Leder: Euroman justerer på sit modeindhold

Euromans netop afgåede chefredaktør Karl Erik Stougaard fortæller om baggrunden for, at Euroman fremover vil agitere for et mere ansvarligt modeforbrug.

Leder: Euroman justerer på sit modeindhold
Offentliggjort

Hvis du vil købe en klassisk trenchcoat fra Burberry, skal du for tiden lede længe efter den i København. For den er tæt på udsolgt. Danskernes lyst til luksus er tilbage, og køerne foran de førende varemærkers butikker når hver eneste dag langt ud på Strøget.

Tendensen giver os en vigtig lære af coronakrisen, og det er en erkendelse, som allerede er med til at sætte en ny retning for modeindholdet i Euroman.

Når vi i samfundet har været ramt af utryghed, tager vi som forbrugere færre chancer og vælger de langtidsholdbare løsninger. Det gælder også i vores indkøb af tøj og sko. Luksusmærker oplever traditionelt under en økonomisk krise en hård opbremsning i salget, men i modsætning til den almindelige detailhandel vender salget for designerbrands relativt hurtigt tilbage, skriver konsulentvirksomheden McKinsey i en nylig rapport om corona-krisens konsekvenser for modebranchen. Forklaringen ligger lige for. De forbrugere, der køber luksusvarer, er som regel blandt de mere økonomisk velpolstrede iblandt os, og de har trods krisen fortsat råd til at forkæle sig selv.

Men det handler i bredere forstand også om, at alle vi andre mere dødelige forbrugere oven på en krise er mere tilbøjelige til at købe ud fra parametre som holdbarhed og mulighed for gensalg. Tøj bliver med andre ord en investering frem for et impulskøb, og i en tid, hvor vi som forbrugere i forvejen søger mere og mere mod bæredygtige produkter, og hvor en tredjedel af danskerne ifølge undersøgelser har gjort genbrug til en fast del af deres tøjindkøb, er corona-krisen med til at accelerere et skifte mod mere kvalitet og mindre junk.

Det er svært at føle nogen større sympati for de fast fashion-mærker, der bliver ramt af udviklingen. Ifølge den seneste opgørelse over danske husholdningers tøjforbrug købte vi i 2016 75 tons tekstiler.

Størstedelen blev smidt ud igen og sendt til forbrænding, fordi det var noget billigt skrammel og ikke bedre bevendt. Blot 20 procent af det kunne genanvendes. Vi bærer alle en del af ansvaret for denne adfærd, mig selv inklusiv, så der er ingen grund til at pege fingre, men i et miljømæssigt og privatøkonomisk perspektiv har vi ageret, undskyld udtrykket, perverst.

Jeg er overbevist om, at danskerne allerede i dag handler mere fornuftigt end i 2016, og, måske endnu vigtigere, at store dele af modebranchen ikke længere er i tvivl om forbrugernes skiftende adfærdsmønstre og derfor er på vej væk fra de helt billige produktioner, der alene er skabt til en smid-væk-kultur. Flere end 2.000 modebrands verden over har tilsluttet sig bevægelsen #rewiringfashion, som vil omstille modeverdenen til at genvinde fokus på godt håndværk og slow fashion.

Det lover godt, men omstillingen kræver noget af os alle sammen. Som forbrugere må vi være mere bevidste om at købe kvalitet og ikke lade os styre af modens hurtige impulser, og som et magasin, der også har en fod i modeverdenen, må Euroman bidrage til at styrke mænds viden og lyst til at sammensætte garderobeskabet mere ansvarligt. Det ansvar tager vi naturligvis på os, og vi er stille og roligt i gang med at justere vores modeindhold:

Først og fremmest har vi skruet lidt ned for de rent visuelle modeserier, der gennem mange år har tjent som inspiration til ny mode. Vi ved, at mange af Euromans læsere gerne vil inspireres, men hvor vi tidligere typisk har bragt to serier af denne type i hvert magasin, bringer vi nu en.

Til gengæld har vi skruet op for den journalistiske dækning af modeverdenen, fordi vi kan spore en stigende lyst til at læse om både klassiske og nyskabende designerbrands, om legendariske beklædningsgenstande, og om hvordan man inkorporerer kvalitet i sin moderne garderobe. Det ligger i tiden, at vi som forbrugere stiller større krav til producenterne og insisterer på at kende deres historie og deres produktionsmetoder, inden vi blåstempler dem ved at svinge dankortet. I det nye format ’Modenoter’ finder du hver måned den type modejournalistik, hvor vi går et spadestik dybere, og på euroman.dk kan du finde endnu mere journalistik, der fokuserer på kvalitet i moden samtidig med, at den tjener som inspiration.

Når Euroman justerer på sit modeindhold, er det ikke et udtryk for, at vi vender os lidt væk fra modeverdenen, tværtimod. Det er et udtryk for, at vi tager den yderst alvorligt og ønsker at give vores læsere den bedst mulige information, og samlet set producerer vi i dag mere modejournalistik end nogensinde. Men modeverdenen er under forandring, ikke mindst som følge af et skifte i forbrugeradfærd, og Euroman vil naturligvis afspejle den forandring.