"Jeg var lige blevet ansat i NASA, det var midt i 1960’erne, og en af mine første opgaver blev at vælge et ur, som astronauterne faktisk kunne bruge i rummet. Hidtil havde et par stykker af dem selv købt et ur, og jeg fandt ud af, at blandt andre Walter Schirra (en af de første amerikanere i rummet, red.) havde brugt et Omega Speedmaster.

Astronauterne fortalte mig, at de havde brug for et kronograf (et ur, der også kan bruges som stopur, red.), for tidstagning er et vigtigt element i deres arbejde. Jeg bad 10 urfabrikanter om at indsende ure til test, men kun fire svarede, og det ene duede ikke, så jeg testede ure fra Omega, Rolex og Longines. Testen bestod af 12 forskellige prøver, og kun Omegas Speedmaster overlevede den første. De to andre røg ud, og det endte med, at Speedmasteren bestod alle 12 prøver.

Jeg havde sideløbende givet et eksemplar af alle tre ure til en håndfuld astronauter til afprøvning. Inden jeg fortalte dem om testresultatet, spurgte jeg, hvilket de selv foretrak, og alle sagde gudskelov Speedmasteren. Det gjorde det let for mig at udpege Omegas Speedmaster til NASA’s officielle ur.

Jeg har aldrig mødt en astronaut, der ikke kunne lide uret. De har elsket det. På Apollo 11, der var først på månen, blev det brugt som back up, når astronauterne var ude af fartøjet, fordi de mistede kontakten til Houston. De kunne kun være ude i et begrænset tidsrum, og de skulle vide nøjagtig, hvor meget tid, der var tilbage. Buzz (Aldrin, red.) bar det som den første på månen.

Den mest berømte episode skete på Apollo 13 (filmatiseret med Tom Hanks som astronauten Jim Lovell, red.). Da rumskibet døde, var Speedmasteren deres eneste mulighed for tidstagning, og de vidste, at de havde præcis 14 sekunder til at skabe den rette fart og vinkel for at kunne trænge igennem atmosfæren, ellers ville de enten brænde op eller blive smidt tilbage i rummet og aldrig blive set igen. Jeg sad i Houston og bad Jim om at bruge sit Speedmaster, og han stolede på det. Han ramte præcis 14 sekunder, og de kom hjem i live.”