Området er forbeholdt musikere, der skal optræde. Her skal de kunne finde ro og plads til at klargøre sig. Der er tale om backstage, som er kunstnernes kontor for dagen, inden de træder på scenen for at levere deres velkendte musik til et spændt publikum.

Trommeslager i Scarlet Pleasure, Joachim Dencker, sammenligner ventetiden med at forberede sig på at skulle i kamp:

“Ens krop ved godt, at man skal ud og lave noget, der er sjovt og fysisk krævende, så man går og er spændt, men får ikke nogen forløsning, før man går op og trykker den af.”

Udover Joachim Dencker består Scarlet Pleasure også af forsanger Emil Goll og bassist Alexander Malone.

Den kendte, danske poptrio har spillet musik sammen siden folkeskolen. I 2013 brød de igennem med hittet ‘Windy’ og har siden turneret landet rundt med deres sprøde stemmer og bløde beats.

“Der er en følelse af utrolig lykke og glæde ved at stå og skulle gøre det her sammen med nogen, man holder af. Blandet med en uforudsigelighed og dét med at være spændt skal det forhåbentligt ud og veksles til en succes,” siger bassisten Alexander.

I podcasten er vi med, når bandet udfører deres faste ritualer, koordinerer tøj, snakker om de vildeste backstage-oplevelser, og hvordan deres kampråb ændrer sig fra turné til turné:

“Sidste år lavede vi en sang over ‘Se min kjole’, hvor vi byttede alt ud med, at det var helt perfekt. Og det er selvfølgelig en joke, fordi der er altid noget, der går galt. Men det er med til at give følelsen af, at alt hvad man skal til at gøre, er helt perfekt” griner Emil og bryder ud i sang.

Bandets version af ‘Se min kjole’ samt dette års kampråb er blot nogle af de ting, du kan høre i ‘Backstage med Scarlet Pleasure”. Du kan finde podcasten i vores nye app TalkTown, som er Euroman og Egmonts nye podcast-app. Første afsnit er gratis, og du kan også få 14 dage gratis nu i App Store eller Google Play.

talktown.jpg