1992-1993: 1981 Mazda 323, blå

Hjemmegående diplomatfrue.
Min første bil. Min mand Verner og jeg har boet midt i byen siden 1991, så vi har ikke haft brug for en bil. Men så flyttede vi til Zimbabwe, hvor Verner blev udstationeret som junior program officer for FN med et yderst sparsomt budget til at erhverve en brugt bil for. For hvad der svarede til 13.500 kroner, købte jeg en brugt Mazda 323. Fordi jeg havde så meget tid, og fordi Verner var bortrejst, besluttede jeg at tage pis på ham ved møjsommeligt at fjerne alle bilens sæder og erstatte dem med havemøbler. Derudover malede jeg den med mudder, så den så rusten ud, og så kørte jeg ud og hentede ham i lufthavnen. Han troede ikke sine egne øjne, men jeg bandt ham en historie på ærmet om, at det skam var sådan, man handlede bil i Zimbabwe, og at sæderne kunne købes på det sorte marked. Det tog han for gode varer, men han var ikke meget for at køre med hjem i bilen. Jeg havde som sagt lidt for meget tid og kedede mig en del … At lyve er livets vand.

1993-1995:1987 Ford Sierra Saphire 1,8, mørkeblå metallic.

Hjemmegående diplomatfrue og kulturreporter på TV 2 Lorry
En dag fandt jeg ud af, at hjulene på Mazda’en stod fuldstændig skævt, og den var livsfarlig. Så vi købte en Ford Sierra i stedet. En baghjulstrukket sedan og ret mondæn selv med fem-seks år på bagen. Det var fedt at køre rundt i en større og nyere bil, og den tjente os godt, indtil en dag vi var sent på den og skulle nå et privatfly. Ja, det lyder Joan Collins-agtigt, men det skulle vi altså, og jeg kørte lidt for stærkt, da jeg på vej ud af et sving så en hyrdedreng og en flok geder på vejen. Jeg undveg drengen, men ramte tre geder, og det var altså nogle omvandrende balloner af gylle. De eksploderede i en pøl af noget ildelugtende, grønt indhold. Forsiden af bilen blev skrællet op, og resten af bilen var grøn af mavesyre og græs. På ingen tid havde de lokale nappet de døde geder, og vi kompenserede selvfølgelig hyrden, men jeg var så skamfuld … Til alt held kunne bilen starte, og vi fik den lavet og beholdt den, indtil vi rejste hjem til Danmark.

1995-1998: 1985 Volvo 342 DL 2-dørs, olivengrøn metallic

Dels journalist på TV 2 Lorry og dels freelance tilrettelægger. Fra 1996 vært på DR2.
Så kom vi hjem til byen og havde stadig ikke brug for en bil, men nu havde vi jo vænnet os til det. Så vi lavede en låneaftale med vores nabo Axel, og så lånte vi hans bil efter behov. Han regnede ud, hvad den kostede per kørt kilometer, og det var nærmest ingenting. Til gengæld stank den af hund og smøger, så jeg fik overbevist Verner om, at vi skulle have vores egen. Vi endte hos en forhandler, der havde en brugt Volvo til salg, og fra det øjeblik Verner satte sig ind i den, var han solgt. Vi kørte vel 800 meter, og så sagde han, 'det er den her, vi skal have'. ’Fint’, sagde jeg, ’men lad nu mig forhandle, og lad være med at sige noget’. Da vi så kom tilbage til sælgeren, overstrømmede Verner ham med komplimenter til bilen … Det lykkedes mig at krejle en radio til 342 kroner med i handlen, men ellers betalte vi listeprisen – ikke en krone kunne jeg slå af ham.

2003-2015: 1993 Golf IV 4-dørs 1,8 sort

Vært på Smagsdommerne på DR2. Radiovært på Alle Tiders Historie og Kunstquiz.
Efter Volvo’en kørte vi igen i Axels bil, og så tog vi til London på endnu en udstationering. Da vi kom hjem, havde Axel solgt sin vogn, så måtte vi træde til og købe ejendommens næste bil: en Golf IV 1,8, som i min optik var rimelig kvik. Det er jo ikke noget, der kan imponere Euromans læsere, men vi syntes, det var en fin bil, og selv om vi gerne ville låne den ud, ville vi egentligt hellere have den for os selv. Så jeg udregnede i min nærighed en kilometerpris, hvor ALLE udgifter var regnet med – slitage, service og afskrivninger. Den endte med at være over dobbelt så dyr som Axels, men det var også en bedre bil, og så var jeg ærligt talt lidt øm om den.

2015-: 2005 VW Eos, babyblå metallic

Vært på Kunstquiz og Historiequizzen på DRK samt på KulturRådet og Klog på Sprog på P1.
Jeg var superglad for Golf’en – quadratisch, praktisch, gut. Men jeg pønsede på at bytte den til en åben bil. Først så vi en Volkswagen Eos på Amager, men den havde læder, og det, syntes jeg, blev sådan lidt for pornoagtigt. I stedet endte vi med at købe en babyblå Eos med stofindtræk, og den har vi endnu. Det er jo genialt, at den faktisk har et fast tag. Jeg er vild med, at den på 38 sekunder kan gå fra helt lukket til helt åben. Vi troede, vi ville køre med taget nede seks dage om året, men det gør vi altså fire måneder om året, og i de resterende otte måneder har vi til gengæld en meget stille bil. Vi kan høre Wagner i den – også de stille passager. Det er også den første bil, jeg har ejet, som jeg gider vaske. Jeg er decideret hysterisk, når vi har gæster med. For eksempel ruller jeg vinduet ned, så de ikke kan gribe om det med deres fedtede fingre, når de skal lukke døren. Og så låner vi den ikke ud. Det er vores bil – ikke ejendommens delebil.