Tidsfornemmelser: 3 mænd og deres ure
Foto: Sigurd Grünberger

Tidsfornemmelser: 3 mænd og deres ure

For nogle har begrebet ’urkraft’ en helt særlig betydning. Vi  har mødt tre mænd med et meget nært forhold til tiden og deres ure.

Jonas Føgh


43 år. Privatpilot for en udenlandsk forretningsmand.

I mit arbejde betyder tiden alt. Tingene skal overholdes på minuttet og sekundet.

Når man flyver fra en lufthavn, får man en såkaldt slot time. Det er dit tidspunkt for take off. Fra den tid har man et vindue på 19 minutter til at komme i luften. Har jeg eksempelvis slot time klokken 0800, skal jeg være airborne senest 0819. Hvis jeg ikke når min slot time, må jeg vente ude i flyveren, indtil der er plads til mig igen. Særligt i Europa er luftrummet tætpakket og stramt kontrolleret, så det kan tage timer, før vi kan komme af sted, hvis ikke vi når den første slot time.

Det vigtigste mht. tid er, når flyveren om vinteren skal igennem de-icing inden take off. Frostvæsken virker kun i et begrænset tidsrum, typisk skal jeg være i luften inden for en halv time, ellers skal der nyt på. Det koster ca. 5.000 dollars for at de-ice de store maskiner, og for mit fly koster det omkring 2.000. Den udgift ønsker man ikke at påføre ejeren to gange.
 
Når jeg ikke er på arbejde, er jeg overhovedet ikke dikteret af tiden. Jeg sover, indtil jeg bliver vækket, og når jeg på mine fridage bygger på vores bindingsværkshus, har jeg ingen fornemmelse af tiden overhovedet. Det er først, når min kone kommer ind og siger, at nu er klokken altså syv, og maden står på bordet, at det går op for mig, at timerne er gået. Jeg har overhovedet intet indre ur.

Min bedstefar havde en ursamling. Jeg er vokset op i et kollektiv. Bedstefar var læge, og deres hjem var meget ordentligt. Der var klare rammer, og det var meget anderledes end i kollektivet, hvor alt var frit. Hos mine forældre spillede tiden nærmest ingen rolle, mens hos min bedstefar var tiden meget vigtig. Jeg kan huske, at han viste mig sine ure, og at jeg var særlig vild med et Seiko med en klar blå skive. Der har sikkert været meget finere og mere værdifulde ure i min bedstefars samling, men jeg faldt for den blå farve. Som barn kan man jo godt lide, at det er lidt flashy, og dengang syntes jeg nok, at et Omega Seamaster var temmelig kedeligt. Da jeg var otte år, døde min bedstefar, og jeg fik det blå Seiko. Jeg gik med det i en del år, og i dag har jeg bevaret det i min samling.

Da jeg var seks år, gik jeg til klaver, og jeg hadede det. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at slippe. Jeg vidste, hvad tid timen begyndte, og prøvede med vilje at komme for sent, fordi jeg så ville blive smidt ud igen. Når jeg skulle tage bussen, kørte jeg med vilje for langt, indtil jeg kunne se, at det ville tage mig så lang tid at komme tilbage, at timen ville være gået i gang. Det er min første erindring af at kunne klokken og regne tid ud.

I dag holder forældre deres børns aftaler og sørger for, at de kommer til tiden. Min søn er syv år og kan endnu ikke klokken. Da jeg var på hans alder, cyklede jeg selv i skole. Vi har også en datter på ni måneder, som helst skal spise, have flaske og sove på bestemte tidspunkter. Klokkeslæt får en større betydning, når man stifter familie, og man skal forholde sig til tiden for andre end sig selv.

Mit yndlingsur er et Breitling Navitimer fra 1956 i guld. Første generation med manuelt optræk. I 50’erne lavede Breitling ure til organisationen for piloter og flyejere, AOPA. Jeg har altid ønsket mig det ur, fordi det altid har appelleret til piloter. Det har en talskive, hvor man kan regne forskellige ting ud, som er relevante for piloter. Hastighed, brændstofforbrug m.m. Da min far døde, arvede jeg nogle penge og købte det prompte. Også for at bevare hans minde. Det er et samlerobjekt og ikke et, jeg går med. Til hverdag og på arbejde går jeg med et Omega Speedmaster.

Min chef har base i Genève, men vi flyver over hele verden. Det kan være svært at regne de forskellige landingstider ud i lokal tid. Engang skulle jeg mellemlande i Canada, og der skal man ringe til toldvæsenet to timer inden landing og meddele, at man er på vej. Normalt opererer man med zulu-tid, når man er i luften. Zulutid er Greenwich Mean Time (GMT), og alle tider er zulu, og så plusser eller minusser man selv fra det. Jeg var på vej fra Houston, og jeg meddelte det canadiske toldvæsen, at jeg landede kl. 0100 zulu. Men så spurgte tolderen mig: ”What time is that?” Shit, mand! Så skulle der regnes. Det skulle være canadisk tid, men jeg fløj i en anden tidszone. Hvad var klokken på det tidspunkt i Canada i forhold til GMT? Var det sommertid eller vintertid? Og det skulle gå rimelig hurtigt.

Jeg regnede så forkert og sagde et forkert tidspunkt og måtte ringe op lige efter og sige, at vi altså landede to timer før. Det er den eneste gang, det er sket.

Under vulkanudbruddet og askeskyen i april 2010 skulle vi til Bangkok. Normalt flyver vi over Europa, men det kunne man jo ikke, så vi måtte flyve den anden vej rundt og fløj dermed over datolinjen. Der går man med ét fra minus-timer til plus 12 timer. Og skifter dag. Du krydser linjen lørdag, men når du kommer ind i den nye lufthavn, er det fredag. Hvis du kommer den anden vej fra, er det søndag. Du ser solen gå ned to gange og oplever den samme dag to gange – det er ren ’Groundhog Day’. Kommer du fra den anden side, mister du til gengæld en hel dag. Det er ret flippet. Er man så en dag yngre? Vi fløj over om aftenen, og vi så solen gå ned to gange, samtidig med at vi landede natten til den dag, vi var fløjet!



Jonas Føgh er oprindelig udlært som bådebygger i 1989 hos Kastrup Marine Service og i 2001 uddannet pilot fra Center Air Pilot Academy i Roskilde. Siden 2008 har han været ansat som privatpilot for en schweizisk milliardær og fløjet dennes Challenger 604 jet verden rundt i mere end 850 timer.



NÆSTE SIDE Rune RK

Rune RK


32 år. Dj og producer.

Tid er den eneste luksusvare, vi har i vores verden. Jo ældre jeg bliver, jo mere værdsætter jeg at have fri og kunne sidde en stille stund og kigge ud over søerne. Flere folk burde værdsætte, at man rent faktisk har tid. Tid er det værste, vi kan løbe tør for.

I 2004 blev min far dårlig på en meditationsrejse til Tenerife. De scannede ham dernede og fandt en svulst i hjernen. Han blev øjeblikkelig fløjet hjem for at få en mere detaljeret diagnose og afklaret tilstanden. Den tid, hvor vi ventede på at høre om, hvor slemt det stod til, er den længste i mit liv. Det varede nok kun to dage, men det føltes som flere måneder. Jeg sov ikke og kunne slet ikke finde hoved eller hale i mit liv. Min far døde senere samme år, og det var hårdt, men det værste var faktisk uvisheden i de dage.

Det var min far, der forklarede mig konceptet om klokken. Hver morgen kiggede vi på det store ur, der hang i køkkenet, og hørte radioavisen meddele, at nu var klokken syv, og snakkede om, hvornår jeg skulle af sted for at komme i skole, inden det ringede ind. Det tog mig lang tid at forstå. I starten fakede jeg, at jeg kunne klokken. Jeg spurgte folk, hvad klokken var, og når de svarede, sagde jeg bare: ”O.k., tak!” – helt indforstået, men jeg fattede det i virkeligheden ikke. Jeg lærte det først rigtigt, da jeg fik mit eget ur.

Da jeg fyldte seks år, fik jeg et Swatch i gult og sort – en af de helt tidlige modeller fra 1983 eller 1984. Senere fandt jeg ud af, at lige præcis den model er ret sjælden og en af dem, der er allermest værd nu. Jeg gik uvist af hvilken årsag ofte med det uden på trøjen, samtidig med at jeg væltede rundt på mit skateboard. Jeg tror, jeg fik det, fordi jeg altid kom for sent.

Da jeg først kunne klokken, var jeg fuldstændig fascineret af det koncept, at man overhovedet kunne måle tiden. Jeg drømte mig væk i tankerne om en eller anden videnskabsmand, der havde stået og kigget på solen og set, hvordan skyggen bevægede sig hen over jorden foran ham. Det kan jeg stadig forundres over. Det er jo flippet, at man kan regne ud, at der er 24 timer i døgnet, hvornår tiden skal skifte, og at der skal være skudår.

I dag prøver jeg at være punktlig, og hvis jeg bliver forsinket, ringer jeg altid. Der er ikke noget værre end at blive placeret i en uvis venteposition. Det er pissegroft at spilde andres tid.

En aften havde jeg aftalt, at jeg skulle ud med en af mine venner. Vi skulle mødes på en restaurant, og mens jeg var på vej derhen, ringede min ven og sagde, at han ville komme om et øjeblik. Jeg satte mig derfor ind og bestilte mad til os. I stedet for et øjeblik gik der en halv time. Jeg var fuldstændig parkeret og hørte ingenting fra ham. Da han kom, forklarede han, at han lige havde skullet hjem og vaske hår. Jeg blev så stiktosset, at jeg rejste mig og gik.

Jeg har mange ure, men jeg går altid med mit guld Rolex Day Date fra 1970 – The President Watch. Jeg købte det, fordi det var det ur, Sonny Crockett (Don Johnson, red.) havde på i første sæson af ’Miami Vice’. Siden har det ubevidst sneget sig op på mit håndled og er bare blevet der, og i sommer fik det sin ilddåb.

Jeg kørte rundt på Ibiza med min kæreste. På et tidspunkt holdt vi for rødt lys, vinduet var rullet ned, og pludselig brasede en mand ind ad vinduet og prøvede at rive mit ur af mig. Han rev og flåede i det, og både jeg og min kæreste tævede løs på ham for at få ham til at slippe. Det var ret voldsomt, men det lykkedes ham ikke at få uret af min hånd. Han slap, og vi kørte af sted. Da vi var kommet lidt væk, opdagede jeg, at der var blod på min T-shirt. Tyven havde åbenbart fået en del tæsk af os i forsøget på at stjæle uret. Jeg var rimelig rystet, og uret var selvfølgelig bøjet og remmen strakt, men det havde ikke givet op, og vi havde klaret overfaldet.

Jeg har ofte prøvet at indføre bestemte ting på bestemte tidspunkter i mit liv, men det er aldrig lykkedes; jeg spiser, når jeg er sulten, og sover, når jeg er træt. Det kommer nok den dag, jeg får børn, men indtil da bliver det på gefühl.

Som dj deler man sin aften ind i tre tidszoner. Der er opvarmning, fra festen starter, og til klokken ca. halv to. Derefter er det peak time – højdepunktet – til klokken halv fire-fire. Og så runder man af derfra.

Jeg kan nærmest mærke, hvad klokken er, når jeg spiller: Crowd’en har en speciel dynamik, entusiasme og energi på forskellige tidspunkter, drengene begynder at ville glo på damer, og pigerne begynder at tænke, at de er blevet for fulde. Det handler om at følge en bestemt vibe fra publikum og registrere de specifikke øjeblikke i løbet af en aften. Hvornår festen skal i gang, hvornår folk er klar til, at jeg dropper den første ’store’ plade, og hvornår festen er færdig, og jeg skal spille ned mod morgenen.

I sidste del af settet kan jeg godt lide at spille lange numre og lade tiden stå stille. Det handler om at bringe folk i en tilstand, hvor de transcenderer tid og sted. Og det er jo det smukke ved det, jeg laver: At spille musik handler jo om at få tiden til at stå stille.



Rune Reilly Kølsch spillede sit første dj-sæt som 11-årig i den fritidsklub, han gik i. Fra 2004 til 2007 blev Rune RK kåret som ’DJ of the Year’ ved Danish DJ Awards. Han producerede i 2003 kæmpehittet ’Calabria’, der lå nr. 1 på Billboard’s Hot Dance Airplay Chart og har solgt mere end 4 mio. singler og givet over 50 mio. hits på YouTube. Har siden spillet på verdens største klubber i Miami, Berlin, London og Ibiza. I 2011 ’DJ Favorite of the Year’ ved Danish DJ Awards. Se mere på runerk.com og facebook.com/djrunerk



NÆSTE SIDE Søren Andersen

Søren Andersen


62 år. Urmager og konservator.

Som syvårig var jeg på vej i skole. Det havde ringet ind, og jeg bankede på døren til klasselokalet og ventede på lov til at komme ind og undskyldte så ydmygt, at jeg kom for sent. ”Nå, ja, så kom ind, og sæt dig ned, men lad det ikke ske igen,” sagde læreren. Det gjorde det desværre kort tid efter, og denne gang fik jeg én på siden af hovedet. ”Så kan du måske lære det!” lød det. Det gjorde jeg faktisk, men kun for en stund, og siden har jeg været meget dårlig til at overholde tiden. Jeg er fabelagtig til at reparere ure, men jeg er elendig til at passe tiden. Jeg har jo også valgt et erhverv, hvor man kan fordybe sig fuldstændig, og hvor tiden ironisk nok ophæves, når jeg restaurerer gamle ure.

Hvis vi mennesker skal have styr på tiden, er vi nødt til at lade os styre af instrumenter. Vi skal have et armbåndsur på eller et standur stående i stuen. Nogle er utrolig dygtige til at indordne sig under det. Min eks-svigermor er sådan en, der kigger på sit armbåndsur og sørger for at ankomme fem minutter før, hun er inviteret. Så venter hun i bilen og ringer på præcis klokken 18.

Så er der os andre, der kommer lige ud af junglen og slet ikke kan forlige os med de moderne tider. Ure kom jo først i slutningen af det 12. århundrede, så størstedelen af menneskets tid er levet uden ure. Mit bud er, at det nok var lidt sjovere dengang.

Jeg var omkring 11 år, da jeg fik mit første ur – et Lanco, hvilket var et stort mærke dengang. Et ret fladt stålherreur med en grå skive, streg-tal og visere af blankpoleret stål med et pyramidesnit igennem hver viser. Det havde også et lillebitte forstørrelsesglas ud for datomarkøren. Min far ville glæde mig med uret, og jeg var da også glad, men jeg tror, jeg fik det, fordi jeg skulle blive bedre til at passe tiden.

Desværre var jeg heller ikke særlig god til at passe på uret. Jeg var en ret vild dreng, der legede i skoven og klatrede i træer konstant. En dag da vi legede i en brændestabel, slog jeg ud med armen, og urremmen faldt af. Remstifterne knækkede, så selve urværket væltede ud, og glasset fløj af. Det så ikke godt ud. Jeg fortalte aldrig min far om det, og jeg er stadig flov over det i dag, selv om det er 50 år siden.

Ure interesserede mig faktisk ikke, før jeg kom i lære. Som led i oplæringen blev jeg sendt rundt i lokalområdet for at servicere folks ure. Jeg kom på hjemmebesøg med ’lægetasken’, der indeholdt værktøj, ur-olie, lidt snor og en oliegiver, der doserede den rette mængde olie. ”Hvis intet af det dur, så brug din fantasi,” sagde mester. I starten kiggede kunderne temmelig skeptisk på den unge mand, og jeg var også lidt af en katastrofe de første gange. Men efterhånden begyndte jeg at blive skrap, og kunderne – og dermed også mester – blev glade for mit arbejde. En dag dristede jeg mig til at sige til en kunde, der havde et meget fint standur fra Holland, at vi i forretningen faktisk havde en meget dygtig mand, der kunne gøre det ur rigtigt i stand. Og så fik jeg lov til at tage det med. Mester havde ikke tid, så han overlod det hele til mig. Jeg måtte selv reparere og selv sige en pris. Jeg tog vistnok 630 kroner for den hovedreparation. Det syntes jeg var spændende. Siden var jeg hver uge ude at hente ure. Bag på mange af de ure stod der ’Ludvig N.B. Hansen’, hvilket betød, at det var den kongelige hofurmagers kunder, jeg begyndte at overtage.

Mit yndlingsarmbåndsur er et Heuer Carrera, som jeg fik af min far, da jeg var omkring 17 år gammel. Det er et stålarmbåndsur med sølvskive, caliber 72 Valjoux chronograph, så man kan tage tid. Det var en meget flot gave, men jeg gik ikke rigtig med det de første år, fordi jeg ikke gad det manuelle optræk, der tog flere minutter. Senere blev det meget kært for mig, og i dag glæder jeg til igen at gå med det ur. Det virker stadig og er på en charmerende måde blevet smukkere med årene.

I november 2010 blev det faktisk stjålet, men heldigvis genfundet tre uger efter. Det havde ligget i sneen og var meget beskadiget. Det er et ur, der er næsten umuligt at få reservedele til, men alligevel var der mennesker rundt om i verden, der havde været gode til at gemme, og i løbet af nogle måneder havde vi samlet alle dele sammen og er nu ved at restaurere det. Det bliver dejligt at få det tilbage på armen.

Som 22-årig var jeg ude for et biluheld. En aften på vej hjem falder jeg i søvn bag rattet i min Mascot. Jeg vågner op 30 meter fra et træ og klodser spontant bremserne og fortsætter lige ind i et vejtræ. På de tre sekunder, hvor bilen kurer af sted mod træet, når jeg at tænke hele mit liv igennem: min barndom, min læretid, min ungdom, pigerne, skovene og vandet og rideturene. Det hele passerede for mit indre blik i sekvenser af femhundrededele af et sekund. Adrenalinen er den indre speeder, der gør, at du pludselig – midlertidigt – kan opfatte splitsekunder. Måske har kroppen indrettet det sådan, at man kan aktivere en sidste gennemlevning af sit liv, inden tiden er omme?



Søren Andersen er udlært af urmagermester Werner Lindgren Jensen, Nærum Ure og Den Danske Urmagerskole. Uddannet 1979 som konservator. I dag er han Kgl. Hofurmager med ansvar for kongehusets store ure. Medlem af Académie Horlogère des Créateurs Indépendants (AHCI), British Horological Institute og Københavns Uhrmagerlaug. Har udført restaureringen af Jens Olsens Verdensur på Københavns Rådhus. Ved redaktionens slutning var det klassiske Irma-ur ved Søerne i København til reparation i Søren Andersens værksted i Virket på Nordfalster. Se mere på ateliera.dk



LÆS OGSÅ Nye tider: 12 af de bedste ure

LÆS OGSÅ Tidstyper: 12 ure til under 10.000 kr.

TWITTER Følg Euroman på twitter

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure og Stil