Hvis Nationalmuseet en dag beslutter at lave en udstilling af særligt misforståede nationale karaktertræk, skal janteloven placeres i den absolut fornemste montre. Den såkaldte lov, der i 1933 blev skabt af Aksel Sandemose i ’En flygtning krydser sit spor’, burde for længst være afgået ved døden, begravet og afsløret som det største danske selvforståelsestyveri siden omsmeltningen af Guldhornene. Men nej. Loven har 80-års jubilæum i år, og ideen om, at vi danskere i højere grad end andre nationer trækker hinanden ned i misundelsens laveste fællesnævner, og at vi i særlig grad ser ned på dem, der tror, de er noget, duer til noget og bliver til noget, lever og trives stadig. Selv om det er næsten gåsehudsfremkaldende usandt.
Eksemplerne på, at det forholder sig lige modsat, at vi i virkeligheden hædrer, ærer og laver nationale æresporte til dem, der både er noget og tror, de er noget, hober sig op i én stor, væltende stak. Som nation elsker vi folk, der får succes, om det er Michael Laudrup, Mærsk Mc-Kinney Møller, ’Guldfireren’, Jussi Adler-Olsen eller Viggo Mortensen. I det hele taget hylder vi danskere alle, der på den ene eller anden måde skiller sig ud, uanset om det er Katja Kean, Sussi & Leo eller den næsten uendelige liste af såkaldte reality-tv-stjerner, hvis kunnen vel først og fremmest består i at fremvise enten deres uvidenhed, deres uformåenhed eller deres kønsdele. Selv en mand som Mads Christensen har – fortjent eller ej, det skal denne tekst ikke gøre sig til dommer over – fået enorme mængder offentlig taletid og medvind ved at proklamere sig selv som ’Blærerøven’. Også på Christiansborg hersker den ikke-eksisterende, men i stedet omvendte jantelov. Uanset politisk tyngde belønner danske vælgere folk, der stiller sig frem. Fra ’Sømandsbossen’ over Jacob Haugaard til – i starten – Naser Khader og til sidst Anders Samuelsen og Joachim B. Olsen.
Baggrunden for dette nationaltræk skal bl.a. hentes i et andet jubilæum, i en anden tid og særligt i to danske mænd, hvis succesrige skruppelløse selvfremstilling burde få Aksel Sandemose til at skamme sig. Simon Spies og Mogens Glistrup (læs artiklen på side 62 i det nye nummer af Euroman) var om nogen eksponenter for og eksempler på, at janteloven aldrig har haft en disse at skulle have sagt i Danmark. I hvert fald ikke som andet end tarvelig undskyldning for alle dem – især de såkaldte reality-stjerner – der på et tidspunkt må erkende, at deres evner ikke rækker til deres ambitioner, og derfor bekvemt skynder sig at skyde skylden på janteloven.
I år er det 40 år siden, Fremskridtspartiet blev dannet, og det berømte jordskredsvalg i 1973 blæste Glistrup ind i Folketinget med hele 28 mandater.
”Skattesnyderne i dag er at sammenligne med jernbanesabotøren under besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job,” var en af de mange antijantelovs-sætninger, som dengang bragte Mogens Glistrup helt til tops. At Glistrup på trods af sin intelligens senere endte i fængsel og til sidst som en stakkels, håbløs fantast, ændrer ikke ved, at han både skabte fundamentet for det senere succesrige Dansk Folkeparti, og at han via sit venskab med Simon Spies var med til at cementere, at dansk folkesjæl ivrer efter at heltegøre anderledeshed og langt hellere ser igennem fingre med eventuelle svagheder frem for at påpege dem.
Men det stærkeste eksempel er nu alligevel Simon Spies. Stort set alt, hvad han foretog sig, var i direkte modstrid med Sandemose og hans helt igennem skævvredne opfattelse af danskerne. Simon Spies, der også var ubestrideligt intelligent, dyrkede ideen om, at der findes overmennesker og undermennesker, og var fra 1942 og et år frem medlem af nazistpartiet. Efter at han havde skabt sig en formue på at sende festglade charterdanskere til Spanien, iscenesatte han i årevis sig selv som den udskejende og excentriske millionær, der købte et sæde i Det Kgl. Teater til sin stok, som havde gruppesex og morgenbolledamer, som kunne lide at tæve pigerne, tog stoffer, og som var helt og aldeles ligeglad med, hvad andre mente.
Kroningen på myten kom, da han i 1983 giftede sig med Janni Brodersen, en purung piccoline fra Herlev, der et år efter arvede hele dynen, og som senere ubesværet og uden ét jantekvæk blev en fuldkommen accepteret del af den danske overklasse.
Og danskerne elskede ham for det – og gør det stadig. Uanset sine diskutable tilbøjeligheder er Simon Spies blevet folke- og nationalhelt. For selv om hans liv på jantelovspapiret så ud til at være frygtelig udansk, var det i virkeligheden pærehamrende dansk.
Det nye nummer af Euroman udkommer i denne uge.
JENS VILSTRUP
