Uret, du aldrig har hørt om scroll-down

Uret, du aldrig har hørt om

I ur-branchen taler man om et ’silent release’, når et urmærke lancerer et vanvittigt eksklusivt ur, som samtidig er så meget under radaren, at det ikke optræder i kataloget eller kommer til salg hos forhandlerne. Du har kort sagt større sandsynlighed for at blive ramt af en meteor end at få fingre i et silent release-ur. Men der er (en form for) mening med galskaben.

Af Christian Martinez
Foto: PR
Mode Euroman

Det var et sjældent velvalgt navn til en Instagramprofil: Da @Insaneluxurylife i juli postede et opslag om Wimbledon-turneringens 100-års jubilæum, var fokus ikke så meget på professionel tennis, som det var på Roger Federers nye armbåndsur.

Verdensstjernen, der har været brandambassadør for Rolex siden 2006, bar selvfølgelig ikke et standard slave-Rolex på Centre Court, men et Daytona ’Orange’ i 18 karat guld med 32 orange safirer på kransen og 11 safirer på timemarkørerne. Det sad på en sort Oysterflex- gummirem og var udstyret med en sort urskive.

Dermed adskilte Federers ur sig fra det ligeledes eksklusive Daytona ’Orange Sapphires’ ref. 116578SACO, som Rolex havde lanceret tidligere i år.

Det var udstyret med en urskive i perlemor, safirer på kransen, diamanter på timemarkørerne og sad på en klassisk Rolex-lænke.

Det var imidlertid ikke den største forskel på de to ure.

Nok var perlemors-udgaven en begrænset model til over 500.000 kroner, men den største forskel var, at det trods alt var til at få fat i. I hvert fald på papiret. Det var Federers ur ikke.

Selvom @Insaneluxurylife kunne oplyse, at prisen var 86.750 dollars, så var det i sin essens en meningsløs oplysning. Federers ur var nemlig et ’silent release’, der også kaldes ’off-catalogue’, fordi det ikke optræder i det officielle katalog.

Medmindre man som Federer havde vundet Wimbledon otte gange eller havde Rolex’ hovedbestyrelse på speed dial, skulle man ikke forvente at få adgang til den orange-sorte Rolex Daytona.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure og Rolex