Hvilken ting er du gladest for?

”Jeg er sindssygt glad for mit Omega Seamaster 15.000 Gauss, som jeg købte for tre-fire år siden, da jeg var på ferie i Nice. Egentlig gik jeg bare og window-shoppede, men da jeg stod foran en Omega-butik og kiggede på det Seamaster, gik det op for mig, at jeg faktisk havde råd til det.

På det tidspunkt var min karriere begyndt at gå godt, men jeg havde tidligere haft en stor gæld, så da jeg stod i Nice med plus på kontoen, syntes jeg, at det skulle markeres. Uret har en speciel plads i mit hjerte. Det står for, at jeg kom af med den gæld. Det er jeg ret stolt af. Nogle gange ser jeg stadig på det og tænker: ’Hold kæft mand, hvor er vi nået langt.’”

Hvilken ting har den bedste historie?

”I 2016 blev jeg inviteret til byen Jabal Albaba på den besatte Vestbred, hvor der bor en del palæstinensiske beduiner. Jeg er ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp, så jeg bliver nogle gange inviteret med på ture til udsatte steder.

Da jeg kom derned, kunne jeg godt mærke, at de var reserverede, men de begyndte at åbne op, så snart vi spillede musik. Det er så vildt, hvad musik kan gøre. Efter koncerten i Jabal Albaba gav en far og hans to børn mig en brun skuldertaske med et motiv af en lille palæstinensisk pige, der kropvisiterer en israelsk soldat. Det er Banksy, der har lavet den, så det i sig selv er for fedt, men det er lige så meget historien bag den, jeg holder af.”

Hvad er dit værste køb nogensinde?

”Engang på Bali gik jeg ind i en læderforretning for at få lavet en billig håndsyet læderjakke. Jeg havde ikke tid til at få lavet mål, inden jeg skulle tilbage til Danmark, så de bad mig finde noget, de kunne kopiere, og så ville de eftersende jakken.

Den blev også sendt, men jeg havde ikke tænkt, at der ville komme told på. I alt tror jeg, at jeg betalte 3.000 kroner for den, og så er den bare så forfærdelig grim, at jeg vil have det dårligt med at give den til genbrug. Den har sådan nogle store, underlige lynlåse, jeg ikke ved, hvor kommer fra, og så har den en stor 70’er-agtig læderkrave. Det havde været bedre, hvis de havde fuppet mig og aldrig havde sendt den.”

Hvilken ting er du mest ærgerlig over at have mistet?

”Det er min allerførste Hermès-cap. Det var en klassisk grå cap i kashmiruld, men det er nok den fedeste cap, jeg nogensinde har set. Jeg mistede den på den tur til Bali, hvor jeg købte læderjakken. Jeg havde været ude og spise og drukket godt med vin.

Da jeg kom tilbage til hotellet, kunne jeg ikke finde min cap, så jeg ringede til restauranten og spurgte i hotellets reception, men den var bare væk. Før i tiden smed jeg altid mine caps væk. Jeg er ikke et luksusdyr generelt, men jeg kan godt lide en Hermès-cap. Problemet er, at de er ret ’limited’, så man skal virkelig holde sig til, hvis man vil have en bestemt model. Det betyder også, at jeg ikke kan skaffe den model, jeg mistede.”

Hvad vil du gerne tilføje din garderobe?

”Masser af joggingtøj. Jeg er begyndt at træne en del og har mega optur over det. Efter at jeg er begyndt at træne, gør joggingtøj mig fucking glad. Jeg kan næsten ikke gå i andet. Et lækkert PUMA-sæt, hvor det hele får lov at hænge, er det bedste.

Jeg skifter lidt stil i perioder. Før joggingtøjet var min uniform altid et par jeans og en ’wife-beater’, når jeg spillede. Jeg tror, at stilen bliver dikteret af musikken. I begyndelsen spillede jeg heavymetal og skatede og gik i jeans fra Føtex i størrelse XXL. Da jeg begyndte at spille mere Jimmy Hendrix-agtig musik, som nok var min ømmeste periode, var der faktisk bukser med svaj. Men nu er det bare joggingtøj.”

LÆS OGSÅ: Her er de 10 bedst klædte mænd i 2017

LÆS OGSÅ: Malerpletter er in: Nu kan du få kunstner-looket uden at løfte en pensel

LÆS OGSÅ: Tennissokken er tilbage som statussymbol