Selvom han har mere fart på end de fleste, lykkedes det os i sidste uge at bremse Christopher Bastin i en times tid. Siden lanceringen af Gant Rugger i 2010 har mærket kun oplevet fremgang, og senest er Bastin blevet ansvarlig for den kreative udvikling for hele Gant. I sidste uge åbnede Gant Rugger butik på Sturegatan i Stockholm, og inden receptionen fortalte den energiske og grundige designer om rigets tilstand, verdens bedst klædte by og den store kærlighed for mad.

Hej Christopher, tillykke med den nye butik i Stockholm. Det må gå godt for Gant Rugger?

"Det går fantastisk. Vi vokser meget hurtigt. Vi har fundet en lille niche i amerikansk sportswear, som ingen rigtig tog sig af, og det har været med til at sætte Gant tilbage på landkortet som et relevant brand. Gants CEO [Dirk-Jan Stoppelenburg, red.] havde et krav til os, da vi startede Gant Rugger: "Gør hvad I vil, bare sørg for at det virker i New York og i resten af USA.""

Og det gør det jo, kan man sige. Hvad er det, Gant Rugger kan?

"Vores kunder forstår, at det er meget ægte, meget simpelt og meget nemt at gå med. Og de ved, at vi kommer med noget interessant hver sæson, noget at se frem til. Den storytelling, vi laver, er en vigtig del af vores brand."

De senere år har menswear haft rigtig meget fokus på Ivy League-trends og looket har været meget preppy. Det var vel også en af grundene til, at Gant Rugger fik så meget succes; I ramte det helt perfekt. Men interessen for det preppy look er stilnet lidt af, så hvordan formår I at blive ved med at være relevante?

"Det er noget, vi har diskuteret rigtig meget. Ivy League-trenden er nok ovre for nu, så vi har tonet ned for heritage-delen. Mænd skal ikke klæde sig ud, de skal klæde sig på. Og fordi vi er et ungt brand med en uprætentiøs attitude, kan vi i princippet tage kollektionerne derhen, vi gerne vil. Og allerede næste forår kommer der til at ske store ting."

Du blev for nylig udnævnt til creative director for hele Gant. Tillykke med det. Hvad kommer det til at betyde?

"Min opgave er at gøre det samme for Gant, som jeg gjorde med Gant Rugger. Skabe noget hype. Gant har en enorm og loyal kundebase, og vi laver fantastisk tøj. Vi skal trimme kollektionerne en smule, for de har været alt for omfattende. Stylingen betyder meget, der er allerede masser af gode elementer i kollektionerne, som bare skal præsenteres rigtigt. Og så selvfølgelig være åbne for nye ideer. Rigtig mange mennesker har arbejdet for Gant i lang tid, jeg selv har været der i otte år, og det er vigtigt ikke at gro fast. En del af strategien er derfor også at lade Filippa [Hallstensson, red.] gradvist overtage Gant Rugger, så jeg kan koncentrere mig om Gant."

Gant Ruggers silhout er meget 'fitted' og slank. Kommer Gant til at se ud på samme måde?

"Gant Ruggers silhout er slankere skåret og mere modeorienteret, men jeg tror ikke vi skal tage Gant den vej. Gants målgruppe breder sig fra 30-75 år, mens Gant Rugger er 20-40 år, og derfor er det oplagt, at Ruggers kunder skal få øjnene op for Gant, når de bliver ældre og knap så udfarende, som Gant Rugger lægger op til."

Regner du med at opnå samme hype for Gant, som du fik med Gant Rugger?

"Det er mit job. Ellers bliver jeg fyret, haha. Men man kan ikke lave en Rugger med Gant. Gant skal forynges en smule, men det handler mere om evolution end om revolution."

Hvilken by er verdens bedst klædte?

"København. Det skal jeg jo sige. Nej, det er nok Firenze under Pitti eller Milano generelt. Men mænd i Stockholm og København klæder sig fantastisk godt."

Sidste spørgsmål. Jeg bliver nødt til at spørge om dit forhold til mad. På Instagram poster du mad konstant, og tidligere lavede Gant Rugger også en madblog. Hvad er det, der foregår?

"Endelig er der en, der spørger. Jeg har altid haft et svagt punkt for at lave mad og for at spise. Da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig og alle spiste pasta med ketchup, ville jeg hellere lave god mad. Nu er mad blevet min hobby. Det er den eneste ting, jeg kan lave, hvor jeg slapper af. Og det kan jeg så overføre til tøj. Vi kan godt lide slow food og vi kan godt lide slow fashion, så at sige. Vi går op i kvalitet, produktion og detaljer. Og det betaler sig, både når man laver mad og når man laver tøj."

LÆS OGSÅ Manden på gaden: Stockholm

FACEBOOK Bliv ven med Euroman