Iskoldt vand i hovedet, flasker, der skal lande stående, sko, der skal lande på sålen. Ja, listen over dræbeligt ligegyldige internetudfordringer føles nærmest endeløs, men nu, nu sker der omsider lidt nyttigt. 

I sidste uge lagde en herre ved navn Byron Román to billeder på sin Facebook-profil: Ét, hvor han sidder foran et frygteligt affaldsfyldt sted i naturen, og ét, hvor selvsamme sted er blevet ryddet gevaldigt op. 

Dette opslag er siden blevet delt mere end 300.000 gange og havde følgende budskab med sig: 

"Her er en ny udfordring til alle jer teenagere, der keder sig. Tag et billede af et område, som har brug for at blive ryddet op eller holdt ved lige, tag så et billede, efter du har gjort noget ved det, og post det."

Siden har en hel del fulgt den gode Románs budskab og delt deres gode gerninger under hashtagget #trashtag. Se bare et par eksempler herunder. 

Netop denne weekend er der sågar en oplagt - og tilmed ret sjov - mulighed for at gøre Københavns charmerende kanaler en lille smule renere og grønnere.

Det sker, når Tourism Ireland i Skandinavien fejrer den irske nationaldag St. Patricks Day den 17. marts ved at gøre København en smule grønnere denne weekend.

Lørdag den 16. og søndag den 17. marts vil du dermed kunne rydde op i Københavns kanaler direkte fra kajakker, der vil blive stillet til rådighed af NGO'en GreenKayak.

Kanaloprydningen sker fra kl. 10 til 18 begge dage.