”Ja, en enkelt gang. Min far arrangerede i mange år sådan nogle kunst- og kulturrejser, hvor han tog folk med ud i verden. Da jeg var 17 år gammel, havde han en tur til Berlin, hvor jeg fik tre-fire af mine venner med. En eftermiddag var vi gået på bar og havde fået en enkelt øl hver, og på en eller anden måde besluttede vi os for at prøve at løbe fra regningen.
Vi gik stille og roligt ud af baren, men så snart vi ramte fortovet, løb vi. Vi var ikke kommet meget mere end 300 meter væk, da jeg hørte min far råbe: ’Hey, Rasmus, vi sidder her.’ På en fortovsrestaurant sad min far og min mor med hele holdet af kunst- og kulturrejsende og kiggede forvirret på os drenge, der var helt forpustede. Vi satte os roligt ned og lod som ingenting, mens vi holdt skarpt øje med, at personalet fra den anden bar ikke var løbet efter os.”
”Jeg er slet ikke en slagsbror, men jeg er opvokset på Amager, og det er sket et par gange, at jeg har fået én på hovedet. Jeg var med i noget, der hed Amager Totalteater, og en aften holdt vi fest i nogle lokaler tæt ved Amager Bio. Jeg stod og hyggede mig, og ind ad døren kom en af de lokale rødder, der senere i livet endte med at blive HA-rocker.
Allerede dengang havde han et voldeligt ry. Da han ankom til festen, kiggede jeg på ham, og det gjorde jeg i alt for lang tid. Jeg vidste godt, hvem han var, og jeg kunne bare ikke lade være med det. Han kom over og sagde, at jeg skulle stoppe med at glo på ham.
Jeg sagde: ’Jamen, jeg kiggede jo bare på dig,’ og før jeg vidste af det, havde jeg fået en knytnæve lige i ansigtet. Der var blod over hele min T-shirt, og så måtte jeg tage bussen hjem mod Sundbyvester Plads til mine forældre, der var chokerede, da de så mig. Det var jeg for den sags skyld også, for det var ret voldsomt.”
”Da jeg var midt i 30’erne, skete der tre afgørende begivenheder inden for få år. Mine forældre døde med et par års mellemrum, og indimellem det blev jeg far til min søn, Wili. Mine forældres død gjorde mig meget bevidst om, hvor definitiv døden er.
Jeg begyndte simpelthen bedre at forstå, hvor meget hver dag på jorden er værd. Og som enhver, der er forælder, ved, så ændrer det at få et barn totalt på ens prioriteringer. Der blev jeg virkelig en mand, fordi jeg på en anden, mere grundlæggende måde fandt mig til rette i livet. Nu handlede det om at nyde hvert øjeblik med min familie.”
”Flere gange, men jeg vil fremhæve én historie, som var en ret syret oplevelse. Min familie og jeg var på vej til vores sommerhus ved Roskilde. Vi kørte på motorvejen, og bag os var en bil med en ældre herre bag rattet. En flot mand med stort, gråt hår, der var redt fint tilbage. Han lignede en gammel Hollywood-stjerne og også lidt min afdøde farfar, som jeg aldrig har mødt, men kun har set billeder af. Jeg begyndte at sidde og brygge en fantasi inde i mit hoved om, at han var min farfars ånd, der besøgte mig her på jorden.
Motorvejen blev til en motortrafikvej, og mens jeg sad og fantaserede om den gamle mand i bilen bag os, så jeg i bakspejlet, at han fortsatte over i den modkørende bane og bam! Så bankede han frontalt ind i en anden bil. En alvorlig ulykke. Da vi ankom til sommerhuset, ringede jeg til politiet og afgav min vidneforklaring, for jeg havde jo set det hele ske i bakspejlet.
Manden var heldigvis ikke død ved ulykken, og selvom de selvfølgelig ikke ville give mig hans navn, så havde jeg en underlig lyst til at besøge ham på hospitalet. Samtidig var det også en voldsom påmindelse om, hvor hurtigt noget, der går galt, kan ændre ens liv for altid.”
”Det er måske ikke så meget en samtale, men gennem den måde, min far levede sit liv på, har jeg lært helt utroligt meget. I 1970’erne, hvor kutymen var, at man havde en fast stilling med 9-17-arbejde hver dag, sagde han sit job som bankmand op og helligede sig en freelancetilværelse, hvor han underviste og beskæftigede sig med kunst.
Han var en del af en bevægelse, der hed ’Kunsten ud til folket’, og her arrangerede han de her kunstrejser og fik billedkunst ud på plejehjem og skoler. Jeg har fået troen på, at man kan leve et anderledes liv og arbejde med sin passion fra ham.
Men han var også dårlig til at sige nej. Min bror har i et digt kaldt ham en seksarmet lysestage med ild i begge ender, og det, synes jeg, passer godt. Min far sled sig nærmest ihjel og døde allerede som 65-årig. Jeg lærte af ham, at hvis man skal holde længe i det her fag og i det her liv, så skal man turde at sige nej til arbejde, hvis det stresser en for meget. Man skal passe godt på sig selv og sit helbred.”
”Jeg tror, vi alle burde danse mere. Det ville løse mange problemer. Derhjemme kan min kone og jeg godt have aftener, hvor vi bare danser med hinanden.
Jeg vil ikke sige, jeg er en mester til det, men jeg har min helt egen Botoft-dansestil. Det er simpelthen så vidunderligt at danse, for det gør én så glad. Dans med hinanden og få det bedre, så finder man måske meningen med livet undervejs.”
scroll-down
