Som nyslået student var jeg af den klare overbevisning, at jeg havde nået topmålet af intelligens. Jeg var både klog fra skolen og klog på livet. Indhyllet i ungdommens kådhed var verden min at indtage, og ingen skulle fortælle mig, hvordan tingene skulle gribes an.
Stor var min modvilje derfor også, da jeg blev indkaldt til session kort efter. Jeg havde planer om udlandsrejser og skisæsoner og ville udleve mine vildeste frihedsfantasier. Det var ikke umiddelbart foreneligt med at blive råbt ind i ansigtet af en sergent i morgenfrosten på en mark i øvelsesterrænet lidt uden for Holstebro. Men sådan gik det, og jeg tilbragte et efterår i den grønne uniform hos Jydske Dragonregiment.
Man lærer tre ting i militæret, som man kan bruge resten af livet: Man lærer at holde styr på sine stumper. Man lærer at indgå i et fællesskab. Og så finder man ud af, at man kan dobbelt så meget som man selv tror, og fem gange så meget som ens mor tror, som en overordnet sagde, hver gang vi løb Cooper-test.
Jeg vidste, at tiden med de 41 øvrige rekrutter i min deling var midlertidig; jeg skulle ikke være professionel soldat, for krig lå mig fjernt. Os pacifister tænkte ikke meget om det danske forsvar. Vi grinte af den gamle historie om Mogens Glistrup, der havde foreslået at nedlægge det danske forsvar og erstatte det med en telefonsvarer, der på russisk sagde: ’Vi overgiver os.’ Vi morede os over de karrieresoldater, der så sig selv som det sidste bolværk mod russerne. Krigene var i Mellemøsten, og det var i vores verden utopisk at forestille sig en reel trussel fra øst, for vi var vokset op i solskinnet fra opløsningen af Østblokken.
Næsten 20 år efter min værnepligt er jeg selv og resten af Vesten vågnet op til dåd. Rusland har gjort alvor af deres trusler og har invaderet Ukraine og dermed den europæiske folkesjæl. Krig er blevet noget, der lige pludselig er kommet meget, meget tæt på.
Pist væk er min ungdoms kådhed. Det samme er min nonchalante tilgang til forsvarets relevans. Jeg er blevet voksen med EU som en selvfølge – jeg har aldrig prøvet andet – og efter at unionen nærmest spillede sig selv af banen under corona med selvstændige, nationale løsninger og ingen fælles front i den største krise i nyere tid, skal jeg hilse at sige, at vi har fundet et fælles fodslag og en identitet, der binder os sammen som europæere.
I krig og kriser har vi brug for fælles retning. Vi har brug for noget at tro på. Og vi har brug for nogen, der kan fortælle historier.
Sådan en er Rasmus Tantholdt. Og selvom han hverken skal udøve magt eller udstikke retninger som journalist i verdens brændpunkter, men blot berette om det, han ser og hører, så har han alligevel massiv indflydelse på den måde, vi forstår verden på. Det er de færreste, som bliver inviteret direkte hjem i folks stuer aften efter aften, men det gør Tantholdt.
Det er en tillidserklæring fra seerne og en opgave, man skal være sig bevidst. Prisen for troværdighed og kampen for at fortælle de bedste historier fra de steder i verden, hvor livet ryster mest, er afsavn fra familien, en engels tålmodighed og en evne til at fortælle, så andre mennesker lytter. Det har Rasmus Tantholdt. Og ham har vi mødt hjemme i Danmark i et kort vindue mellem to reportageture til Ukraine.
I vores juninummer og her på euroman.dk kan du læse om hans metier, som han har forfinet gennem års hårdt arbejde, og alt det uden om, der gør ham til et helt menneske.
God fornøjelse med denne måneds Euroman. Giv endelig lyd på kristoffer@euroman.dk hvis du har kommentarer eller idéer.
Tak fordi du læser med.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
