Barcelona er ved at drukne. Derfor har byens borgmester besluttet sig for at smide beboerne en redningskrans.

Turisterne skyller nemlig ind over byen i mængder, der truer med at tage livet af byens autenticitet. År for år tager udviklingen til, og sidste år besøgte 32 millioner mennesker byen, der har 1,6 millioner faste beboere.

Med turismen har souvenirbutikker og sjælløse barer fortrængt mange af de oprindelige handelsdrivende fra gadebilledet, mens ferieudlejning og boligspekulation har gjort det sværere at finde et betaleligt sted at bo.

Desuden er mange af de jobmuligheder, som turistindustrien tilbyder, sæsonbaserede og ustabile, hvilket ikke gør stemingen bedre i et land, hvor 43 procent af de unge under 25 ikke har noget arbejde.

Flere gange i løbet af de senere år har lokalbefolkningen været på gaden for at udtrykke deres utilfredshed med turisterne og deres, til tider, dårlige opførsel, der for eksempel vakte en del opstandelse, da billeder af nøgne italienske festturister i Barceloneta-kvarteret gik verden rundt.

Nu har borgmester Ada Colau så i løbet af få dage kastet sig hårdt ind i kampen mod turismen. Fredag forbød hun opførelsen af nye hoteller i byens centrum. I går fulgte hun op på tiltaget ved at annoncere en plan for mængden af turister i 2020, der blandt andet indebærer højere beskatning af ferielejligheder, kæmpe afgifter på parkering for turistbusser og begrænsning af segway- og scootertrafik i visse kvarterer.

På den måde skal der dæmmes op for både overnattende turister og dem på dagsudflugt. For eksempel er det meningen, at parkeringsafgiften for turistbusser ved det ekstremt trafikerede Montjuïc-springvand skal stige fra nuværende 4,5 euro til 34 euro.

Samtidig med, at bystyret vil pålægge udlejere af ferieboliger maksimal indkomstskat, vil det helt holde op med at udstede licenser til nye ferieboliger.

Derudover vil det forsøge at begrænse markedet for bed and breakfast-udlejning ved at diktere, hvor mange kvadratmeter af deres egen bolig private må leje ud, og hvor ofte de må gøre det. Det skriver Fast Company.

Borgmesterens stop for hoteller er kontroversielt, ikke mindst fordi det rammer flere planlagte, men endnu ikke igangsatte projekter, hvor investorer allerede har købt grunde. Flere af disse truer med at sagsøge kommunen.

Den lokalpolitiske højrefløj er også skeptisk over for planerne om at reducere turistindustrien, kritikere mener, at det vil koste dyrt i investeringer, som Barcelona går glip af.

Sidste år udgjorde turistindustrien knap 15 procent af byens økonomi.

LÆS OGSÅ: Kasper Hvidts guide til Barcelona

LÆS OGSÅ: Nu kan du komme til Californien for 530 kroner

LÆS OGSÅ: Skyhøje knald: Firmaer specialiserer sig i sexede flyveture