Tønder er endestationen. Bus 116 kører ikke længere, og de tre passagerer står af. En ung mand med stor hue og store høretelefoner har siddet stille, kigget ud ad vinduet og indviet os andre i Rammsteins musik hele vejen fra Hjordkær, og en tysk børnehave var med fra Tinglev til Bylderup-Bov. Den blå bus fra Sydtrafik lukker dørene og drejer ud på Kongevej uden at skulle holde tilbage for nogen, forbi gymnasiet og væk.
Rutebilstationen er øde igen. Den eneste bygning er det nybyggede, firkantede toiletskur, hvor der engang var en kiosk. Herfra kan man gå tre veje: Til venstre forbi ugeavisen Digeposten og Fakta. Til højre og hen forbi Posthuskrydset, hvor posthuset engang lå, eller ligeud, som er retningen mod torvet. I den ende af gågaden, hvor mobildækningen er ringest og af og til går på tysk net, ligger Johanne’s Kaffebar.
”Du ser sulten ud,” siger ekspedienten venligt og højt, og det ældre, lavmælte par henne i hjørnet kigger op og kigger ned.
De er de eneste andre gæster, indtil en mand, ud af ingenting, kommer ind. Han tager sine Ray-Ban-solbriller af og præsenterer sig som Frederik og journalist fra Jyllands-Posten. Han skal smage egnsretter som Rømø-rejer, laks og solæg, inden han skal videre på byvandring og se sort sol. Frederik vil også gerne have tid til at snuse lidt rundt, fortæller han, for han skal skrive en rejsereportage om Tønder til en serie om steder i Danmark, hvor turister kommer, men hvor folk flytter væk. Han har været i Ringkøbing og på Djursland, og da ingen lokale kan høre ham, siger han, at Tønder virker som et sted, der har haft sin storhedstid.
Sort sol-fænomentet. Foto: Visit Rømø & Tønder
I kaffebarens baglokale, Lammestuen, render jeg ind i Bo Andersen. Sammen med sin kone Jytte ejer han stedet. Man skulle ikke tro, at sådan en café her kan eksistere i Tønder, bliver vi enige om, og Bo Andersen taler om udfordringer og turister og om, hvordan byen skal være motor for at få hele kommunen til at blive en succes. Eksempelvis i sommer, da handelsstandsforeningen brugte en farlig masse penge på at få ’TV 2 på Tour’ ned på torvet i to dage. Det skulle give god omtale direkte i fjernsynet. Da jeg fortæller, hvorfor jeg er tilbage i min barndomsby, stivner Bo Andersen lidt, hæver de lyse øjenbryn og spørger mistroisk og næsten smilende:
”Er det derfor, du er her?”
Det siges, at Tønder har lagt Tøndersagen bag sig. At man er kommet sig over vreden og sorgen, der fyldte ved at lægge kommune til danmarkshistoriens mest omtalte, mest omfattende og mest berygtede sag om misbrug af børn. Man er altså videre. Hvad skulle man ellers? Det er fortid og historie, og sådan er det. Når man nævner sagen her i byen, bliver der tavst hen over bordet eller i telefonen.
Der er stille i Tønder, og der er endnu mere stille, når det handler om Tøndersagen. Hvis emnet bliver taget op, kaster det tøndringerne 10 år tilbage i tiden, til dengang en far, en mor og 14 mænd blev anholdt, og til dengang journalister rejste til Udkantsdanmark og rapporterede hjem.
Tønder var ikke længere sort sol, Vadehavet, møbeldesigneren Hans J. Wegners barndomsby og Årets Juleby. Tønder var blevet hovedstaden i en egn af pædofile, og fortællingen havde sine egne hovedpersoner. Den ondeste af dem alle blev døbt Tønderfaderen. Som om han var hele byens far. En by blev til en sag. Tønder blev til Tøndersagen.
Når jeg siger til fremmede, at jeg er fra Tønder, kan jeg se, hvad de tænker. Uanset, om det har været en københavnsk festfotograf, en akademiker på Nørrebrogade eller en pædagogstuderende fra Aarhus, jeg er stødt ind i, har jeg forholdt mig til Tøndersagen. Det sker, jeg kommer dem i forkøbet og præventivt punkterer deres forestillinger. ”Jeg er fra Tønder. Du ved, Tøndersagen,” som jeg nogle gange siger. Og nu, mens jeg går rundt i byen, begynder TV 2 at tease for en kommende dokumentarfilm, der angivelig vil fortælle historien om en mulig ny Tøndersag.
Den har Kasper Sørensen ikke hørt om endnu. Hos ham behøver man ikke at tage skoene af.
”Dem kan du bare beholde på, og vil du have noget kaffe?” siger han og går tilbage til sit køkken.
Her fra den 90 m2 store og 5.000 kr. dyre lejlighed på tredje sal kan han se kirketårnet og nogle af byens røde tage, og er han inde i stuen og stikker hovedet ud ad vinduet, kan han kigge lige ned på gågaden. På gulvet ligger en stor pose fra Jysk med 99 tennisbolde i. Han har skrevet et nummer på hver, og på lørdag, når det lokale fodboldhold FC Sydvest møder B1909 på hjemmebane i Danmarksserien, kan tilskuerne købe én for 20 kr. og tre for 50 kr. Den, der kaster tættest på midten i pausen, vinder FC Sydvests sorte og hvide spilledragt.
Kasper Sørensen er 27 år, holdets spillende assistenttræner og klubbens evige moralske
anfører, der har dirigeret midtbanen på Tønder Stadion siden 90’erne. For to et halvt år siden sagde han sit job som førsteassistent på McDonald’s ude ved rundkørslen op og flyttede til København, fordi Grøften i Tivoli havde arbejde til ham, og fordi Brønshøjs hold i 1. division ville have ham over at spille.
FC Sydvest forsøgte at lokke ham tilbage, men ovre i København var Kasper Sørensen så småt ved at droppe tanken om nogensinde at vende tilbage. Han kunne lide, at folk i hovedstaden var så åbne. Han havde aldrig prøvet at sidde i en bus i Tønder og opleve, at nogen begyndte at tale til ham. Det gjorde de i København. På de brune værtshuse påtog han sig rollen som ham med det lidt ironiske og distancerede forhold til sin hjemby.
Men så ringede FC Sydvest igen, og nu er han her. Kasper Sørensen har det med Tønder, som mange andre, jeg kender, har det. Uden for kommunen kan det være svært at være sådan rigtig stolt af, hvor man kommer fra. Hvis han ikke havde fodbolden her i byen, ville han nok også føle, at det var den forkerte beslutning at flytte til Tønder, siger han. Der er næsten ingen tilbage. Lidt af ’Nubbaklubben’, som den vennegruppe, Kasper Sørensen er en del af, af uransagelige grunde hedder, hænger stadig ved i byen. Feddersen nede i Sportigan, Nøjsen på Victoria og Søren lige nedenfor i Kreditbanken.
Dem kan han ikke se hele tiden, så han bruger sin tid på at sidde her ved køkkenbordet og ringe sponsorer hjem til FC Sydvest, træne i klubben, og når selvdisciplinen er til det, slår han sin computer op for at følge med i sports management-fjernstudiet på Aalborg Universitet.
”Er det ikke ved at være glemt?” siger han om Tøndersagen. ”Det var kun lige, hvis jeg mødte nogle nye mennesker i København, at det kom op igen.” Dengang var han begyndt på HF, og folk var, så vidt han husker, i chok over sagen. Ellers ved Kasper Sørensen ikke rigtig, hvad han skal sige om det. Hvad er der at sige?
Et minut på gåben derfra taler Uwe Iwersen i telefon. Han lægger på og begynder foroverbøjet at hakke med begge pegefingre ned i tastaturet, mens han råber, at det lige tager et øjeblik. Det er noget med en sortbroget præmieko, som har produceret 185.176 kg mælk i sit næsten 17 år gamle liv. Det er dansk rekord, og det var Uwe Iwersen kørt af sted for at se nærmere på. Han er lokaljournalist på Tønders JydskeVestkysten-redaktion, der bor i en sidegade til gågaden. Før lå avisen på torvet, men da Tønder Bank krakkede i 2012, flyttede Sydbank ned i de lokaler, og JydskeVestkysten rykkede ind her.
Præmiekoen hedder Funkis M 1018, og det er en helt almindelig historie for en lokaljournalist som Uwe Iwersen. Bare at tage ud og snakke med en ko og en landmand, som han siger, og i artiklen citerer han en ekspert, der kiggede på dyret og sagde:
”Hun ser godt ud, men yveret er lidt slidt.”
Uwe Iwersen blev født lige rundt om hjørnet, og siden 1985 har han været ansat her på avisen. Da jeg ringede til ham for halvanden uge siden, spurgte jeg med det samme, om jeg forstyrrede. Det var den sidste torsdag i august, og hvis man er tøndring, ved man, at hvert år fra den dag og resten af weekenden er byen i undtagelsestilstand. Der er Tønder Festival. Den anden begivenhed, byen sådan rigtig er kendt for.
”Nej, nej, man siger jo, at en journalist møder ind klokken syv og tager hjem, når han skal pensioneres,” sagde Uwe Iwersen som svar på, om han stod i et telt med en fadøl og hørte folkemusik.
Torsdag 25. august 2005 var han også på arbejde. Tønder var som sædvanlig fyldt op. Festivalen var i gang, musikken spillede, og cowboyhattene sad på hovederne, men Uwe Iwersen møvede sig igennem menneskemassen og de 150 meter fra redaktionen på torvet og op til retsbygningen. Der var et lukket grundlovsforhør med dobbelt lukkede døre, og det ville han gerne høre lidt om. Han kendte stort set alle i Tønder Politi. Normalt var betjentene flinke til som det mindste at indvie ham i, hvad der foregik. Men ikke denne gang.
”Det får du ikke at vide,” lød det uden for retten. Uwe Iwersen syntes, det var mystisk.
Når det blev lørdag, plejede han at tage en pose rundstykker med på politistationen og i samme omgang få døgnrapporten, og det var også hans plan to dage senere, mens byen gik ind i sit tredje festivaldøgn.
”Hvad skete der i torsdags?” spurgte Uwe Iwersen den vagthavende, en mand, han havde et godt forhold til og var fortrolig med, hen over morgenmaden.
”Det får du simpelthen ikke at vide.”
Uwe Iwersen havde aldrig oplevet et så lukket Tønder Politi. Normalt kunne man godt snakke med betjentene og blive enige om, hvad der var til referat, og hvad der ikke var. Også selv om der var tale om et drab. Ja, eller et dobbeltdrab. Nu var alt mørkelagt.
Den pensionerede kriminalinspektør Hans Hessellund vil ikke medvirke i en artikel, der udstiller Tønder negativt, og han vil gerne undgå at være ligesom en tidligere præsident, der pludselig kan tillade sig at sige en hel masse – og gør det. Men i køkkenet i sit hus bag Tønder Sygehus vil han gerne bidrage med oplysninger om politiets indsats dengang. Han og kollegerne stod over for en kæmpesag. Den var så stor, at da det anonyme tip løb ind, mente Hans Hessellund, at det lød temmelig usandsynligt. At en far systematisk skulle sælge sine to små piger på otte og 11 år til fremmede mænd, og at han skulle have gjort det i en årrække.
Hessellund havde været i politiet i 38 år, i drabsafdelinger og i narkoafdelinger, men det her lød langt ude. Han vidste, han blev nødt til at sætte en aflytning i gang i et hus ude i Solderup, der er en lille bunke huse og tre smalle veje 12 km øst for Tønder. I fx narkosager kan politiet ’holde luft’, som det hedder, når man lytter med og samler beviser over en længere periode. Det kunne man ikke vente på her. Kynisme var ikke en mulighed. Derfor sad to betjente konstant og aflyttede telefonen, så de var klar til at køre ud i huset.
Problemet var, at den anonyme mand, der havde tippet politiet, havde fortalt faderen i huset, at politiet var på sporet af ham. Sådan nogle typer har altid gang i et dobbeltspil. Det betød, at der var stille ude i Solderup, og politiet var ved at opgive. Men når man som Hans Hessellund har været leder af narkoafdelingen i Esbjerg, kan man høre det usagte, og det fik dem til at fortsætte aflytningen.
På et tidspunkt blev linjen brugt til telefonsex, og da politiet senere hørte, hvordan det blev arrangeret, at nogle mænd skulle komme ud i huset, slog de til. Betjentene lå klar i grøften i Solderup, og onsdag 24. august anholdt de faderen og gæsterne. Hans Hessellunds største sag var i gang, og sammen med politimesteren lagde han en helt ekstrem stram pressestrategi.
Illustration: Rasmus Meisler
Alt, hvad de skulle sige til de mange tilrejsende journalister, stod på et papir. Ingen skulle ud i at improvisere foran en tændt mikrofon. En dag i september samme år blev Uwe Iwersen ringet op af en mand fra Branderup, som fortalte, at hans nabo var forsvundet, og det vist var noget med børneporno. Uwe Iwersen skrev navnet ned, gik op på politistationen og sagde noget lignende det her til Hans Hessellund:
”Kan det passe, vi lever i en politistat? At I henter folk, låser dem inde, og at vi ikke ser dem igen?”
LÆS OGSÅ: Liv på Mors: "Kampen mellem det nye og gamle hjemland foregår hele tiden indeni. Men jeg tror, Danmark vinder"
Hans Hessellund bad journalisten lægge kugle-pennen, for så ville han fortælle noget, som de to skulle have fortroligt, indtil politiet var færdig med at optrevle sagen. Iwersen havde ikke noget valg, og aftalen var, at når tiden var til det, ville JydskeVestkysten være det eneste medie, der blev inviteret med til pressemødet. To måneder senere, 18. november 2005, udkom avisen med forsiden: ’Far lejede sin datter ud til sex’.
Manden på Halle vil give en øl, men han vil ikke have sit navn frem. Han har svært ved at ramme tasterne på sin iPhone, han er arbejdsløs, og han har efterhånden boet i Tønder i 10 år. Han taler og drikker langsomt, og han kender værtshusets andre stamgæster, fordi han er her flere gange om ugen. Aldrig, når det er mørkt. Det gider han ikke, det kan hurtigt blive ubehageligt, synes han. Halle, eller Central Halle, som stedet officielt hedder, ligger midt i gågaden. For at besøge værtshuset skal man gå seks trin op ad en trappe, ind ad hoveddøren, igennem en mørk gang og ind ad en dør til. Rummet er næsten kvadratisk, i to hjørner blinker tre enarmede tyveknægte, og i midten af lokalet står et billardbord, som jeg vist aldrig har set være ledigt. Det er det heller ikke nu. Historien går på, at der for mange år siden var en beværtning for hver 49. indbygger i Tønder.
Manden på Halle giver en øl til og siger, at han godt kan huske Tøndersagen, men at han vist ikke var flyttet til Tønder på det tidspunkt. Faderen, der boede i huset ude i Solderup, må være omkring hans alder, funderer manden, og så vil han gerne understrege, at han ikke kender nogen af dem, der blev anholdt dengang. Den sag er der ikke blevet snakket om siden.
Billardkampen er slut, taberen forlader værtshuset, og vinderen sætter sig op i baren til os. De snakker om en af de andre stamgæster, som har været sin kone utro. Den kvindelige bartender giver billardvinderen en Tuborg, sætter en streg ud for hans navn, kigger rundt i lokalet og siger, at vi da ikke er så langt henne i måneden, så der burde være flere herinde.
Udenfor skinner solen skarpt. To piger har købt et blåt bæger med frozen yogurt, de går højst sandsynligt på gymnasiet eller handelsskolen. Hvis man møder et ungt menneske her i byen, er det sjældent ældre end 18 år. I 2014 blev en befolkningsprognose udgivet, og den forudsagde, at hvert år frem til 2025 vil Tønder Kommune blive 312 mennesker fattigere. Indbyggertallet vil i alt falde med 9 %. De unge mellem 17 og 29 år flytter væk, og det er kun aldersgruppen fra 68 år og opefter, der bliver større.
Det var dystre udsigter for Venstre-borgmesteren Laurids Rudebeck. Men prognosen holder ikke helt vand, vil han gerne sige, da han klemmer et møde ind i sin pressede uge, hvor han har fået lukket kommunens budgetforhandlinger. Hans egne tal siger noget andet, men de falder også. I øvrigt havde Laurids Rudebeck ét krav til et interview: Vi taler ikke om Tøndersagen.
Er der et sted i byen, hvor man er sådan rigtig godt og grundigt træt af Tøndersagen, er det på borgmesterkontoret på rådhuset.
”Den er ikke en del af vores hverdag, og den kan ikke vendes til noget positivt,” er noget af det, Laurids Rudebeck siger, når han forklarer, hvorfor han ikke vil tale om den.
Han mener også, at hver gang en journalist kobler Tønder med Tøndersagen, bliver fordommene om egnen forstærket, og han synes, det er noget vrøvl, når nogen påstår, at kommunen fortier sagen. Når der har været en udvikling, har han stillet sig frem, men vil ikke medvirke, hvis han mener, at journalister vil bruge sagen til at skabe underholdning eller opmærksomhed uden at bidrage med nyt. Jeg siger, at hvis man er interesseret i at bryde nogle fordomme, hjælper det at tale om dem.
Laurids Rudebeck er enig i, at han må forholde sig til, hvad mennesker uden for kommunen tænker om egnen, ”men derfra og så til at give interview om det bestemmer jeg selv,” siger han.
Hans kommunikationschef mener, at der er meget andet end Tøndersagen at skrive om, og turistchef Bodil Glistrup Thomsen vil heller ikke interviewes om den. ”Det er noget, vi gerne vil glemme,” siger hun. Til gengæld vil hun gerne fortælle, at 6,4 % flere turister besøgte kommunen sidste år, og at det er 1 % mere end landsgennemsnittet.
Laurids Rudebeck er 56 år og tidligere politimand. Han har kun en halv time til at snakke, og af en eller anden grund bliver det til tre kvarter, uden at han kigger på sit armbåndsur under blazerærmet mere end et par gange. Noget af tiden bruger han på at fortælle om byens historiske bygninger, om kulturhistorie, om gymnasiet med 700 elever, om handelsgymnasiet med endnu flere, om kunstmuseet og Wegner-udstillingen, om sportsarenaen, om en ny (men stadig hemmelig) virksomhed, som vil flytte ned i gågaden, om byen som hovedkvarter for aluminiumsproduktion, om Ecco og om, at Tønder skal være mere attraktiv for det tyske erhvervsliv. Laurids Rudebeck runder af med ”og det synes jeg da er noget at prale af.”
LÆS OGSÅ: "Industrispionerne vil prøve at skaffe et billede af bilerne, også selv om der er klæde over"
Stik imod aftalen siger han pludselig det her, og det må jeg gerne citere ham for:
”Jeg er opmærksom på, at der er nogen, der erindrer, vi har haft en dårlig sag for 10 år siden. Den kan jeg ikke ryste af mig. Men det, jeg kan gøre, er, at jeg kan arbejde for en kommune, der vil udvikling og noget positivt. På den måde tror jeg, vi kommer op over vandoverfladen igen og viser, vi er en kommune, der lever op til alle de ting, vi vil. Jeg er rigtig ked af, at en enkelt sag har ødelagt så meget for Tønder. Men jeg vil ikke holdes nede af fortidens synder. Alt har en karenstid.”
I sommer fyrede Laurids Rudebeck en fagchef på børne- og ungeområdet, og en direktør fratrådte sin stilling, fordi der havde været ”alvorlige fejl i en sagsbehandling”. Det første, borgmesteren blev nødt til at berolige journalisterne med, var, at det ikke var en ny Tøndersag. Siden 2005 har mantraet i kommunen været ”Aldrig mere en ny Tøndersag”.
Peter Petersen skal se TV SYD. Måske viser de noget om den sag fra Tønder, der lige har været omtalt i reklameblokken på TV 2. Værten fortæller, at syriske flygtninge har fået frit lejde i Padborg, at en landmand dyrker hvede i Vadehavet, og at en børnehave i Kolding er begyndt at vaske legetøjet. Ikke noget med en ny Tøndersag. Ikke endnu.
Peter Petersen er bilmekaniker og min gode vens far. For 10 år siden havde Dan en stak papirer med i kantinen på gymnasiet, og på hver side stod samme tekst. ”OPRÅB” var overskriften med store, fede versaler. Nedenunder stod der med lidt mindre bogstaver: ” … til den danske befolkning, justitsminister Lene Espersen samt de respektive retsordførere for samtlige partier i Folketinget.”
Teksten fortsatte: ”Så blev der igen et barn ødelagt. Efter at have været hele følelsesregistret igennem med chok, had, hævn, magtesløshed begynder jeg igen at tænke klart.”
Et stykke nede ad papiret stod en række krav til politikerne: Strafferammen skal udnyttes, ansigter på pædofile skal offentliggøres, fædre, der misbruger børn, skal kastreres, politiet skal gå 100 % aktivt ind for at stoppe pædofile netværk, og dommerstanden skal undersøges. Var man enig, kunne man sende sine kommentarer og sin underskrift til Peter Petersen, og så ville han rejse til København og give det til den daværende justitsminister Lene Espersen.
Da Peter Petersen vurderer, at TV SYD ikke viser noget om den mulige nye Tøndersag, går han op på loftet og henter to kasser.
”Puha det er mærkeligt, det her. Det har jeg ikke set i 10 år,” siger han på vej ned ad trappen med favnen fuld af gamle aviser.
Det begyndte en nat i efteråret 2005. Peter Petersen kunne ikke sove, og han var vred, harm, og hans retsfølelse var krænket, efter at han havde set et indslag i TV SYD om aftenen. En dengang 74-årig mand fra Abild var blevet kendt skyldig i at have været sammen med en af pigerne i huset i Solderup fem gange, og uden for retsbygningen og foran kameraerne sagde han, at pga. maveproblemer burde han ikke komme i fængsel.
Peter Petersen stod op, tog en blok og en kuglepen, skrev opråbet til underskriftindsamlingen ud i én køre og sendte det til Digeposten, Ugeavisen og JydskeVestkysten, der trykte det. Han ville ikke kun have højere straffe for misbrug af børn. Han ville ændre samfundet. Teksten blev skrevet på en følelse, og det vidnede kravet om kastration om, må han erkende.
Peter Petersen var overbevist om, at hvis det ikke var ham, der tog initiativ til det her, ville en anden gøre det. Det var tilfældigt, at det lige blev ham. Når journalister spurgte om en kommentar – og det gjorde de hele tiden – ville Peter Petersen kun tale om sagen og aldrig om sig selv. Han var uinteressant i det her, holdt han fast i, også da Cecilie Frøkjær ville have ham i ’Go’ aften Danmark’.
Faxmaskinen på kontoret ude i værkstedet kørte konstant, posten bar kasser med breve ind hver dag, og Peter Petersen fik fem kvinder til at sidde inde i stuen og tælle underskrifter. Når det var gjort, kørte han stakken ind i en bankboks i Tønder Bank.
Han sov næsten ikke i perioden, og på tre uger fik han indsamlet 40.373 underskrifter. De kom fra hele Danmark og resten af verden, fra alle sociale lag, og de kom fra incestofre, der sendte breve med deres egne historier. Det var det hårdeste.
Den 14. december 2005 kørte han af sted mod København. TV 2 lå bag ham på motorvejen, og resten af det danske pressekorps ventede ved Christiansborg. Som i en film afleverede Justitsministeriets portvagt den sidste underskrift til Peter Petersen, inden han gik ind til Lene Espersen. I skjortebrystlommen havde han en lille blå notesbog. Det var planen for dagen, og i den stod hele opråbets mål. Han vidste, at han ikke kunne ændre samfundet ved at ville straffe pædofile hårdere.
Med sig til Lene Espersen havde Peter Petersen de over 40.000 underskrifter med kommentarer, og han fortalte, hvordan han ville have børns rettigheder skrevet ind i undervisningen, hvordan han ville have bygget rehabiliteringscentre for incestofre, og at han ville have et sted, som kunne hjælpe de pædofile. ”Lad os på alle niveauer, helt ned til du og jeg, stå sammen nu, og lad os – hvis vi ser et misrøgtet barn – tage det ind i vores varme stue,” sagde han bl.a. i sin tale den dag.
I kassen med gamle aviser fisker jeg JydskeVestkysten op fra dagen efter mødet i København. ”Mekanikeren tog ministeren med storm”, står der hen over to sider, og Peter Petersen vises smilende med sin blå notesbog i skjortebrystlommen. Planen lykkedes.
Peter Petersen bor ikke i Tønder. Han bor i Store Emmerske, som ligger ved siden af Lille Emmerske. For at komme derud skal man også igennem Toft, og man skal huske at dreje af, ellers ender man i Adelvad, og hvis man er kørt helt galt og kommer til at svinge til højre et stykke ude ad Aabenraavej, kommer man til to skilte lige efter hinanden. Det første står der Solderup på, og det andet står der Nabohjælp på. Fortsætter man, brager man igennem Hostrup, hvor der hænger et sydstatsflag i et vindue, og kører man ud ad nogle veje og drejer til højre, ender man pludselig i Sæd.
Tønder Kommune er geografisk Danmarks femtestørste, og der bor bare 32 mennesker pr. km2. Inde i byen kan man møde den holdning, at dem udenfor er nogle bonderøve. Ude på landet kan man betragte dem fra Tønder som nogle arrogante, forkælede bybumser. Der var borde i gymnasiets kantine, hvor kun byens drenge sad, og der var borde, hvor kun drenge fra landet sad.
Da jeg fortalte en af mine gamle venner, at jeg skulle skrive om Tøndersagen, rettede han mig og kaldte den Abildsagen, og han fortalte, at han havde diskuteret med en kollega, om den skulle hedde Solderupsagen. Det betyder noget, hvad den hedder. Her er man, hvor man bor, og af den grund er det måske uretfærdigt, at sagen hedder Tøndersagen, synes man.
Familien boede jo først i Løgumkloster Kommune inden kommunesammenlægningen. Og så flyttede de til Solderup, men ingen af de 14 dømte mænd boede inde i Tønder. De kom fra Branderup, Højer, Stenderup-Krogager, Haderslev, Abild, Aabenraa, Gørding, Esbjerg og Flensborg.
Hvis man ikke kendte en af dem, kendte man én, der kendte en af dem. En ven fortalte mig dengang, at ham fra Branderup var landmand, vellidt, og at hans kone blev hos ham, efter det kom frem. En anden mente, at ham fra Højer var flygtet ud af byen og aldrig viste sig der igen. Til en fest sad mine forældre over for et par, der kunne fortælle, de havde gået til familiesvømning med familien ude fra Solderup, og at moderen, faderen og pigerne faktisk virkede velfungerende.
En journalist fra Berlingske stoppede en dag min lillesøster og spurgte om Tønders fremtid og om, hvad der ville ske, når faderen fra Solderup en dag blev løsladt.
”Det kunne jeg også godt tænke mig at vide – min far er fængselsbetjent og har haft ham i arresten i Aabenraa,” blev hun citeret for.
Vores far havde selvfølgelig tavshedspligt, men det var noget med, at Tønderfaderen kun sad i Aabenraa Arrest i et par dage, fordi han var psykisk ustabil, og man frygtede, at de andre indsatte ville banke ham.
På Tøndersagens Wikipedia-artikel er de dømte mænd listet op med by og titel, og flere af navnene står der også. De er lige til at ’krakke’, hvis man har lyst til det, og det blev der gjort for 10 år siden. Dengang var det ikke noget problem for journalister at få lokalbefolkningen til at tale. Egnen havde et behov for at lægge afstand til sagen, og Peter Petersens underskriftindsamling var den humane måde at lave et oprør på. Andre steder i kommunen var jagten på pædofile sat ind.
”Det er det røde tag med skorstenen,” fortæller Christian Boyschau.
Han ville gerne rejse sig og pege, men i går blev han opereret i sin højre fod, og den må han ikke støtte på. Det bliver han dog nok nødt til, fordi det håndboldhold, han træner i den tyske tredjedivision, skal spille på lørdag. Nu er han placeret i en brun læderlænestol i sin stue. Han bor i Abild 5 km nord for Tønder, og kunne han stå op, kunne han kigge over et par hække og videre over på det hus, der tilhører Tøndersagens mest berygtede ansigt. Manden, der dengang var 74 år, blev idømt to år og tre måneders fængsel, og ud over at fortælle om sine maveproblemer i pressen som argument for, at han ikke skulle i fængsel, blev han i Berlingske citeret for at sige, at ”jeg var jo ikke brutal over for hende. Hun fik et par hundrede kroner, og vi kunne sidde og snakke sammen bagefter.”
I Ekstra Bladet sagde han, at ”det var jo faktisk hende, der inviterede mig hele tiden.”
Det antændte vreden i Abild og resten af kommunen. Om natten blev Christian Boyschau vækket af store brag fra kanonslag, der blev kastet mod huset, og af vinduer, der blev smadret. Når det var lyst, skete der ikke noget, men om natten var der hævn. En stiltiende én af slagsen, som i gymnasiets kantine hverken blev proklameret eller annonceret.
Jeg fik aldrig tilbuddet om at tage med til Abild for at smadre hans hus, men vi mente alle, at vi kendte nogen, der måske gjorde det. Selvtægt var forkert, vidste vi, men ingen havde sådan rigtig ondt af manden i huset. Egnen var i oprør, og den begyndte at se pædofile alle steder. En mand, der boede lidt uden for Højer, og som de fleste lokale kendte, var anklaget for have misbrugt en af pigerne i Solderup. To dage senere blev han fuldstændig renset af politiet.
I den tid kunne Christian Boyschau se, at den 74-årige mand havde forskanset sig på første sal i sit hus. Det var det eneste sted, der var lys. Politiet satte store spots op ud for huset for at dæmme op for hærværket, der stod på i fire eller fem måneder. I dag er det kun omkring nytårsaften, der bliver kastet kanonslag mod huset, og Christian Boyschau har en teori om, at hans egne drenge har bidraget en smule. Det griner vi lidt af.
Med en ironisk undertone kalder han Tøndersagen for ”da Tønder kom på landkortet.” Christian Boyschau er stråtækker, og bortset fra en kort afstikker til Gram har han altid boet i kommunen. Når han har arbejdet i Odder og siddet og spist, behøvede der ikke gå lang tid, fra han havde sagt, hvor han boede, til han talte om Tøndersagen.
”Det er aldrig noget med, at ’hold kæft, I har et godt håndboldhold,’” siger han.
Det er også mærkeligt med den nye sag, der kommer i fjernsynet i næste uge, for han genkender altså ikke hende konen, der påstår, at pigen er blevet misbrugt, fortæller Christian Boyschau.
Dokumentaren fortæller, siger rygterne, at kommunen ikke har reageret efter 14 underretninger om pigen, og at politiet har undersøgt sagen, men ikke rejst tiltale mod nogen.
Her i Abild er Tønder-sagen ikke glemt. Manden, der i dag er 84 år, bor stadig i huset med det røde tag, de røde mursten og skorstenen. For 10 år siden var der en fra Tønder, der sagde til Ekstra Bladet, at manden ville blive kørt ned en dag. Det er ikke sket, men Abild har lagt ham på is. Ingen taler med ham, og han taler højst sandsynligt med ingen. Christian Boyschau hører ham save træer i haven og ser ham han trille rundt på sin cykel med en orange kasket på. Det minder ham altid om, hvad der skete dengang.
Manden i huset på den anden side af hækkene er billedet på den 10 år gamle skygge, egnen lever i. Når manden cykler, cykler Tøndersagen.
LÆS OGSÅ: ”Hvis du er svag, er du på vej væk. Schæferhundene går altid efter det blødende dyr i flokken”
LÆS OGSÅ: Tæt på terrorister: Her er krigsreporteren der har ry for at gå længere end sine kollegaer
