Sig Volvo, og 80 procent af dem, du siger det til, vil se en stationcar for deres indre blik. De resterende 18 procent vil se en SUV, og så er der statistikkens kæledægger, som ser en Amazon eller en P1800, men det er en helt anden historie.

Ingen tænker sedan. Volvo er en stationcar, men nu har de lavet en sedan, der er værd at tænke på. S60 hedder den, og præcis som stationcarversionen V60 er det en ambitiøs lille satan, der ikke gider at stå i skyggen af hverken storesøsteren S90 eller hoben af tyske konkurrenter fra BMW, Audi og Mercedes.

Man ser det, straks S60 R-Design ruller ind i gadebilledet. Den er ikke som nogen Volvo-sedan før den. Den er pæn, og ikke nok med det så emmer den af sport. Sedan-segmentet som sådan har normalt en aura af traditionelle værdier og småborgerlighed over sig, og vejen udenom det signal har altid været sportyness.

Det er derfor, at en Passat er kedelig, og en 3-serie BMW er lækker, lige som en Alfa Giulia eller en Jaguar XF er det. De er sporty, og den udstråling har S60 også. Bemærk bare det muskuløse schwung over hoften, der sammen med svirpet på den bagerste siderude er med til at give bilen karakter.

Kombineret med de mange konkave og konvekse linjer giver det et helstøbt ydre, der i mine øjne gør S60 R-Design til den pæneste og mest selvsikre nye sedan fra Volvo til dato.

Jeg har snydt lidt og kørt den hurtige T6-variant med 310 hk og dermed 60 hk mere end den T5-version, som i første omgang rammer Danmark. Senere følger en T4 med 190 hk samt hybriden T8 med 390 heste. Baseret på mine tests af V60 er T6 og T5 bare bedre biler, da de er lettere og lidt mere levende at køre. Eneste anke er den meget faste undervogn, som kombineret med de 19 tommer store hjul ikke tilgiver ujævnheder i underlaget, og det bliver kun endnu mere udtalt på T8.

Til gengæld skal undervognen også have sin del af æren for de opvakte køreegenskaber, hvor ikke mindst styretøjet fortjener store plusser. Måske er det indbildning, men den føles en kende mere legesyg end den ligeledes køreglade stationcar.

Eller også er det bare den sprøde lyd af T6-motoren, der får ja-hatten til at stramme ekstra. Volvo-connaisseurs vil sende en venlig hilsen til fortidens fem-cylindrede maskiner, men S60 har altså kun fire stempler at skyde med. Det gør den med et diskret og overlegent kraftoverskud, der sender bilen fra 0-100 på 5,5 sekund eller 6,5 sekund i T5. Endelig er der bilens komfort, som – når underlaget ellers er jævnt – ikke lader noget tilbage at ønske.

Indvendigt er S60 identisk med V60, der så igen er en lille version af V90/S90. Stilen er lækker, materialevalget smagfuldt, og alligevel balancerer udtrykket hårfint på den rigtige side af at være blingbling. På det område er den meget svensk – så prægtig, at det næsten er for meget, men også kun næsten.

Har vi så bevæget os helt derud, hvor der slet ikke er noget at indvende mod denne nye Volvo-stil, som nu også viser sig fra sin dynamiske side? Arh ... dels kan man indvende, at Volvo risikerer at miste lidt af sit svenske særkende ved i den grad at tækkes markedets krav om dynamik og eksklusivitet.

Jeg synes, de balancerer den godt også på det område – altså at bilen stadig har det der svenske, lidt mere kultiverede over sig. Der, hvor det koster lidt, er nok nærmere på den socialdemokratiske sjæl. En T5 koster fra 650.000 kroner, og T8 er helt oppe i 834.000 kroner. Det er der ikke meget hr. og fru Jönsson over, men mon ikke også de venter på T4 eller en mulig T3?

Med T5, T6 og T8-badge bagpå er S60 et originalt valg i en klasse, hvor de fleste vælger en BMW 3-serie, en Audi A4 eller en Mercedes C-klasse. S60 kan absolut måle sig med dem, så dens største konkurrent er måske i virkeligheden stationcarversionen V60.

Du får sport på svensk i sedanen, men de fleste vil nok fortsat tænke stationcar, når de tænker Volvo.