sag.
Jeg var fuldstændig starstruck. Den største danske forfatter i nyere tid havde skrevet til mig personligt. Jeg har aldrig været så glad for at blive skældt lidt ud. Desværre forsvandt mailen senere i et computersammenbrud. Ellers havde jeg fået den indrammet.”
”Kig op fra jorden og læg mærke til verden. Da jeg var lille, gik jeg altid rundt og var fuldstændig opslugt af mit eget univers og lagde ikke mærke til, hvad der skete omkring mig. Sådan er jeg stadig i dag.
Min kæreste, Anna, siger det ofte til mig: ’Lars, en af naboerne har lige sagt, at hun sagde hej til dig, uden at du overhovedet opdagede noget.’ Folk misforstår det nogle gange og tror, at jeg er arrogant. Men i virkeligheden går jeg bare og grubler over et eller andet.”
”Ja, selvom jeg mest var i modtagerens ende. Jeg havde været på Det Rene Glas og stået og kysset med en kvinde. Jeg var rigtig glad den aften.
På vej hjem tog jeg min faste rute forbi 7-Eleven på Trianglen for at spise noget snask. Deres pizza slices var gode dengang. En fyr mente, at jeg trådte ind foran ham i køen. Det kom vi op at toppes over. Han fik lagt mig ned på gulvet og slog mig tre gange i hovedet, mens jeg lå og kiggede op på rækkerne af tyggegummipakker og gajoler. Jeg brækkede mit kraveben og fik en øjenskade.
Da politiet kom frem, tiltalte de os begge for at have forstyrret den offentlige orden. Så begyndte jeg at græde. Det var næsten mere uretfærdigt end selve slagene. Det blev endnu værre, for jeg gik videre med sagen og krævede voldsmanden dømt.
Nogle måneder senere sad jeg over for en vicekriminalkommisær i et lille indeklemt afhøringslokale på Bellahøj. Han sagde: ’Vi har valgt ikke at gå videre med sagen, for du var selv lidt ude om det. Vi kan se på overvågningsbillederne, at du jo var gået ind foran ham i køen, og det er faktisk også ulovligt.’ Jeg sad helt paf og mistede fra den dag ret meget for det danske politi.”
scroll-down
