Punkerne har gjort det. Graffitimalerne har gjort det. Teenagere helt generelt har gjort det. Og nu ser det ud til, at traditionen for at tegne og skrive på tøj er sivet fra undergrunden og op til de øverste fashion-lag.
Det toneangivende high fashion/streetwear-mærke Vêtements har i sin nye kollektion et sneakersamarbejde med Reebok, hvor en Instapump Fury (se topbilledet) er overtegnet med livstrætte og -glade udsagn som I’m bored, No future og Full on life.
Vêtements rammer en trend, som også Kanye West for nylig har bidraget til, da han gik fuld pubertet og skrev sin kones navn på sin ene Adidas Gazelle og Til døden os skiller på den anden.
Sidste år blev han også set traske rundt i et par individualiserede Vans ude i Californien. Temmelig skate.
I det hele taget er Vans’ sko i kraft af deres skate-punk-historie måske lærredet, hvis du selv ønsker at give dig i kast med at dekorere/ødelægge et par sko med romantiske og/eller anti-autoritære udsagn.
De er heller ikke så dyre som et par Common Projects. Omvendt kan man sige, at det er ægte punk at smadre et par kalveskindstennissko til 2500 kroner. Bare husk: Det skal ikke være for kunstfærdigt, men tværtimod ligne en ubehjælpsom teenage-streg.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.