Det sker, at vi på Euroman bliver skudt i skoene, at vi kun beskæftiger os med succes. Det kan der være en pointe i. For en del af Euromans fundament er bygget på personer, primært mænd, der lykkes med det, de gør. Når man lykkes med det, man sætter sig for, distancerer man sig fra alle de andre.

Det kan være en erhvervsmand, der gennem hårdt arbejde og snilde lykkes med at få sin virksomhed solgt eller børsnoteret. Det kan være en skuespiller, der bliver afvist på skuespilskolen år efter år, men stadig bider sig fat i sit fag, indtil de endelig ringer fra Hollywood.

Og det kan være en fodboldtræner, der både oplever opture og nedture i den danske suppedas, men som så ved et lykketræf havner i den næstbedste engelske række for siden at rykke op i Premier League og her begynder at bide skeer med de allerstørste.

Sådan en succeshistorie er Thomas Frank. Med de meritter, han på kort tid har præsteret i det, der efterhånden har udviklet sig til en danskerklub i Brentford F.C., er det mere end værd at hoppe på en flyver til London og møde trænerkometen ansigt til ansigt for at forstå, hvad det er, han kan.

Men at være mand i dag er også at leve med, at andre buldrer derudaf og får det hele til at se nemt ud, mens man slår knuder på sig selv for bare at komme op om morgenen. Og det skal Euroman naturligvis også rumme.

Derfor er vi i dette nummer også rejst til Klitmøller. Midt i den konstante vestenvind og de brutale bølgeskvulp ligger Surfgaarden, et værested for PTSD-ramte veteraner, der ikke kan finde fred noget sted og slet ikke i sig selv.

Det er nemt at blive blind for andet end sit eget liv, når det hele bare kører, og alt tilsyneladende går godt. Men Surfgaarden og ikke mindst de mennesker, der bor og er der, er en sund påmindelse om, at livet kan gå i alle retninger, og at nogle af dem bare er mere umulige end andre.

Hver fredag udgiver jeg Morgenpost, en skarpt kurateret og veloplagt mail, der når ud til over 15.000 modtagere. Du burde skrive dig op til at modtage den på euroman.dk/morgenpost. I mailen har jeg altid et kort interview med en interessant person, og altid med de samme fem spørgsmål. Et af spørgsmålene er: Hvornår vidste du, at du var god?

Ret ofte er svaret, at man først for alvor troede på, at man var god (eller god nok), da man blev far. Fordi der sker noget inde i en, når man ser sit eget barn og mærker noget, der er større end en selv.

Men sådan er det ikke alle, der har det. Indtil for ganske nylig var fødselsdepressioner hos mænd ikke noget, vi rigtig talte om. Men den seneste tid har jeg bemærket, at flere og flere mænd står frem og taler åbent om, at det slet ikke var den rus af babylykke at blive far, som de havde forventet.

Fødselsdepressioner har i lang tid været noget, vi har forbundet med kvinder, men det er i skred.

Derfor er jeg også stolt af, at vi bringer et interview med en far, der slet og ret gik ned med flaget som følge af familieforøgelsen. Det er et ikke særlig belyst emne, men det er en umådeligt stærk beretning, vi er så heldige at få lov til at bringe. Livet består af succeser og af nedture.

Husk at fejre det på toppen, og husk at løfte dem omkring dig, der har brug for det. God fornøjelse med det nye nummer af Euroman.

Har du kommentarer eller ideer, er du altid velkommen til at skrive til mig på kristoffer@euroman.dk.

Tak for at læse med.

Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør