Hvis du drømmer om at komme langt væk fra trængslen på cykelstien, rodebunkerne på skrivebordet og naboens hylende unger, så tilbyder svenske Treehotel destinationen.

Treehotel ligger ved den lille landsby Harads, langt ude i skoven i den svenske del af Lapland, og værelserne, der er konstrueret, så de nærmest svæver mellem trækronerne, giver en udsigt over fyrretræer og atter fyrretræer, der nok skulle kunne bringe tankerne væk fra hverdagens trummerum.

De enkelte værelser er indrettet i enkelt, nordisk design, og hvis man vil have mad og underholdning, kan man bevæge sig ned på landjorden og gå over i Britta’s Pensionat, en autentisk bygning fra 1930’erne, der rummer en restaurant, bar, sauna og opholdsstue med tv og internet.

 

Hotellet har netop udvidet sortimentet af værelser med det såkaldte The 7th room, der er tegnet af de verdenskendte norske arkitekter fra tegnestuen Snøhetta.

Når man nærmer sig det fra jorden og kigger op, bemærker man, at hele undersiden af huset er dækket af et fotografi af trætoppene, som de så ud, inden værelset blev placeret netop dér. Det er arkitekternes tanke, at det skal øge gæsternes nysgerrighed. Hvad er det mon, der gemmer sig deroppe?

Når man træder indenfor i The 7th room, der er beklædt med let brændte planker, finder man 75 beboelige kvadratmeter i, hvor man kan overnatte op til fem personer i de to senge og en sofa. De nordvendte panoramavinduer giver, ud over udsigt til den nærved liggende flod Lule, udsyn til nordlys, når de vælger at vise sig.

Det er nok ikke så aktuelt på denne årstid, men man kan også vælge at få sin nattesøvn i fri luft i gårdhaven, hvor et fyrretræ gror igennem et sikkerhedsnet, som man også kan klatre ud på, hvis man virkelig ønsker at føle sig et med naturen.

Det lyder som en naturoplevelse, som selv den mest bevægelsessky kontornusser kan overkomme.

Godt nok koster The 7th room 12000 svenske kroner for en nat. Men hvis du synes, at det er i overkanten, kan man booke de øvrige værelser, der hver især alle har spektakulære designs, for 4900 per nat.

Landsbyen Harads ligger 100 kilometer væk fra den nærmeste lufthavn i Luleå.