Der var engang, hvor jeg slog korsets tegn, hver gang Porsche trådte ved siden af purismens smalle sti. Altså kastede sig ud i alt andet end at producere sportsvogne. Introduktionen af Cayenne var et hårdt slag for os purister.
Macan var endnu et søm i ligkisten, men hvad så med den første Panamera fra 2009? Det er noget andet, for Porsche har før bygget GT-vogne (fx Porsche 928), så ideen var god nok, men udførslen … Altså, den lignede en Cayenne, nogen havde trådt på og derefter forsøgt at rette ud ved at hive i den.
Og så kørte den faktisk dårligere end en Cayenne til trods for sit lavere tyngdepunkt. Jeg har haft fornøjelsen af begge biler på en spansk racerbane, og fandeme om SUV’en ikke kørte hurtigere end GT-vognen. Det holder jo ikke.
Så kom den nye Cayenne sidste år. Helt uden hvalpefedt at se på og bygget på en ny platform. Den er ikke bare flottere og bedre kørende end forgængeren. Det var, som om Porsche endelig havde bygget den bil, de hele tiden havde drømt om. En limousine med om ikke DNA’et fra Porsche 911, så i hvert fald en ordentlig spand rå, uforfalsket køreglæde iført en tætsiddende sportshabit.
Nu har tyskerne så brugt de rigelige dimensioner til at udvide porteføljen med en shooting break, som disciplinen kaldes – altså en slags krydsning mellem en coupé og en stationcar. Den er endnu mere lækker.
Det er en tilsnigelse at kalde det en stationcar, men der er plads til både hund og klapvogn, så en familiebil, det er det – og den vil få din familie til at se godt ud.
Den vil få din tur til børnehaven til at ligne en tur til kasinoet i Monte Carlo, den vil få en pose bleer til at ligne en kasse Petrus, og den vil få din retriever til at ligne en løvinde. Den vil kort sagt få dit søvnløse, kolikramte og erotikforladte familieliv til at føles som en stor, friskbagt jordbærkage, du tager en ny bid af hver morgen. Næsten.
Om ikke andet vil den i det mindste få dig væk fra matriklen i en helvedes fart hver morgen. Endda akkompagneret af et brøl, der vil vække de tilbageblevne familiemedlemmer og give nabohusene sætningsskader.
Jeg kørte topmodellen Panamera Turbo Sport Turismo med 550 hestekræfter fra den frontliggende fireliters V8 biturbo-maskine. Den rammer 100 km/t på 3,6 sekunder og brøler videre til speedometernålen kysser 304.
Den har firhjulstræk, så den står fast. Den har medstyrende bagaksel, så du kommer hurtigere gennem svingene. Den har luftaffjedring og Porsche Body Control, så affjedringen altid responderer perfekt på underlaget og din kørestil.
Det er en stor bil, der føles som en meget mindre bil, fordi den er med på alt, hvad du byder den, uden at dækkene hyler, og balancen føles som om, der skvulper 500 liter vand rundt i undervognen. Den er ikke let, men den er velafbalanceret og hurtigt reagerende med sit ottetrins PDK-gear og styretøjet, der giver dig den helt rigtige vægt og præcision.
Fakta
Motor:
4 liter V8
Hestekræfter:
550
Moment:
770 Nm. v. 1.960 omdr.
Tophastighed:
306 km/t
Acceleration:
0-100 km/t på 3,6 sek.
Brændstofforbrug:
10,6 km/l (EU-norm).
CO2-udledning:
215 g/km.
Pris:
3.069.927 kr.
(plus ekstraudstyr på testbilen)
Karakter:
****** Seks af seks
Er det den Porsche, jeg helst ville køre gennem Stelviopasset? Nej, den er ikke i top ti, men det er den Porsche, jeg helst ville køre til Stelviopasset i. Fordi den forener sin sportslighed med et meget højt komfortniveau og en høj grad af anvendelighed.
Bagagerummet rummer dog blot 50 liter mere end en almindelig Panamera, men nu har den almindelige Panamera også anstændige 470 liter at gøre godt med. Alt sammen fordi designerne har valgt at skyde C-stolpen ekstremt langt frem, hvilket selv sagt skærer en masse potentiel plads væk.
Til gengæld er det også den detalje, der sammen med den muskuløst svajende hoftelinje får bilen til at ligne et rovdyr på spring til at angribe. Den er ikke bjergtagende smuk, den er heller ikke fuldendt harmonisk som en 911, men den er på en gang skarp og svulstig – præcis ligesom køreegenskaberne.
Og så er vi ikke engang nået til kabinen, som er bilens designmæssige højdepunkt. Her har designerne naturligvis genbrugt interiøret fra standardudgaven.
En eksklusiv og på en måde minimalistisk, på en måde overdådig, stil, hvor alt fra knapper til displays og ventilationsdyser er gemt væk i panelerne for at blive vækket til live, når bilen startes. Det ser godt ud, og funktionelt ender man også med at blive venner med det efter først lige at have tænkt gisp. Eneste anke er gearvælgerne, der både syner lidt underdimensioneret og også kræver et par ryk for at makke ret.
En anden æstetisk indvending er bagsædet, der her giver plads til tre. I den almindelige Panamera er der fire nærmest identiske sportsstole, to foran og to bagi. I Sport Turismo finder du et traditionelt bagsæde med to gode pladser og så et kompromis af en midterplads, som desuden skæmmes af den høje, brede kardantunnel.
Naturligvis et kompromis af den slags, familiebiler er gjort af, og som desuden gør det muligt at lægge bagsædet ned og få endnu mere plads. Man sidder også rigtig godt deromme, men lige på det punkt fremstår standardversionen mere gennemført end stationcar-udgaven.
Når det er sagt, så bliver Sport Turismo aldrig en rigtig stationcar. Heldigvis. Du får mere plads i wagon-versionerne af Audi RS6, BMW M5 og Mercedes AMG E63 S 4Matic.
Er det en ’underspillet’ og overmotoriseret familiebil, du drømmer om, så er det dem, du skal kigge på, men lige meget hvor meget bulder og hvor mange muskler du giver dem, vil de aldrig føles som en Porsche. Det gør Panamera (af gode grunde) 100 procent, og er det en ekstra anvendelig GT-vogn med plads til hele familien, du drømmer om, så bliver den meget, meget svær at slå.
LÆS OGSÅ: Graus anmeldelse: Babyblå Hyundai er ikke for børn
LÆS OGSÅ: Her er politiets auto-CV
