Hvilken erfaring får man efter 27 år i Rejseholdet?
”Jeg er god til at sætte mig ind i drabsmandens tanker og forstå hans motivation for drab, men når det handler om seksualforbrydelser, er det en svær opgave. I Holsted-sagen blev fire ældre kvinder overfaldet midt om natten i deres soveværelse mellem 1995 og 1997.
De blev tævet, skældt ud og voldtaget, og vi kunne ikke finde ud af, hvem der skulle have noget imod disse tilsyneladende tilfældige kvinder, eller hvem der skulle have et begær i den retning.
Under den sidste voldtægt benyttede han acetone til at bedøve kvinden, men glemte at få flasken med sig. Via den lokale brugsforening, medlemsregistrering m.v., lykkedes det at indkredse antallet af købere af acetone til 10 personer og heriblandt en person, hvis dna senere viste sig at matche det dna, der var sikret ved voldtægterne.
Desværre nåede han at tage livet af sin kone, to børn og sig selv, inden han blev anholdt. Men hvem var han, denne tilsyneladende helt normale 41-årige mand? Begærede han ældre kvinder, eller lå der noget andet bag?
Det viste sig, at han havde haft et meget ambivalent forhold til sin mor. På den ene side elskede han hende højt, på den anden side var han træt af, at hun altid så ham som familiens sorte får. Så han projicerede sin vrede over sin mor over på disse ældre kvinder. Den erfaring tog jeg med mig til senere sager.”
Er den sag ikke også et afsnit af tv-serien ’Rejseholdet’?
”Jo, de fik lov til at læse vores resumeer. Jeg ser selv krimier og læser kriminallitteratur. Men jeg er meget kritisk og står af, når de afviger for meget fra virkeligheden.
Min foretrukne serie er ’George Gently’. Den ligger tæt op ad rigtigt politiarbejde. Den typiske fejl i fiktionen er måden, politiet agerer på ude på gerningssteder.
I dag, hvor dna er så vigtigt i opklaringsarbejdet, tager man fx en maske på. Bare det, at man taler, spreder en masse dna-spor, så man står ikke og taler hen over et lig. Man kører heller ikke ud til en anholdelse med sirener, blå blink og patruljevogne. Der kører man stille og roligt ud i civile biler, så man ikke advarer manden.”
Hvorfor slår folk ihjel?
”Jeg arbejder med syv hovedmotiver: jalousi, hævn, fanatisme, begær, profit, spænding og udstødelse. Sidstnævnte ser man ikke så ofte. Det er typisk i rockerverdenen.
Der kan man komme i bad standing, hvis man forbryder sig mod de interne regler, og så er man lovløs, og alle kan slå én ihjel. Begær er det sværeste motiv at arbejde med, for vi ved forsvindende lidt om hinandens seksualitet.
Par kan have været gift i 30 år uden at vide, at den ene er pædofil. Det er den type sager, vi frygter allermest. Hvis vi finder et barn i en grøft, der er blevet voldtaget og dræbt, starter man på bar bund.
Vi arbejder nemlig altid ud fra relationer, og det er der sjældent i den slags sager. Den pædofile har måske samlet et tilfældigt barn op på en legeplads, og de har derfor ikke nogen direkte relation.
Så taler vi med lokalbefolkningen, om de har mistanke om, at nogen kunne skjule noget, og det kan sætte nogle grimme ting i gang, for så er der en nabo, der synes, at en far er lidt for kærlig, og så går der grumme rygter i gang. Det er tungt arbejde.”
Hvilket motiv er det hyppigste?
”Jalousi. Det er ca. en tredjedel af de 50-70 årlige mord, der er i Danmark. Det er heldigvis ofte nemt at opklare jalousimord, for der kan du ikke få en tættere relation at gå efter.
Der skal ikke afhøres mange venner og bekendte, før man finder ud af, at der har været et trekantsdrama. Mange af dem er affektdrab: Et skænderi i køkkenet, der udvikler sig til, at den ene tager en brødkniv og stikker den anden ihjel.
Det sker i et splitsekund, hvor man i sin ophidselse tager det første, det bedste våben. Det dømmes mildere end overlagt mord, altså hvor man har været ude at købe gift eller en pistol noget tid i forvejen. Det giver op til livstid, hvor affektdrab kun giver 5-8 år.”
Er der et af motiverne, der er mere interessant at arbejde med end andre?
”Ja, spænding. Selv om det aldrig er kedeligt at efterforske mord, er dette motiv alligevel mest interessant, fordi det oftest er psykopater, der begår mord pga. spændingen.
Der skal man prøve at sætte sig ind i deres tankegang, og det er svært, fordi de mangler nogle ting i hjernen, hvilket gør, at de ikke tænker og opfører sig som os andre.
De mangler empati, har ingen samvittighed og kan ikke forstå, at de har gjort noget galt. Derfor kan de finde på at prale af deres gerninger. På den måde kan man snyde dem til at indrømme det, de har gjort.
Hvis man roser dem, fortæller de mere og mere detaljeret om, hvordan de gjorde. Jeg var ikke selv med til at fælde Peter Lundin, men han blev fanget i samme fælde. Han fortalte i detaljer om, hvordan han slog moderen og de to drenge ihjel.”
Var der efter 27 år i Rejseholdet stadig noget, der kunne chokere dig?
”Jeg skelner mellem at forstå og acceptere. Jeg skal kunne forstå, hvorfor en morder har gjort, som han har, men ikke acceptere det. Der er én type mord, jeg aldrig lærer at forstå, nemlig den, der hedder fanatisme, og underkategorien æresdrab.
Jeg var efterforskningsleder på Sonay-sagen i 2002. Det var en 14-årig irakisk-dansk pige, der, fordi hun opførte sig som en typisk dansk teenagepige, blev myrdet af sin egen far og smidt i Præstø Havn.
Jeg kunne godt forstå, at faderens ære var krænket ved, at datteren opførte sig, som hun gjorde, og faderen derfor blev ekskluderet af det irakiske miljø i Næstved.
Jeg kan forstå, at det var æreskrænkende, at hun gik i byen og så drenge og farvede sit hår. Jeg kan også godt forstå, at det er normalt i den nordirakiske kultur, at man slår sin datter ihjel for ikke at tabe ansigt.
Men jeg kommer aldrig til at forstå, at familien ikke sørgede over, at han måtte dræbe hende. De glemte fuldstændig, at de havde haft en datter. Det er en af de sager, der har gjort størst indtryk på mig.”
Hvordan undgår man at tage indtryk fra arbejdet med hjem?
”Det er heller ikke alle politifolk, der kan det, men jeg har altid været meget pragmatisk og god til at lade de sten ligge, jeg ikke kan løfte. Hvis du ikke kan finde en relation mellem den dræbte og drabsmanden, er der ikke noget at gøre.
Nogle politifolk tager sager med sig, når de bliver pensioneret, nogle gange fordi de har lovet en pårørende, at de nok skal finde den skyldige. Det bliver en besættelse for dem.”
Hvilken sag sidder mest fast den dag i dag?
”Joachim-sagen. En seksårig dreng fra Randers blev fundet myrdet i skoven. Nogle år senere blev to piger forsøgt overfaldet ved en byfest, og overfaldsmanden blev varetægtsfængslet.
Han erkendte, at det var ham, der for år tilbage slog Joachim ihjel. Dengang havde jeg faktisk haft ham til afhøring, og det satte nogle tanker i gang. Der skete heldigvis ikke noget med de to piger, inden nogle voksne overmandede ham.
Det ville jeg have haft det forfærdeligt med. En sag, jeg er meget stolt af, handlede om en kvinde fra Sønderborg, der havde været forsvundet i halvandet år.
Medierne havde vist billeder af hende, og der kom henvendelser om, at hun var set i København og alle mulige steder. Vi kom til Sønderborg og opklarede det på 10 dage.
Jeg prøvede at sætte mig ind i drabsmandens tankegang. Hun var sidst set ved et hus ved en mergelgrav. Hvad ville jeg gøre, hvis jeg havde slået en ihjel der? Jeg havde smidt hende i mergelgraven.
Derfor tog jeg en beslutning om at tømme mergelgraven for vand. Der lå hun med tre havefliser bundet til kroppen. Der var ikke meget ilt i vandet, så hun var stort set intakt.
Hendes brystvorter var bidt af, og en retstandlæge kunne fastslå, at tandsættet, der havde bidt dem af, matchede den mand, vi havde anholdt og sigtet for drabet.”
Fakta: Kurt Kragh
Født 1950.
Tidligere kriminalkommissær og souschef i Rejseholdet gennem 27 år. Medforfatter til ’Viden om drab’ og eneforfatter til ’At tænke som
en morder’.
’Drabscheferne’ er skrevet i samarbejde med tidligere drabschef Ove Dahl og journalist Stine Bolther. Udkommer 30. september på Politikens Forlag.
