Hvad afgjorde egentlig sidste uges folketingsvalg? Hvad var det, der gjorde, at Socialdemokratiet og venstrefløjen kunne sejre så markant, som de gjorde? Lige siden valgresultaterne tikkede ind, har det været omdrejningspunktet for en mærkværdig debat på Twitter.

”Endnu en!” skrev Søren K. Villemoes ved fundet af endnu en udenlandsk forsker, der udlagde Socialdemokratiets tilbagegang på 0,4 procentpoint som et bevis på, at en stram udlændingepolitik ikke er vejen at gå for et socialdemokratisk parti.

Det på trods af, at netop højredrejningen på udlændingeområdet, som Socialdemokratiet frem mod valget har taget, af mange er blevet anset som én af valgets store faktorer.

Men på Twitter havde piben hos en stribe politiske forskere altså en ganske anden lyd.

”For at opsummere: Bør centrum-venstre-partier stramme indvandringspolitikken? Nej!” lød udgangsreplikken fra Sophie Hill, en ph.d.-studerende på Harvard University, efter i en stribe af tweets at have gennemgået en del af den forskning, der er lavet på området.

Mange andre forskere, heriblandt en enkelt dansk professor, Sara Hobolt fra London School of Economics, tilsluttede sig: Socialdemokraternes valgresultat bekræftede teorien om, at det rette modsvar på højrepopulismen ikke er at dreje mod højre på udlændingespørgsmålet.

Men hvorledes var det ikke en succesfuld strategi, når Socialdemokratiet og rød blok vandt valget så stort, som de gjorde, lød indvendingen så hos en række undrende danske stemmer.

Forhastede konklusioner

Især Søren K. Villemoes, journalist og debatredaktør på Weekendavisen, var svært uimponeret over analyserne og gik lystigt i rette med flere af ophavsmændene.

”Jeg var egentlig ikke særligt overrasket,” svarer Villemoes, da jeg spørger ham, hvad han tænkte, da han gik analyserne igennem. ”Jeg syntes bare, at det var særligt komisk, fordi det var den præcist modsatte opfattelse end den, der hersker herhjemme.”

Hvor er det, de her forskere og professorer tager fejl i deres analyser?

”Når de krediterer SF og De Radikale for at have sikret venstrefløjen sejren. De ser grundlæggende valget, som om vælgerne er gået væk fra højrepopulismen og over til SF og De Radikale.”

Også Martin Vinæs Larsen, adjunkt i statskundskab hos Aarhus Universitet, tog del i meningsudvekslingen. Han understreger, da jeg taler med ham, at flere af dem er ”gode kolleger”, men at de har været for hurtige på tasterne.

”Der er ikke dækning for deres konklusioner. Vi ved det simpelthen ikke endnu,” siger Martin Vinæs Larsen med henvisning til vælgervandrerundersøgelserne, som ganske vist viser, at 10 procent af DF’s vælgere er gået over til Socialdemokratiet (ifølge Epinion for DR), men at vi endnu ikke kender årsagerne hertil.

Et af de store kritikpunkter, denne forskerskare er blevet mødt med, er deres udeladelse af den danske blokpolitik som faktor i deres analyser. Det kalder Martin Vinæs Larsen for ”ærgerligt”.

”Det er ærgerligt, at de tilsyneladende ikke har haft blik for, at det kan afgøre et dansk valg, hvis 2 procent af vælgerne trækkes henover midten,” siger han.

Bekymring om yngre vælgere

Sara Hobolt, der er professor i europæisk politik på London School of Economics, skrev på Twitter, at Socialdemokratiets udlændingestramning ikke var en ”synderlig succesfuld strategi,” fordi kun ”9 procent (tallet er 7 i seneste vælgervandringundersøgelse af Epinion for DR) af deres nye stemmer kom fra DF,” og at de desuden primært mistede stemmer til to partier (SF og Radikale), der er mere lempelige udlændingepolitisk.

Jeg har spurgt Sara Hobolt, hvorfor det er problem at miste stemmer inden for egen blok, så længe man kaprer stemmer fra den modsatte. I et mailsvar skriver hun blandt andet:

”Det danske valg er et eksempel på, at når socialdemokratiske partier vælger en udlændingepolitik blandt andet for at tiltrække vælgere fra højrepopulistiske partier, som Dansk Folkeparti, så er der ingen garanti for, at de udvider deres vælgergrundlag,” skriver Sara Hobolt og peger på undersøgelser fra resten af Europa, der viser, at yngre og mere veluddannede vælgere flytter mod mere social-liberale partier.

Jeg spørger igen Sara Hobolt, hvorfor Socialdemokratiets valgresultat ikke kan betragtes som en succes.

”De fleste socialdemokratiske partier vil gerne forblive det dominerende parti på centrum-venstrefløjen. Hvis de mister mange vælgere til mere progressive partier, så er der ingen garanti for, at de kan tiltrække et større vælgergrundlag. Det kan være et særlig stor problem, hvis de især mister yngre vælgere,” skriver Sara Hobolt. ”Så den sikreste vej til regeringsmagten er ikke nødvendigvis at rykke flere stemme til andre partier på venstrefløjen.”

Søren K. Villemoes er ikke meget for at spå om fremtiden og henviser i stedet til, at der igennem flere årtier har været et konsistent ønske om en stram udlændingepolitik blandt de danske vælgere.

”Og nu er det jo sådan med yngre vælgere, at de har det med at blive ældre,” siger Villemoes. ”Hvis man altid skulle tage de yngre vælgeres meninger for pålydende, ville vi jo leve i et socialistisk samfund, fordi de konsekvent vil til venstre. Og tager vi de alleryngste som indikation på fremtiden, ville vi sikkert kunne danne en flertalsregering med Gurli Gris og Hr. Skæg om ganske få år.”

Nogle vil indvende, at vælgervandringen fra DF til S skyldes andre ting end en stram udlændingepolitik.

”Det er da også helt rigtigt. Men kombinationen af en stram udlændingepolitik og en gavmild velfærdspolitik appellerer til rigtig mange. Den økonomiske del må man ikke tage ud af ligningen. Hvis man kigger på det, sker der et skred fra DF til S tidligere år, lige omkring pensionsudspillet fra S. Men jeg tror, at man skal betragte en stram udlændingepolitik som en nødvendighed, før en DF-vælger skifter parti.”

Man skal tænke sig om en ekstra gang

I flere af analyserne blandt forskerne på Twitter anvendes valget i Danmark til at sige noget generelt om tilstandene rundt i Europa. Det skal man dog passe på med, siger Martin Vinæs Larsen.

”Kigger du rundt i Europa, er der sjældent ret meget, der binder partifamilierne sammen ud over deres navne. Det kommer lidt for meget til at handle om at fortælle en fælleshistorie om Europa, selv om det er mere kompliceret end som så,” siger Martin Vinæs Larsen.

Søren K. Villemoes er også af den overbevisning, at man skal være påpasselig med at overføre direkte fra ét land til et andet.

Vækker det bekymring hos dig, når du læser, hvordan analyserne tager sig ud, når udlandet behandler det danske valgresultat?

”Det giver en fornemmelse af, at de her forskere har en opfattelse af verden, som de helst ser bekræftet,” siger Søren K. Villemoes. ”Jeg tror i høj grad, at det handler om, at det bryder med deres analyser af politik, som der har været konsensus om i populismeforskningsmiljøer.”

Martin Vinæs Larsen mener, at det er værd at huske på, at konklusionerne forhåbentlig ville være mindre bombastiske over telefonen, end de fremgår på Twitter.

”Men det viser da,” siger Vinæs Larsen, ”at man skal tænke sig om en ekstra gang, før man køber, hvad en ph.d.-studerende skriver om et valg i Spanien. Det er ikke sikkert, at de nødvendigvis har styr på den lokale kontekst.”

Af de fire udenlandske forskere, Euroman har kontaktet, har tre af dem svaret, at de enten ikke har tid eller lyst til at uddybe deres Tweets. Den sidste er ikke vendt tilbage.