En tale til de nye studenter: ”Lov mig, I ikke gør som min generation og bliver noget så kedsommeligt som en familie i joggingtøj på vej i Bilka for at lørdagshygge”

En tale til de nye studenter: ”Lov mig, I ikke gør som min generation og bliver noget så kedsommeligt som en familie i joggingtøj på vej i Bilka for at lørdagshygge”

Kære studenter: Nu hopper I ud i løvernes hellige haller. Her har det, der hedder de voksne, hele tiden siddet og hvalpet på flæsket – primært deres eget. Alt imens de har skovlet rundt i jeres hjerter, kroppe og lyserøde anorakker i håb om, at finde kimen til det, der er jer. Ungdommen. Og modet.


Alt for hurtigt, når man indtræder i de voksne garderoberækker, falder ungdommen til jorden med et brag. Og de eneste fornøjelser på de hylder, som man har tilbage, er at lystpløje sig gennem intimbarberinger og andre ting, hvor man stadig prøver at fastholde, at man er ung.


Eller i det mindste har været det. Modet har man kun til låns. Hurtigt bliver modet de andres, dem, som heldigvis kommer efter jer og stiller op i gymnastiksale med shorts som dem, vores fædre gik rundt i, dengang de lå og gokkede på livet løs til Mick Jagger eller noget andet, som lød som ungt, rødt blod. Det er sådan noget, man(d) ikke taler om i dag.


Og sådan er det også med modet. Det smutter, når man hopper ud i de voksnes fagre verden og begynder at overveje overskæg, ratepension og et evigt liv (i det mindste et par måneder eller otte) med Belinda i et parcelhus et sted i Korsør.

LÆS OGSÅ: Tillykke med huen: Her er dine 7 muligheder

Man låser sig selv fast. Og går i stå. Og bliver grå. Lad ikke de farver komme til jer allerede. Lad jer inspirere af livets lyster, livets kådhed, livets vildskab. Og tag på alt for mange Roskilde Festivaler, hvor I vælter rundt og stadig leger, at I kan noget med de unge. Dem, som kommer efter jer, og som aldrig nogensinde vil tro på, at de er udgivet musik under navne som Medina eller Nik & Jay.

Foto: Anne Mie Drevers

De vil også til hver en tid fornægte, at håbløse folk har trasket rundt i sejlersko og leget rige mennesker med overskud, mens alle andre blev fattige af det, af det iscenesatte overskud i sejlerskoene, der i sidste ende gav bragende underskud på de sociale kontis, der som tiden gik blev de asociales legeplads.


Lov mig, når I går ud i resterne af denne her verden og stabler jeres egen på benene, at I dropper de åndssvage mobiler og sider på nettet, der lover venskab og såkaldte ansigtsbøger, og hvad ved jeg. Drop det lort.

LÆS OGSÅ: Mads Brügger møder Lars Seier til det store ædegilde

Min egen generation sad alt for længe og hakkede løs på tastaturet i håb om at finde en elektronisk sandhed. Nu ved vi, vi tog fejl. Og fejlfortolkede situationen. Tiden, samtiden, er kun vores, når vi er sammen om at være i den. I har drømmene i jeres øjne. Og de drømme skal I beholde lidt endnu.


Michael Strunge, verdens smukkeste poet, skrev, at voksne bare var børn, som var blevet sindssyge. Lad os huske det.
Feberen og det der underlige, flimrende skær, man ser, når man står i supermarkedets køkultur og møder de der blikke, som med øjne fra en tid, der nogenlunde lå som en rød tråd og vuggede, da Lise Nørgaard og Jørgen de Mylius trådte deres barnesko et sted på et par tennisbaner i de velhavende danske institutionshaver, hvor rosé var noget, man drak for at overleve. 


Giv fingeren til de blikke.
Og løsriv dig fra køen.
Dans på gaderne. Og lad vær at kø i bil. Brug det offentlige. Og plant asfalten til med træer, som vil være her længe efter, du er væk.

På den måde husker man en tid. Og en samtid. Og man vedbliver med at leve – og overleve – i den, hvis man igen og igen har overskud og mod til at gøre, hvad der passer én. Man skal ikke passe ind. Man skal ikke blive medlem af Liberal Alliance og sidde i en konstant nedsmeltning med en blålig kummefrysertemperatur og se tv.

Man skal høre Annisette og elske alle køn, fordi de elsker dig. Det gør de kun, fordi du tør. Fordi du tør være dig selv. Og have det mod og de drømme i dine øjne, som på alle planer skal være din nøgle til de voksnes verden.

Jeg siger ikke, at vi skal drøne rundt på tunede knallerter og lege Jørgen Leth hele bundtet, men et par stykker af os kan hoppe med den Vesterhavsbølge. Andre kan hoppe i faldskærm, hoppe ud fra høje bygninger og hoppe ud af alle de skabe, fordomme og alt det andet, som kun begrænser os – og forhindrer os i at leve. Og overleve. Ellers visner vi.


Og dør før tid.


LÆS OGSÅ: Derfor skal jeg ikke på Roskilde

Lad os leve med blodet. Og modet. Og drømmene. Og gøre dem til vores rytme, også når vi går ind i det underlige land, der hedder voksen. Det er ikke et ondt land. Det har det været, men generationer før jer har prøvet at udbedre skaderne og har skubbet Lalandia-kulturen ned til egne af dette land, hvor man i underlige, misforståede kodeks tror, at man er på ferie.


Ferie kan man aldrig holde med sin familie. Og man skal muligvis heller ikke have en familie. Kun som en bastion, man af princip kan og skal holde ferie fra.

Man skal være sig selv. Som sig selv. Og gøre alle de ting, man har lyst til.


Ikke for ingenting kommer jeg fra en tid, hvor hippierne fik unger, der blev hiphoppere og bagefter hoppede helt bagom dansen, da de glemte, at der var noget, som hedder nutid. De havde fået blæst ørerne fulde af for- og fremtid, så ingen havde beskæftiget sig med det at leve nu.


Det gav ingen renter i banken. Men det gør det. Muligvis ikke af de økonomiske, men af liv, af hjerte og af mod.


Lov mig, i dag, når I springer ud i alt det, der skal blive jeres, at I aldrig glemmer det at leve nu. Og med modet i jeres øjne. Og drømmene mellem jeres læber, hænder, lår og hår. Kun på den måde kan I smitte af på en verden, som I skal gøres til jeres. Kun på den måde, kan I sætte de mærker af jer, som vil påvirke alle dem, som kommer bagefter.


Alle dem, som om ti eller tyve år igen vil vade rundt i sejlersko og få Modern Talking-klingende frisurer og tro, at hvidvinskur kun er noget for kvinder, der selv affarver deres hår og som primært hænger ud på Amagerhylden i Amager Centret.


De tager fejl.
Ligesom vi tog fejl.


Lov mig, I ikke tager fejl. Men i stedet rammer med en præcision, som vil ødelægger alle os gamle, forstummende voksne røvhuller, som trasker rundt og ligner noget, som kun Kim Larsen kan være bekendt – i fuld offentlighed.


I ved bedre. Og den viden må I aldrig tabe igen. Alle omkring jer vil gøre alt for at ødelægge jeres drømme og skubbe jer ind i ligusterhæk, carport, overvejelser om hulmursisolering og børn på gule plader.

LÆS OGSÅ: Natklubben Jupiters bagmænd: "Vi laver en klub for firstmovers, den yngre creme."


Lov mig, I ikke gør som min generation, og bare falder I og bliver noget så kedsommeligt som en familie i joggingtøj på vej i Bilka for at lørdagshygge.

Lov mig, I denne gang hopper over, hvor hoppeborgen er punkteret, og I kan hoppe videre, for kun i de hop kan I springe alle de her rammer, som ellers kun begrænser os.

I har alle muligheder. Brug dem. Og gør dem til jeres kendetegn. Mulighederne. Drømmene. Og ikke mindst modet. Så kan jeg med raslefingre, hentehår og knæ, der knirker som kurvestole i en udsendelse fra B&U-afdelingen i gamle dage, låne lidt af jeres mod i ny og næ.

Det vil jeg glæde mig til.

I dag skal I bare glæder jer over jer selv.
Og hinanden.
Og hoppe, springe, danse og kysse.

LÆS OGSÅ: Kære mænd - hvor fanden er I henne?


LÆS OGSÅ: 5 kendte mænd: Hun var mit føste kendis-crush

LÆS OGSÅ: 11 geniale jyske vendinger alle burde bruge

Se, hvad vi ellers skriver om: Student