George Clooney er en motorcykelelskende Oscar-vinder med lige dele flair for drama og komedie, den ukronede konge af Hollywoods moderne ’Rat Pack’ (der også tæller 'Ocean’s 11'-kollegaerne Brad Pitt og Matt Damon). Han har med årene udviklet sig til at være en sublim skuespiller, men som med så meget andet skal det være skidt før det bliver godt. Vi har udvalgt hans 5 bedste og 3 værste film.

5. plads, O Brother Where Art Thou


Clooney spiller hovedrollen ”Everett”, der sammen med to andre sammenlænkede straffefanger flygter fra en arbejdsbrigade i USA’s sydstater. Med 1.2 mio. dollars for øje, lokker Everett de to andre med på jagt efter nedgravede tyvekoster, og vi følger hovedpersonernes flugt og konfrontation med blandt andet smukke damer, gangstere, og andre amerikanske arketyper.
Clooney er perfekt castet i rollen: Hurtig på tungen, rapkæftet og intelligent. Hollywoods mest originale filmskabere, Joel og Ethan Coen, har skrevet manuskriptet der indbragte Clooney årets Golden Globe Award.

4. plads, Michael Clayton


Dramaet fra 2007 udspiller sig i New York, hvor Clooney spiller den højtbetalte ”fixer”, som skal udjævne en række problemer for et af byens større advokatfirmaer. Dette efterlader hovedpersonen Michael Clayton (George Clooney) med en række etiske dilemmaer. Clooneys præstation blev nomineret til prisen ”Academy Award for Best Actor”.

3. plads, Syrianna


Filmen er produceret af George Clooney, der selv spiller en birolle, mens andre store stjerner - Matt Damon, William Hurt, Amanda Peet og Christoffer Plummer - dominerer hovedrollerne.
Filmen er en politisk historie om en CIA-agent og hans forsøg på at optrævle terror.
Udover at blive nomineret til bedste filmatisering vandt Clooney en Oscar for bedste mandlige birolle.

2. Plads, Up in the Air


Den oscarnominerede instruktør, Jason Reitman, har instrueret filmatiseringen af den anmelderroste roman “Up in the Air” skrevet af Walter Kim. I forretningsklæder træder Clooney i karakter som forretningsmanden, der af andre firmaer bliver hyret til at fyre ansatte. Clooney blev nomineret for bedste hovedrolle af ”82nd Academy Awards”.

1. plads, The American


Bedst kender vi George Clooney I karakteren som storcharmøren med mundtøjet I orden. I ”The American” får vi et mere nøgternt billede af stjernen, og han gør det overbevisende godt: Clooney spiller lejemorder i Italien med en sidste opgave tilbage prik prik prik! Clooney har været nomineret og vundet et hav af statuetter og mon ikke han snupper titlen som bedste mandlige hovedrolle, når Oscar-nomineringerne finder sted i år 2011. Hans præstation i filmen ”The American” understreger mandens talent.

Listen af dårlige film som Clooney har medvirket i er ikke særlig lang, men der er dog nogen som er værd at nævne.

3. værste film, Solaris

Steven Soderberghs film delte vandene. Nogen mener, at den er tæt på et lille mesterværk, og andre noget værre makværk. Vi mener det sidste, da filmen foregår i så dræbende et kedeligt tempo at selv ’Før søndagen’ på DR er mere ophidsende.

2. værste film, Return of the Killer Tomatoes

De fleste af os har sikkert lykkelig glemt at George Clooney havde en af hovedrollerne i B-fimen 'Return of the Killer Tomatoes'. En film som blandt nørder har opnået kultstatus, men bare fordi noget er gennemført ringe, er det ikke kult.

Den værste film, Batman&Robin

I 'Batman&Robin' fra 1997 skulle man prøve at løfte serien tilbage på rette spor ovenpå skuffelsen med 'Batman Forever', men lige meget hjalp det. Filmen drukner i dårlig dialog, platheder, et elendigt plot, og  ligner noget, der foregår i Fætter BR. Filmen var så ringe, at hvis Batman skulle være cool igen, måtte man starte forfra.
Det anerkendte filmmagasin Empire har kåret 'Batman&Robin' som den mest katastrofale film nogensinde.