Mads Holger

Mads Holgers død gør os en original fattigere

Euromans blogger Mads Holger er død, 38 år gammel.

Jeg har kendt Mads Holger siden folkeskolen. Og selv om vi aldrig har været tætte venner, har vores liv været vævet ind i hinanden i forskellige faser. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der fik ham til at tage en så drastisk og tragisk beslutning, som det er at tage sit eget liv. I stedet vil jeg skrive nogle få ord om, hvor farverig en karakter, han var, da han var i live.

Første gang jeg husker Mads Holger, er i sjette klasse, hvor han gjorde sig bemærket i vores lille Østerbroskole. Han havde altid kun cowboystøvler på og havde et umiskendeligt dametække allerede dengang, der skabte øjeblikkelig misundelse blandt præpubertære drenge.

Nogle af mine andre kammerater og jeg lavede på det tidspunkt et skoleblad, vi kaldte ’The Scandal’, hvor vi havde en ’Oste top 10’ (det hed det altså), hvor vi hængte dem ud, vi ikke kunne lide. Og Mads Holger var altid på. Selvfølgelig. Indtil vi ad snørklede veje stødte på hinanden, og jeg fandt ud af, hvilket begavet og sjovt menneske han var.

Vi mødtes, da vi begge begyndte til softball i Fælledparken i en klub, der hed Copenhagen Fighters. Og da vi engang var på tur til Jylland for at spille Danmarksmesterskab (hverken Mads eller jeg spillede nogen særlig rolle der), underholdt han hele vores hold med historier fra sit allerede dengang farverige liv. Og fra da af kunne jeg lide ham.

Der er nok mange, der har det sådan med Mads Holger. Ved førsteindtryk kunne de ikke lide ham. De brød sig ikke om hans holdninger og måske heller ikke den insisterende måde, han skilte sig ud på.

Hans tendens til at bruge fremmedord og altid gå i jakkesæt. Det, at han fløj rige og kendte mennesker til fjerne destinationer for at feste. Det, at han var ung og samtidig så konservativ. Når man er ung, skal man være rød, elske RUC og Roskilde Festival. Men Mads Holger brød sig ikke om nogen af delene. Og derfor fik han mange fjender.

Senere hyrede jeg ham som blogger her på euroman.dk, og også her skilte han vandene. Mange kunne godt lide hans sjove, skarpe satiriske stil, og andre synes bare, han var for meget.

Det er altid et chok, når nogle, man er vokset op med, dør. Og det er forfærdeligt, når de føler tilværelsen så modbydelig, at de vælger at tage deres eget liv.

Mads har i de senere år haft megen modgang, men om det er det, der er årsagen, vil være respektløst at spekulere i.

Det eneste jeg ved, hvad enten man kan lide ham eller ej, er, at vi har mistet en original i Danmark. Og dem har vi ikke så mange af. Dem skal vi huske at passe på.