Der kan spindes mange historier om indholdet i dit klædeskab. Som bekendt går de fleste garderobetendenser i ring, og få designere opfinder nyt, men nøjes i stedet med at redefinere det eksisterende. I dag er den vigtigste og forhåbentligt mest fremadrettede vedvarende tendens, at vi skal klæde os bæredygtigt. Vi har ikke råd til andet, og det føles rarest både udenpå og indeni.
Bæredygtighed defineres ikke helt ens af alle modevirksomheder, fordi det for nogle handler udelukkende om materialebrug, konstruktionsprocesser og indfarvning, mens andre fokuserer på at producere og sælge lokalt, så CO2-aftrykket for import og eksport mindskes eller elimineres.
Et af de mest naturlige materialer, som både klimafokuserede og dyreelskere med god samvittighed kan varme sig i, er uld. Det er noget af det mest organiske, vi kan iklæde os, og samtidig lader ingen dyr livet. Det ældste europæiske fund af uldtøj blev gjort i en dansk mose og kan dateres tilbage til cirka år 1500 før vores tidsregning. Får (jep, det er dem, der leverer ulden) kom til Europa cirka år 3500 før vor tid, så et kvalificeret gæt er, at vævet uld har været brugt som beklædning noget før mosefundet.
En misforståelse blandt mange er, at de skal vaske deres strik jævnligt. Det er forkert. Uld er i sin rene form selvrensende. Uld indeholder lanolin – med mindre den er industrielt behandlet eller kemisk renset forud for strik eller vævning, for så er lanolinen renset væk. Tjek det, inden du køber en striktrøje. Er der lanolin i ulden, går den i forbindelse med hudens salte og fugtighed, og dermed sker en kemisk proces, der kaldes forsæbning, og som fjerner lugte, selv om du har svedt i din striktrøje. Bliver ulden hængt til luftning, i stedet for en tur i vaskemaskinen, renser den sig selv. Du skal faktisk vaske din trøje så sjældent som muligt, for efter gentagne vaske forsvinder lanolinen fra ulden, og dens effekt går tabt.
Selv har jeg striktrøjer, der er mere end 20 år gamle. Enkelte af dem er efter midlertidig parkering i skabet i mit sommerhus returneret med et par mølhuller, og andre har jeg formået at slide tynde omkring albuerne, men jeg vil vove påstanden, at køber man kvalitet, kan en striktrøje holde i et til flere årtier, og det er bæredygtigt i sig selv.
I Danmark har vi en lang tradition for at producere, købe og bære strik. At strikke selv er for mange – også mænd – en terapeutisk beskæftigelse på linje med meditation, og glæden ved og det generelle syn på et hjemmestrikket produkt er i de senere år eksploderet som tendens herhjemme.
