Danmarks bedst klædte mand: Nr. 2 - Kristoffer  Sakurai

Danmarks bedst klædte mand: Nr. 2 - Kristoffer Sakurai

Kristoffer Sakurai
33 år, stylist og tidl. solodanser på Det Kgl. Teater.

Hvornår føler du dig mest velklædt?
”Tøj handler i bund og grund om, at man skal have det godt i det. Det skal være behageligt, og man skal ikke tænke for meget over, hvorfor man har det på. Jeg føler mig mest veltilpas i en sort kashmir-strik, som jeg både kan have på, når jeg køber ind, og om aftenen med en blazer over.”

Hvem synes du er Danmarks bedst klædte mand?
”Det er ikke nødvendigvis en, jeg kender, men som gennem sin holdning og sit udtryk formår at kombinere det, han vælger at tage på. De bedst klædte mænd er dem, der lader deres personlighed skinne igennem i deres påklædning.”

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 3 - Nikolaj Coster-Waldau

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?
”Mit ur. Det er et Rolex Datejust i guld med sort krokodillerem. Jeg brugte meget tid på research, da jeg besluttede mig for at købe mit første rigtige ur. Da jeg endelig fandt det, var det gået ud af produktion et halvt år forinden. Langt om længe kom det på auktion hos Bruun Rasmussen, og da jeg bød på det, var det præcis et år efter, jeg havde danset min sidste forestilling på Det Kgl. Teater. Jeg vidste, at det var det, jeg skulle have, og det var også det, jeg fik. Det symboliserer et nyt kapitel i mit liv efter min periode på teatret og bærer på en masse gode minder. Siden er uret blevet sat i produktion igen, men nu med en anden urskive og forskellige farvede remme, men det er slet ikke lige så fedt som mit.” 

Hvilken ting i din garderobe fortæller den bedste historie?
”Jeg gemmer de ting, jeg virkelig holder af. Fx et par Prada-bukser, som jeg købte til min 26-års fødselsdag. Jeg havde set bukserne i London og ringede derover og fik dem sendt hjem til Danmark. De er lavet af indvævet brokadestof, der ligner fiskeskæl. Det lyder helt ekstraordinært, men jeg har brugt dem virkelig meget. Lige nu ligger de i kælderen og holder en pause.” 

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 4 - Jonathan Harboe 

Hvem eller hvad inspirerer dig til din stil?
”Jeg kan blive meget inspireret af den måde, folk klædte sig på for fx 50 år siden, som man kan dyrke i musik, film og kunst. Jeg kan sagtens blive inspireret uden at føle, at nu skal jeg til at gå i galocher. Det handler mere om den måde, man bærer sig selv og sit tøj med stil. Min stil har ændret sig fra tidligere, hvor jeg har været meget hård i mit udtryk. I dag værdsætter jeg klassiske ting og skønhed og synes slet ikke, der er noget kedeligt i et rent look, hvis bare kvaliteten på tøjet er god.”

Har du et stilmæssigt forbillede?
”Der er et par personer, der inspirerer mig. Stylisten Joe McKenna for hans altid simple valg af en hvid skjorte og sneakers og designeren Christophe Decarnins mere rå look.” 

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 5 - Asger Juel Larsen 


Bluse: COS 
Bukser: Raf Simons 
Sko: Adidas

Moderedaktørens kommentar: Kristoffer Sakurai har med sin fortid på Den Kgl. Ballet en flair for det teatralske. En egenskab, han ubesværet formår at tilsætte sin dagliggarderobe, der ofte består af mødet mellem Saint Laurents rockede verden og Ann Demeulemeesters romantiske univers af lange, løse gevandter. Her ser det til gengæld ud til, at Sakurai har klædt sig lidt mere konservativt på for Euroman.

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 6 - Sivas