Se Carsten Werges biler gennem karrieren

1977-85: 1967 VW 1200, orange

Jeg fik kørekort den dag, jeg fyldte 18. Dengang havde min far den fedeste Ford Mustang. En knaldgul coupé, som alle kiggede efter. Jeg så jo i ånden, hvordan jeg skulle ud og smage lidt på livet i den, men da jeg kom hjem, havde han fandeme solgt den. Heldigvis havde jeg selv sparet lidt penge op ved at arbejde på en benzintank, så jeg besluttede at købe en bil selv. Det blev til en noget mindre opsigtsvækkende VW 1200, som jeg købte brugt for 11.000 kroner. Den havde automatchoker, så den startede uanset hvad, og den var i det hele taget ikke til at slide ned. Jeg kørte gennem stride isvintre – på sommerdæk selvfølgelig – til Næstved, og der var aldrig noget bøvl. Derfor havde jeg den i mange år, og jeg fik pimpet den op med en kæmpe Porsche-spoiler og fartstriber – jeg siger dig, den var farlig. Den dag i dag bliver jeg helt blød i knæene, når jeg ser en.

1987-1992: 1983 Mazda 323, grøn

Boblen var min bedste ven og fulgte mig i tykt og tyndt, men til sidst kunne den ikke mere. Så byttede jeg den til en brugt Polo, som var så kedelig, at vi forbigår den i tavshed og springer frem til min første ordentlige bil. En Mazda 323, og det lyder måske ikke af noget, men den føltes som en rigtig bil, hvor de andre var helt skrabede. Alle sagde, at Mazda var plastikbiler, men det var ikke min oplevelse. Jeg syntes, den var lækker og relativt hurtigt. Jeg har altid godt kunnet lide en bil, som kan komme over et lyskryds før de andre, og det kunne den altså.

1992-94: Nyere Ford Granada, sedan sort

På det tidspunkt i mit liv begyndte jeg at skifte bil ved 100.000 km. Det passede tilfældigvis med, at jeg havde haft en udskiftning på hjemmefronten. Jeg var blevet gift med en ny dame, og hun havde en nyere Ford Granada, som vi begge to kørte i. Det var en flot bil, men jeg var sgu’ ikke så vild med den. Jeg syntes, den var tung og stiv i det, men man sad godt i den, og den så godt ud. Det var helt sikkert den flotteste bil, jeg havde haft på det tidspunkt.

1998-2002: 1994, Kia Carnival, grøn

Så springer vi et par kedelige biler over og går frem til en Kia Carnival. Det er jo en helt anden type bil. Kæmpestor, men god til en sammenbragt familie med fire børn. Det var den ene ting, den anden var, at jeg var pissetræt af, at mine børn bankede dørene op i andre biler. Den her havde en skydedør, og det syntes jeg var supersmart. Derudover sad man højt og godt i den. Den var komfortabel, og ungerne elskede den, fordi der var bord bagi, og man kunne vende sæderne. Til gengæld hadede min kone den, fordi den var svær at parkere, men det siger måske mere om kvinder end om bilen. Jeg kunne godt lide den, og jeg nød at køre rundt i hele Danmark for at dække fodboldkampe. Det var den god til, og jeg elsker at køre bil. Jeg kunne reelt også køre med resten af tv-holdet, men det har jeg fravalgt. Jeg vil hellere køre selv og nyde turen. Jeg giver gerne et lift, men jeg vil have friheden til selv at køre, når kampen er færdig.

2007-13: 2007 Fiat 500C, hvid

Efter Carnival fik jeg en Passat, men jeg vil hellere fremhæve min kones Fiat 500 C. Den købte jeg ved siden af Passaten, og jeg endte med at foretrække at køre i den. I hvert fald på de korte ture. Den var kvik og flot indeni. Enormt sjov og perfekt i byen. Og så var jeg vild med at køre med taget nede. Min kone var ikke så vild med det, men ungerne og jeg elskede den. Det var ellers en 40-års fødselsdagsgave til hende, men jeg var nok gladere for den, end hun var.

2012-2019: 2011 Mazda 6, rød med hvide lædersæder

Efter Passaten fik jeg en Mazda 6. Det var første gang, jeg følte, at jeg kørte i en limousine. Jeg købte den af Mazdas direktør, og den var rød med hvide lædersæder. Det var jeg faktisk lidt skeptisk overfor, men det så godt ud, og sæderne var overraskende nemme at holde pæne. Fantastisk smuk bil. Når jeg kiggede på frontpartiet, tænkte jeg, hold kæft en flot bil. Og den kørte fantastisk. Jeg var så glad for den, at jeg for første gang overvejede at køre den helt i bund, men så mødte jeg en gammel ven i lufthaven. Det skulle vise sig at blive enden på min tid med Mazda 6 – sjovt nok igen netop som den havde gået 100.000 km.

2018-: 2018 VW Arteon, først grå og så sort

Min ven var blevet direktør i et leasingselskab med speciale i korttidsleasing. Dribe hedder det, og han talte så varmt for konceptet, at jeg endte med at hoppe på det. Siden har jeg skiftet bil hvert halve år. Jeg startede med at drømme om en Audi, men så fik jeg øje på VW Arteon, og så var jeg solgt. Desværre var der hele tiden indbrud i den. Det var en professionel bande, der gik efter airbags, så de brød ind og tog rattet af igen og igen. Drønirriterende og helt til grin, da airbaggen efter sigende ikke virker, hvis man flytter den over i en ny bil. Til sidst lavede jeg min carport om til en garage, og så holdt det op. Jeg nåede faktisk også at have en Audi A6. Den var flot, men den var for hård til min smag, så den byttede jeg til endnu en Arteon efter to måneder. Så nu har jeg en Arteon igen. Sindssygt flot og en drøm at køre i. Vi har et hus i Italien, og jeg ender næsten altid med at køre derned i et hug, fordi man sidder så godt, og den er så komfortabel.