Jeppe Dencker, 28 år, lædersmed

Hvilken offentligt kendt person synes du er mest velklædt?

”Hvis jeg må vælge to, bliver det Nick Cave og Leonard Cohen. Deres stil er lidt i samme kategori for mig at se, for jeg har altid godt kunnet lide, når ældre mænd er velklædte og har en sikker stil.

Det kan noget særligt. Jeg er stor fan af især Nick Cave, og når jeg er til hans koncerter, glæder jeg mig både over musikken og hans påklædning. Han kan finde ud af at bære en silkeskjorte med stor krave.

Deres stil er dyster, og det ser ud, som om det kommer nemt til dem. Det var også pga. Cave, at jeg begyndte at gå med ringe. Jeg har to eller tre sølvringe på hver dag, gerne en firkantet ­signaturring.”

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Jeg har en jakke, jeg købte i Paris for et par år siden. Det var første gang, min kæreste og jeg var i Paris, men bestemt ikke sidste. Den er fra Le Mont Saint-Michel og helt sort, hvilket passer mig godt, for jeg går ikke så meget i farver.

Jakken er kort og fuldstændig blottet for detaljer. Det er en ­jubilæumsudgave, der kun er lavet 200 af. Der står i min, skrevet i hånden, at den er nummer 133.”

Hvilken ting i din garderobe har den bedste historie?

”Da min onkel døde for nogle år siden, arvede jeg et slips af ham. Det er et Hermès-slips fra 60’erne i guld med sorte prikker, og jeg går aldrig med det. Det er mere værdierne i slipset, der betyder noget for mig.

Min onkel var typen, der altid var meget velklædt, og han lærte mig at sætte pris på kvalitet i stedet for at købe det billigste. Han lærte mig også at sætte pris på en Mont Blanc-pen og en Dupont-lighter.”

Hvad vil du gerne føje til din garderobe?

”Min ven Fernando har et tøjmærke, der hedder Concrete Company. Hans stil kan man kalde skræddersyet workwear. Det synes jeg er meget cool og minder meget om min egen stil.

Til daglig laver jeg håndlavet læder, og det sviner, men derfor vil jeg gerne klæde mig ordentligt alligevel. Han har lovet at udvide min garderobe med veste, jakker og bukser, jeg kan arbejde i uden at gå på kompromis med det æstetiske.”

Hvilken tendens håber du aldrig kommer igen?

”De her store logoer på tøj synes jeg er ærgerligt. Især hvis vi fx snakker en helt hvid T-shirt med et stort logo hen over brystet. Jeg synes, det er ærgerligt, når et brand sælger sig selv alene på deres navn i stedet for at lave et fedt stykke tøj.”

Ved hvilken lejlighed har du følt dig mest velklædt?

”Ved nytåret 2015/16 var min kæreste og jeg i Paris og skulle spise på en restaurant, der hedder Le Train Bleu. Det er en gammel jernbanestation, som er virkelig overdådig. Min kæreste havde en pæn kjole på, og jeg havde for første gang en egentlig smoking på.

Jeg går ofte i jakkesæt, men aldrig før i smoking. Det, der så skete, var, at smoking, store lysekroner og 10-retters menu gik op i en højere enhed, og jeg følte, at min påklædning passede helt perfekt til lige præcis de omgivelser.

Man kan godt komme i sit stiveste puds til en havefest, men så er man bare overdressed i stedet for velklædt. Omgivelser, omstændigheder og påklædning skal spille sammen, før man i virkeligheden er velklædt.”

Det siger moderedaktøren:

”Jeppe Dencker er en ældre herre fanget i en yngre mands krop med hang til smøger, kaffe og et lille glas portvin – og det er også sådan, han klæder sig.

Det handler ikke om tøjmærker eller fashion statements, men om, at det, han går i, skal repræsentere den tid og det udtryk, han dyrker. Det er
historien, det gode håndværk og de gode materialer, der er i centrum, når han vælger sin påklædning.”

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand 2016 - nr. 9 - Peter Amby

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand 2016 - nr. 10: Rupert Landendinger

LÆS OGSÅ: Efterårsgrå: Stan Smith kommer i flot ruskindsudgave