ALARMEN BLEV OVERHALET INDENOM den tidlige torsdag morgen i februar. Jeg lå stadig og slumrede fredfyldt, da min kæreste lagde sig tilbage i sengen med sin iPhone i hånden og fik mig ud af fjerene med ordene: ”Skat, Putin invaderer Ukraine nu.” Jeg sparkede dynen af, gik afklædt ud i køkkenet, tændte for P1 og satte vand over til kaffe. Kort efter indledtes radioavisen med en sætning, jeg havde svært ved at fatte: ”Der er krig i Europa.” Tænk at høre den besked fortalt i nutid. Budskabet hører jo til i datid, gør det ikke? Der var krig i Europa, og nu er vi kommet videre fra den slags, ja. Vesten blev taget på sengen, og jeg stod der i køkkenet og lignede en idiot, nøgen og måbende. Min kæreste må have tænkt det samme, men også hun var tavs. For under et år siden isolerede vi os i samme køkken en uge i træk, fordi vi havde smittet hinanden med covid-19. Vi nåede knap at have ondt af os selv, for mens vi lå der og ventede på at få udbragt mere take-away, mindede klimakrisen om sig selv ved at oversvømme dele af Tyskland og sætte skove i brand i Californien og Amazonas. Pandemien er allerede passé i vores dele af verden, men heller ikke nu render klimakrisen med opmærksomheden. Krisekøen er lang. Der er krig i Europa. Elkedlen afbrød stilheden med et lille klik.

Jeg cyklede til arbejde med Radioavisen i ørene. Erkendelsen af krig på eget kontinent påvirkede mig mere, end jeg havde forventet. Måske fordi jeg hele mit liv har fået fortalt, at det ikke var en mulighed?