Selvkørende Uber
Foto: Volvo Cars

Selvkørende Uber

Uber køber tusindvis af selvkørende biler fra Volvo i milliardhandel

Uber-taxier uden chauffører? Det kan blive virkelighed i en knap så fjern fremtid.

Den amerikanske delebilstjeneste vil have en flåde af selvkørende biler – og det skal den svenske bilgigant levere.

Faktisk har firmaerne lavet en opsigtsvækkende aftale, hvor Volvo skal forsyne Uber med tusindvis af selvkørende biler.

Det vil sige, at du måske gør klogt i så småt at vænne dig til tanken om at blive fragtet fra A til B uden chauffør. Allerede i 2019 skal Volvo efter planen levere de første af de op mod 24.000 selvkørende biler til den amerikanske partner.

”Bilindustrien bliver disruptet af teknologi, og Volvo Cars vælger at være en aktiv del af denne disruption. Vores mål er at være den førende leverandør af selvkørende biler til delebilsudbydere på verdensplan,” siger Håkan Samuelsson, administrerende direktør for Volvo Cars, i en pressemeddelelse.

Parterne har siden sidste år samarbejdet om udviklingen af selvkørende biler, og det er det projekt, som nu accelererer for fuld skrue. Masseproduktionen af de mange nye Volvo XC90 SUV, der nu skal fødes på samlebåndet, vil derfor også ske i tæt parløb mellem den svenske bilproducent og den amerikanske delebilstjeneste.


Sådan vil den altså se ud. Foto: Volvo Cars

Den bemærkelsesværdige aftale markerer samtidig et betydeligt skift i Ubers strategi, hvor tjenesten bevæger sig fra at være en slags mellemmand til at sidde på hele kæden. Ændringer, der måske også skal ses i lyset af, at Uber ifølge Reuters taber knap 3,8 milliarder kroner i kvartalet.

”Det bliver kun en kommerciel forretning, når du kan fjerne chaufføren fra ligningen,” siger Jeff Miller, der er chef for Ubers bilalliancer, til nyhedsbureauet.

Hele flåden skal efter planen stå klar i 2021, og ifølge Financial Times har aftalen en værdi af 1,4 milliarder dollar, skriver Business Insider. Det svarer til over 8,8 milliarder kroner.

Og i teorien betyder det altså, at man via Uber-appen kan bestille en selvkørende bil til at klare transporten for sig.

LÆS OGSÅ: Farvel benzin: Fra 2019 vil alle Volvos biler have en elmotor

LÆS OGSÅ: Tesla lancerer både ny sportsvogn og sin første lastbil

LÆS OGSÅ: Test af Rolls Royce: Et døgn i mageløs luksus

Se, hvad vi ellers skriver om: Volvo og Biler