Hvis du synes, at en natlig erektion, er irriterende når du vil sove på maven, eller til besvær, når vækkeuret ringer, og du skal tisse, så kan det måske trøste dig, at jo flere du har per nat, desto bedre fungerer din krop.

De spontane rejsninger, som de fleste mænd oplever under søvnen, er nemlig i højere grad et produkt af et veltunet maskineri end af en frodig fantasi. Ikke at den ikke kan blive vakt af en spændende drøm, men som regel er der noget mere teknisk på spil oppe i hjernen.

Erektionen opstår nemlig som regel som en bivirkning af en vekslen i hjernen mellem to forskellige nervesystemer, det sympatiske, der mobiliserer kroppen til flugt eller kamp, og det parasympatiske, som får kroppen til at hvile og fordøje, når en fare er overstået.

Skiftene mellem dominerende nervesystem, sker, når søvnen bevæger sig ind på det såkaldte REM-stadie, hvor det parasympatiske nervesystem tager over.

Samtidig påvirkes nerver, der befinder sig i samme område af hjernen, og som sender signal til blodet om at fylde svulmelegemet i penis, hvilket giver erektioner, der kan vare i op til 25 minutter. Det skriver en læge på et hospital under Newcastle Universitet på websitet The Conversation.

Da vi hver nat passerer igennem flere faser af REM-søvn, kan det derfor ske, at vi oplever gentagne rejsninger. Op til fem på en enkelt nat. Og fordi den drømmerige REM-søvn er let at vågne op af, vil man måske ofte have fornemmelsen af at vågne med rejsning. Ydermere er kroppens testosteronproduktion, der også er med til at forhøje antallet af erektioner, på sit højeste om morgenen, hvilket kan være en forklaring på morgenens rejsning.

Som sagt skal man ikke være ked af det, hvis man har den oplevelse. Tværtimod kan manglende natlige erektioner være tegn på dårligt helbred. For eksempel kan det hos nogle diabetikere være et symptom på, at nervesystemet og blodtilførslen ikke fungerer optimalt. Og helt overordnet sammenkædes evnen til at rejsning med et velfungerende hjerte. En erektionsløs søvn kan også være tegn på mentale problemer, såsom depression.

Så hold du bare fast i din morgenbegejstring, så længe du har den (den kan sagtens vare til langt over pensionsalderen).

LÆS OGSÅ: Ny forskning: Singlekvinder er mest seksuelt tilfredse

LÆS OGSÅ: Far til 800: Potent padde redder sin art egenhændigt

LÆS OGSÅ: Peter Falktoft: Derfor drikker jeg ikke