Familie før para (penge, red.) stod der på ryggen af nogle af den københavnske vintermodeuges mest hypede jakker.

Manden bag den oversize bomberjakke med ’MUF10’ på brystet hedder Reza Etamadi, og knap havde billeder af hans design spredt sig på de sociale medier, før han blev ringet op af amerikansk Vogue, som havde hørt rygtet om en usædvanlig modehistorie fra København.

Siden har tøjet, som trækker tråde til Reza Etamadis hårde opvækst i ghettoer på Nørrebro og i Brøndby Strand, fået voksende opmærksomhed fra etablerede medier i både ind- og udland, og nu er Muf10 nomineret i DANSK Magazine og Magasins årlige talentkonkurrence.

Han har valgt at kalde sin kollektion ’Vi kan ikke komme ind’. Reza Etamadi og hans rappervenner har mange gange prøvet at blive afvist af diverse natklubber – også de steder, der spillede deres musik. Reza Etamadi håber, at konkurrencen kan være med til at åbne flere døre for ham.

Hvordan opstod ideen til Muf10?

”Første gang jeg og mine venner besøgte natklubben Simons (senere Sunday, red.), anede vi ikke, at klubben havde dresscode, og vi havde aldrig hørt om en ­picker (ham, der udvælger, hvem der får lov til at komme ind på en natklub, red.).

Vi troede, at penge og et bestilt bord var nok til at komme ind. Men ni ud af 10 i gruppen blev afvist ved døren, og vi følte os behandlet som andenrangsmennesker.

Det irriterede mig, da jeg altid har gået op i min tøjstil, så jeg besluttede mig for at lave noget tøj, der gjorde mine venner lidt mere moderigtige, men samtidig bevarede deres gadeudtryk. Det skulle være noget tøj, som kombinerede den sorte ghetto-stil med international mode. En stil, som ikke allerede fandtes i Danmark.”

Hvordan har du bygget Muf10 op indtil videre?

”I København har hver natklub, hotel og restaurant sin egen klike. Jeg udvalgte én fra hver klike, som jeg skulle opbygge et forhold til, og gav ham eller hende mit tøj. De andre i kliken kunne ikke få det. For at skabe hype har du brug for, at de rigtige mennesker skaber den.

De skal være dine soldater og tale godt for dig ude i felten. Det nytter ikke noget, at jeg selv står forrest og fortæller alle om, hvor fedt Muf10 er. Jeg startede med at bygge brandet op i stedet for tøjet, da alle kan lave tøj i dag, og der er nok mange, som er bedre til det end mig. Men nu har vi et brand, som mange vil være en del af.”

Hvad har du kunnet bruge fra din opvækst i ghettoen til Muf10-projektet?

”Jeg har lært, hvordan man skaber et netværk. Jeg synes, at modebranchen og gaden minder meget om hinanden. På gaden skal man være gode venner med de rigtige for at overleve, sådan er det også i modebranchen. Begge steder bygger man sig selv op over nogle forskellige trin.”

Har du svært ved at slippe af med ghetto-imaget?

”Jeg er træt af, at min fortid skal forfølge mig så meget, og altså ... det er bare tøj, vi laver. På den ene side er der mange, som synes, at vi er spændende, men samtidig respekterer de mig ikke som designer. Men jeg vil gerne have de riges liv. Et liv, hvor man vågner om morgenen og har det godt og ikke skal stå i en kiosk, køre taxa eller arbejde på fabrik.”

Har du så givet slip på dine gamle venner fra ghettoen?

”Jeg har svært ved at give slip på, hvem jeg oprindelig er. Når vi holder fester eller andre arrangementer, inviterer jeg også mine gamle venner. Jeg ønsker at vise dem, at der er muligheder uden for ghettoen. Det er altså sjovere at feste med de rige end sidde i en lejlighed i ghettoen og være helt væk på crack.”

Burde du ikke lægge din fortid bag dig, hvis du vil accepteres af både den inderste modekreds og den brede befolkning?

”Jeg er godt klar over, at der er en risiko ved at have de gamle venner hængende, for opstår der slåskampe under en fest eller andre problemer, og det slipper ud, kan det ødelægge meget for mig nu. Jeg burde gemme dem og ghettoen langt væk. Men det er en del af min sjæl og også blevet en del af tøjet. Det er det, som gør Muf10 til noget anderledes og giver os street credit.”

Flere af dine venner er en del af musikbranchen, og du skal designe et sæt tøj til Kesi, Gilli, Emil Stabil, Lord Siva og Benny Jamz i konkurrencen. Hvad betyder musik for dig?

”Når der er festivaler, eller når nogle af mine venner optræder, sørger jeg altid for, at Muf10 er tydelig. Det er igennem hiphopmusikken, at jeg giver mit tøj sjæl og de værdier, som giver folk en grund til at gå rundt i tøjet, fordi de vil have en tilknytning til samme miljø eller gerne vil have et autentisk produkt.”

Bliver du også inspireret af dem til dit design?
”Nej, de er ikke direkte inspirationskilder, det er de for langt efter det internationale modebillede til at være. Men det er gennem dem og deres musikvideoer og koncerter, at jeg får tøjet ud til et bredere publikum og opnår opmærksomhed, når de poster på de sociale medier. De har fået en stor magt, efter Instagram er kommet til.”

Hvad betyder nomineringen til DANSK Design Talent – Magasin Prisen for dig?

”For mig er det ikke bare en konkurrence, det er min mulighed for at tage det sidste skridt ud af ghettoen og sikre en bedre fremtid for min familie. Samtidig vil konkurrencen give mig god omtale, jeg ikke kunne få på anden vis. Jeg tror, at det bliver min mulighed for at skabe en revolution i modebranchen.”

Hvad vil du designe til konkurrencen?

”Jeg har valgt at tage på inspirationstur til Polen, da jeg gerne vil observere menneskerne i et nedslidt østeuropæisk blokbyggeri og besøge en hooliganklub. Det skal være grov ghettostil, hvor man slet ikke er påvirket af finere mode. Jeg er meget fascineret af, hvordan sådanne subkulturer har deres helt eget stilkodeks, men også får populærkulturen til at forfølge dem. I Polen håber jeg på at finde frem til flere beklædnings-genstande, der tidligere har været kategoriseret som kiksede, men som man kan gøre smarte igen.”

Hvad vil du bruge pengene til, hvis du vinder konkurrencen?

"Anerkendelsen vil betyde mere for mig end pengene. Jeg har søgt anerkendelse hele mit liv. Jeg har tidligere afvist tilbud fra både bander og lovlydige pengemænd, der havde udset sig muligheden for at tjene penge på mit tøj. Jeg har villet bygge det langsomt op fra bunden og bestemme alt selv.

Hvis jeg vinder, vil jeg producere min første fulde kollektion, og når tøjet er færdigproduceret, vil jeg gerne have det i butikker i London. Du kan ikke lave penge nok ved at blive i Danmark.”

Du kan stemme på Muf10 og de andre kandidater  til DANSK Design Talent – Magasin Prisen 2016 her.

LÆS OGSÅ: 22 sko til efteråret: Alt fra sneakers til chelsea-boots

LÆS OGSÅ: Se verdens mest værdifulde globale modebrands her

LÆS OGSÅ: Nike og Comme des Garçons laver historisk sneakersamarbejde