Tobias Nicolai scroll-down

Christian Lass sagde sit job op hos Patek Philippe for at lave sine egne håndlavede high-end armbåndsure

I en lille landsby på Sydfyn sidder en af verdens mest anerkendte urmagere, du formentlig aldrig har hørt om. Christian Lass var i ni år chefrestaurator på Patek Philippe-museet i Genève, men er i dag vendt hjem for at starte sit eget urbrand. Og du kan godt begynde at spare op. Danskerens håndlavede ure koster det samme som en fabriksny Tesla.

Af Christian Martinez
Foto: Tobias Nicolai
Mode Euroman

DET MEST OVERRASKENDE ved at træde ind i Christian Lass’ urmagerværksted er ikke kun mængden af maskiner i rummet. Det er deres alder. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at man stod i et udstillingsrum på Danmarks Tekniske Museum for antikke apparater. De ældste stammer fra slutningen af 1700-tallet, men selv de ’nyere’ drejebænke og boremaskiner fra producenter som E. Blösch og Willi Sohn & Co er lavet årtier før anden verdenskrig og kan roligt kaldes vintage.

Lige så overraskende er det, at ingen af maskinerne er til pynt. Lass bruger dem hver dag, når han restaurerer antikke ure for kunder i ind- og udland, og når han arbejder på sine egne urdesigns. Det handler ikke om nostalgi. Det er bare nemmere for ham at fræse et tandhjul på en hundrede år gammel vælsemaskine, der er konfigureret til ure fra perioden, end at bruge nyt isenkram.

”Jeg havde faktisk en moderne vælsemaskine på mit værksted i Schweiz. Den vejede et ton og var super avanceret. Men jeg brugte den aldrig,” siger Christian Lass.

Den 41-årige urmager viser mig rundt i værkstedet i Haarby på Fyn, hvor han i 2018 flyttede til med sin kone og to sønner efter 12 år i Schweiz. Familien har indrettet sig i en stor murermestervilla, der engang fungerede som byens forskole. I dag er tavle og spanskrør skiftet ud med urmagerværktøj, og i den tidligere skolespisestue har hans kone, Hanne Gleich, indrettet sit eget gravørværksted.

Sammen laver de håndlavede high-end armbåndsure, som for nyligt fik det anerkendte ur-site Hodinkee til at lave en feature om Lass, der allerede nu har fået hans indbakke til at eksplodere med 40-50 henvendelser om dagen med forespørgsler fra samlere og ur-medier.

”Det kommer lidt bag på mig, det må jeg sige,” siger Christian Lass.

Den form for hype er ikke hverdagskost for urmageren, der indtil for nyligt ikke var et kendt navn uden for en smal kreds af urnørder. Til gengæld kender de danskeren indgående i Genève, hvor han i ni år arbejdede som Patek Philippe-museets ene urmager og chefrestaurator. Her havde han ansvar for en samling på over 3.000 ure, som hører til det absolut ypperste inden for faget.

Undervejs fik han lejlighed til at restaurere historiske ure som det, der tilhørte den amerikanske pansergeneral George Patton og den sidste franske dronning, Marie-Antoinette. Det dyreste ur, han har haft mellem hænderne, kostede over 130 millioner kroner, men det er ikke det, som fascinerer ham ved jobbet.

”Det handler om at løse problemer. Når man får til opgave at restaurere et Breguet-lommeur fra 1800-tallet, sidder man jo og klør sig i nakken og tænker: ’Hvordan dælen har de lavet det?’ Så går man og grubler over det og læser i nogle gamle bøger, indtil man finder ud af det. Det er et detektivarbejde. Når man har gjort det i årevis, bliver man god til at lave ting, som er mere spektakulære end gennemsnittet. Det var det, som inspirerede mig til selv at lave noget.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure, Iværksætter, Interview og Oplæste artikler