FORLEDEN PÅ EN GRÆSPLÆNE i Brumleby, en oase af et boligbyggeri mellem ilsomme gader midt på Østerbro i København, der blev opført under koleraepidemien i 1853 for at huse arbejderklassen, hang tre unge piger ud under et opstillet villatelt med oppustede balloner og kulørte lamper.

Professor i sexologi Christian Graugaard, som selv bor i Brumleby, blev ved synet af pigerne nysgerrig og gik derhen for at høre, hvad det mon gik ud på.

De trængte til at lave noget skørt, svarede pigerne. Og nu, hvor Roskilde Festival til deres store ærgrelse var blevet aflyst, ville de forsøge at blive lidt klogere på, hvordan sommeren så kunne bruges.

Så der sad de så – og bundede lunkne bajere, hørte hiphopmusik og spillede brætspillet ’Contagion’, der går ud på at nedkæmpe pandemier. Og Christian Graugaard tænkte, at så skal det hele jo nok gå.

─

HVER ENESTE DAG siden nedlukningen har været omsluttet af sit eget skær, et andet perspektiv. Den ene dag er Sverige verdensmestre i virushåndtering. Den næste er de udueligheden selv. Den ene dag gør man sig klar til et års isolation. Den næste er sindsstemningen lettet og sommerhumøret landet.

Nu er smitten under kontrol, lyder det fra øverste myndigheder. Den første bølge har tabt sin kraft og er knækket sammen, der er udsigt til roligt farvand.

Men sommerens festivaler er alle aflyste. Det gælder for alle store arrangementer. Forsamlingsforbuddet lyder stadig på ti, og om det hæves til 20, 30, 50, 100, eller bare forbliver på ti, er ikke til at sige. Landets natklubber er også umulige at forestille sig blive åbnet; surt indeklima, sved, kropskontakt, du kan tro nej.

Der er med andre ord skabt et vakuum for de festlige. De gamle kridtstreger er vasket af banen – nye kan tegnes. Til en dansk ’Summer of Love', måske?

PÅ ROCKMUSEET RAGNAROK i Roskilde sidder Rasmus Rosenørn som museumsinspektør. Rasmus Rosenørn er ph.d. fra Aarhus Universitet og har forsket i musik-, ungdoms- og populærkultur – med særligt fokus på efterkrigstiden og 50’erne og 60’erne. Og The Beatles.

Lige netop krig er flere gange i løbet af denne krise blevet brugt som en analogi for tingenes tilstand. For politikken, der føres, retorikken, der anvendes, økonomien, der smadres.

Ser man på første og anden verdenskrig, afløstes de begge af en kolossal frihedsudløsning, fortæller Rasmus Rosenørn. Jazzmusikken tog verden med storm efter første verdenskrig. De brølende 1920’ere, blev det tiden kaldt; folk ville ud at mærke hinanden og dem selv ovenpå krigens uhyggeligheder.

Efter anden verdenskrig eksploderede fødselstallene. Folk knaldede simpelthen som aldrig før. Sommeren 1945 – frihedens fejring – stod på asfaltballer og gang i gaderne sammen med de amerikanske soldater, der var på orlov i Danmark.

Men, siger Rasmus Rosenørn, varigheden og omstændighederne af den nuværende krise – selve karakteren af nedlukningen – gør det alligevel svært at drage en analogisk slutning til krigene.

Han er dog ikke i tvivl om, at måneders isolation, om end det ikke just er sammenligneligt med krigene, på et tidspunkt vil kanaliseres ud i fest.

”Der vil ske en opblomstring,” fortæller Rasmus Rosenørn. ”Der ligger en masse undertrykte ting, folk gerne vil ud med – også hos de unge. Og der skal nok blive en del festivitas. I sommerperioden tror jeg, vi nok skal se noget.”

Nogle uger tilbage rettede den norske sundhedsminister, Bent Høie, blikket mod sin nations unge mennesker. Han ville takke dem. Og lade dem vide, at han godt ved, at ungdomsårene er enestående og ikke kan genafspilles – at det kun er voksne mennesker, der snakker om den ’næste sommer’.

”Det viste et fantastisk blik,” siger Rasmus Rosenørn om den norske sundhedsministers tale og fortsætter:

”Ungdommen er en unik periode, hvor man kan nogle ting, man ikke tidligere har kunnet i sit liv. Ungdommen er karakteriseret ved, at man er blevet myndig, men stadigvæk kun har ansvar for sig selv. Det er den måske mest frie periode i hele ens tilværelse, hvor man er præget af et fantastisk gåpåmod, fordi man måske ikke har så mange erfaringer og derfor ikke har udviklet en naturlig forsigtighed endnu. Men at man – nu – ikke kan nyde den frihed, det giver nogle frustrationer.”