Porsche-kongen Seinfeld sælger ud af sin samling

Jerry Seinfeld er en konge inden for sit felt. Både når det gælder komik og biler.

Gennem årene har den amerikanske komiker oparbejdet en imponerende samling af klassiske biler, der især kredser omkring den tyske sportsvognsfabrikant Porsche. En samling, der må gøre enhver Porsche-entusiast og feinschmecker misundelig, og som er anerkendt som en af de mest komplette samlinger.

Men nu er der godt nyt til alle dem, der altid har drømt om at få fingrene i en af komikerens lirede køretøjer, og som har pengepungen godt polstret.

Jerry Seinfeld sælger nemlig ud af samlingen, der både inkluderer en 1973 Porsche 917/30 Can-Am Spyder og en 1959 Porsche 718 RSK. Det sker, når auktionshuset Gooding & Company 11. marts åbner for bud på ikke mindre end 16 Porsche-biler fra Seinfelds samling. Det skal også nævnes, at to Volkswagen - en 1964 Camper og en 1960 Beetle - også bliver sat til salg fra den personlige samling. 

Ifølge Jerry Seinfeld er det med en blandet følelse, at han sætter bilerne til salg:

"Hver enkel af disse biler er for mig et unikt stykke mekanisk kultur. Flere af dem er de bedste eksemplarer i verden. Ærligt, hvis jeg havde ubegrænset tid, plads og opmærksomhed, ville jeg aldrig sælge en eneste af dem," siger Jerry Seinfeld ifølge auktionshuset, der også understreger, at han ikke har købt bilerne for at tjene penge på dem:

"Jeg elsker bare biler. Og jeg elsker stadig disse biler, men det er tid til at sende dem tilbage ud i verden til andre, der kan nyde dem, som jeg har gjort."

Jerry Seinfelds passion for biler har seere blandt andet kunnet følge med i programmet ’Comedians in Cars Getting Coffee’, hvor Seinfeld inviterer en række kendte – fx præsident Obama, Will Ferrell og Steve Martin - med på en køretur rundt i USA i den ene smukke bil efter den anden.

Der er endnu ikke sat pris på alle bilerne i Seinfelds samling, så hold øje med auktionshusets hjemmeside, hvis det kribler i speeder-foden for at blive en af bilernes nye ejer. Her kan du også se billeder af alle bilerne, der kommer på auktion. 

1959 Porsche 718 RSK. FOTO: Mathieu Heurtault, Gooding & Company. Pris: Ikke fastsat endnu. 

1973 Porsche 917/30 Can-Am Spyder, FOTO: Mathieu Heurtault, Gooding & Company. Pris: Ikke fastsat endnu. 


1955 550 Spyder, FOTO: Mathieu Heurtault, Gooding & Company. Pris: mellem 5 og 6 millioer dollars. 

1958 Porsche Carrera Speedster. FOTO: Mathieu Heurtault, Gooding & Company. Pris: Ca. 2 millioner dollars

LÆS OGSÅ: Verdens bedste Porsche fylder 50 år

LÆS OGSÅ: Umage komiker-par: Obama og Seinfeld cruiser i Corvette Stingray

LÆS OGSÅ:  Nu kan du få fingre i McLaren F1, Bugatti Veyron og den sidste Ferrari Enzo