Det danske vejr er ikke cabrioletvejr. Køb en åben bil, hvis du flytter sydpå, men hold dig til fast tag, hvis du pendler vejnettet på vores breddegrader. Sådan lyder det ofte.

Jeg er meget uenig. I Sydspanien bliver du stegt i en cabriolet, herhjemme er det til at holde ud. Og med lidt sædevarme og en hue er sæsonen lang og god. Intet slår en tur gennem en efterårsskov med kluden nede, og på en klar decemberdag er der ikke noget så opmuntrende som at byde vinteren trods. Som en slags – umiddelbart perfekt kompromis – skyllede en bølge af cabrioleter med stålfoldetag over markedet fra midt 90’erne og små tyve år frem. Ideen er ikke ny, men den blev revitaliseret af Mercedes SLK og folkeeje med Peugeot 206 CC. Problemet er bare, at et ståltag vejer og fylder og dermed gør bilen mindre anvendelig og mindre grøn. Hertil kommer den æstetiske udfordring i at udforme et ståltag, der både tager sig godt ud og kan foldes sammen. BMW Z4 er blandt de biler, der slap godt fra det, men den mistede dog et par gram køreglæde og noget visuel kant, da man forlod danske Anders Warmings oprindelige design.