DA HIMMELEN OVER New York tog farve efter en mugnende blodappelsin forrige onsdag, indtraf et øjebliks stilstand, mens byen besluttede sig for, om kollektiv panik mon var et passende svar. Masker blev trukket over munde og næser, i takt med at røgen fra de canadiske skovbrande henlagde byen i en gurkemejetåge, og indbyggerne skævede til hinanden for at se, om dette ville blive øjeblikket, hvor selvtægten satte ind.

”Folk har tabt sutten over mindre her,” konstaterede en ven tørt, da jeg protesterede over hans frygt for undtagelsestilstanden. Han gik hjem, og jeg gik i Central Parks nu mennesketomme zoologiske have. 

Hans bekymring var muligvis ikke helt ubegrundet. For tiden vælter plagerne ned over New York, der ikke længere bare er overrendt af rotter, men nu også har fået besøg af en særlig invasiv art af græshopper, som borgmesterkontoret har udstedt en officiel opfordring til byboerne om at slå ihjel. På Upper East Side sætter forretningsmændene pludselig en ekstra hård læderhæl i asfalten og kvaser insekter, inden de prajer deres taxaer mod Midtown.

Et andet sted i byen rasler skeletterne bogstaveligt talt ud af skabene, for her er en fyr begyndt at sælge ”forsvarligt importerede” menneskeknogler, hvad end det forsvarlige så består i. Knoglerne kan man både tage på som smykker eller bruge som pynteobjekter, og skulle man ligge inde med et benet arvestykke, kan man sandelig også sælge dem til ham for en fornuftig pris. 

Hvis Manhattan danser på kanten af et nervøst sammenbrud, er der ro på i Brooklyn, hvor kernefamilien – apropos familiemedlemmer og mangel på samme – officielt er død. Her er monogame forhold i opløsning, og kæledyr har erstattet babyer. Sidste fredag trillede et par ned ad Bedford Avenue med deres hund i en lille hundevogn. I Bed-Stuy fodrede et ægtepar samme aften deres designerpuddel med et valium-lignende hundemedikament. Da poden var faldet i søvn, fyldte de huset med kåde gæster, der snart begyndte at kysse hinanden på kryds og tværs, ganske som parret havde planlagt det. Det er de ringløse fingres fest, og flere steder i byen er der efterhånden flere hunde end babyer i bæreseler. De er også nemmere at få til at sove med huset fuld af gæster. 

At de faste parforhold er på tilbagetog, er der ikke længere noget sensationelt i. I nogle miljøer er åbne forhold efterhånden mere almindelige end deres monogame modstykker og udspiller sig i stadig mere komplicerede og samtidigt hverdagslige konstellationer. 

Torsdag morgen kom min roommate hjem med en halvspist chokoladecroissant i hånden og et ventende zoom-opkald foran sig. Hun har et godt og, efter eget udsagn, lidt kedeligt job, og så har hun trods sin unge alder været gift med sin mand i tre år. Man kunne derfor nemt komme til at tro, at de er jordens mest kedelige par – de går gudhjælpemig i kirke – men mens han var på konference, havde hun brugt natten med sin elskerinde i Williamsburg, en kvinde, der også selv har en anden primær partner. Med et smil fortalte min roommate mig, at hendes date arbejder på den samme restaurant som sin egen kæreste, men at han havde været så opbakkende om kvindernes stævnemøde, at han havde taget hendes aftenvagt, så hun i stedet kunne valse ud i natten med min veninde.

”Er det ikke sødt,” smilede min roommate, mens jeg lidt forvirret over det polyamorøse puslespil måtte spørge, hvorvidt de fire tilsammen havde tænkt sig at lægge monogami i graven. ”Monogami er så dødt, at det sikkert kommer tilbage som en nichet trend om et par år,” svarede hun, inden hun tog en bid af sit bagværk og hoppede tilbage til arbejdet. 

Der er her tale om en grov omgang anekdotisk bevisførelse, men jeg kan tælle mine monogame venner på en hånd, mens resten ikke synes at interessere sig for klassiske parforholdsdynamikker – og nogen simpelthen bare ikke interesserer sig for forhold. 

En københavnsk kvinde i starten af sine tredivere fortalte mig for nylig, at hun ikke var blevet spurgt ind til sin civilstatus én eneste gang, siden hun ankom til New York. Og bedre endnu: Ingen havde nævnt hendes fertilitet med et ord. Hun var målløs, for i Danmark ville de emner være blevet klemt ind i de fleste samtaler, umiddelbart efter den værste høflighedssnak var overstået. Herovre kunne hun få lov at tale om sit arbejde og de bøger, hun havde nået at læse, mens vennerne hentede unger. Det føltes banebrydende for hende. 

Én københavner kommer sjældent alene, for hvis danskerne kommer til SoHo i påskeferien, så tager københavnerne til Lower East Side, når nætterne bliver lysere, og de andre er rejst hjem. Hvor de litterært inklinerede dyrker falsk beskedenhed som en elitesport, kan de herovre tylle martinier og netværke deres røv i laser, inden sommerferien ringes ind med naturvin og elevatorblikke på Autopoul.

Amerikanerne bliver altid overraskede over at høre om det nypuritanske sindelag, for de forestiller sig København som én, stor, rødstrømpet fristad. Når de hører, hvordan de smarte, nordiske byboere træder ind i de voksens rækker ved at flytte sammen med deres kærester i midttyverne og købe glasvarer fra Hay, skæver de til hinanden og dropper rejseplanerne: ”Så må det vel blive Berlin igen i år.”