Var Danmarks værste seriemorder uskyldig? scroll-down

Var Danmarks værste seriemorder uskyldig?

Erik Solbakke Hansen er Danmarks værste seriemorder med 38 drab. Men i bogen ’Den dømte mand’ åbner forfatter Peer Kaae den for længst lukkede sag på ny – og retter en skarp kritik: Det kan ikke være Solbakke, der gjorde det.

Af Oliver Bodh Larsen
Foto: Ole Kiilerich/Ritzau Scanpix
Samfund Euroman

PEER KAAE VIL IKKE tage ordet justitsmord i sin mund.

”Jeg er jo ikke jurist,” siger han afværgende.

Forsigtigheden er forståelig – der er trods alt tale om 38 menneskeliv.

”Men jeg kan ikke se, hvordan det kan være ham,” slår han fast.

Det er sagen om den retarderede Erik Solbakke Hansen, der i 1997 blev sendt i graven af et akut leversvigt 49 år gammel og med 38 drab på straffeattesten, som forfatter og journalist Peer Kaae ikke kan få til at gå op – overhovedet. I sin grundige og forrygende medrivende bog ’Den dømte mand’, der netop er udkommet, ruller han frem hvorfor.

”Det er så grotesk en sag, at jeg ikke troede mine egne øjne! Det er dér, vi er ude! Og og og…” – Peer Kaae spurter igennem sit vokabularium efter passende ord – ”… at det fik lov til at køre hele vejen, er for mig ubegribeligt.”

Det virkede ellers så lige til, da Erik Solbakke Hansen, der havde en IQ på 55, i slutningen af 1980’erne begyndte at tilstå den ene grusomhed efter den anden til Rejseholdets efterforsker Per Casper.

Først indrømmede han at stå bag en masse uopklarede brande, hvoraf to havde kostet menneskeliv. Siden medgav han, at det var ham, der havde sat ild til Hotel Hafnia i det indre København i 1973, hvor 35 mennesker døde på frygtelig vis.

Og endelig tilstod han også drabet på den kun 15-årige Anette Thomsen i 1980 på Fanø. Pludselig var nogle af politiets mest ubekvemme huller fyldt ud med tilståelser, og i 1989 faldt dommen så: Erik Solbakke Hansen blev fundet skyldig i det hele, et stort kapitel i dansk kriminalhistorie fik sit punktum.

Men står det til Peer Kaae, bør politiet straks se efter at få visket dét punktum ud igen. For sagen holder ikke vand, siger han. Ingen tekniske beviser, kun Solbakkes egne ord. Det står klart for ham efter at have gransket over 3.000 siders materiale.

”Jo mere jeg gravede, jo mere mystificeret blev jeg over, at han var blevet dømt,” fortæller Peer Kaae.

DET VAR DEN TIDLIGERE politiinspektør Jørn Gravesen, der for tre år siden satte gravearbejdet i gang. Han ringede til Peer Kaae, som han ved tidligere lejligheder havde mødt, og hvis bog ’Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej’ havde interesseret ham.

Nu var der en anden sag, Jørn Gravesen mente, han burde rette sit blik imod. Den om Erik Solbakke Hansen. Peer var ikke videre tændt på idéen – sagen var jo opklaret, lukket, afsluttet – men, tænkte han, det er trods alt ikke hver dag, at en tidligere politiinspektør kommer med dén slags tips, så han gav sig i kast.

Først over pressedækningen, siden over de mere end 3.000 siders sagsmateriale, han fik i aktindsigt i. Hurtigt gik det op for Peer, at her var noget at komme efter.

Han studsede først over, at forældrene til den 15-årige på Fanø overhovedet ikke troede på, at Erik Solbakke Hansen kunne være morderen. Så var der også det med stenen, som hun var blevet slået ihjel med: Der var to blodtyper på stenen, men ingen, der passede med Erik Solbakke Hansens blodtype.

Og i sagen om Hotel Hafnia-branden havde man ikke tjekket Erik Solbakke Hansens alibi for den nat, den fatale brand havde fundet sted. Og så og så … og så. Mistænkelighederne hobede sig oven på hinanden, des mere Peer Kaae dykkede ned.

Men det var særligt måden, hvorpå tilståelserne – de utroligt mange og ret pludselige tilståelser – var kommet i hus, der vakte forstyrrelse i Peer Kaaes retfærdighedsapparat.

Det var den erfarne efterforsker hos Rejseholdet Per Casper, der i sin tid agerede primus motor på sagen. I årene 1986 og 1987 opbyggede han, hvad Kaae i bogen beskriver som et fortroligt forhold til Erik Solbakke Hansen, og så faldt tilståelserne og detaljerne om de kriminelle gerninger ellers på en snor. Ofte til Per Casper alene, bare de to.

Men i sin gennemgang af sagen slog det Kaae, hvorledes Solbakkes ellers detaljerede beskrivelser – som senere dannede grundlag for rettens domfældelse – ændrede sig fra afhøring til afhøring. Så Kaae gav sig til at nærstudere forløbet på systematisk vis. Hvornår – spurgte han sig selv – fortalte den afhørte Solbakke en væsentlig deltalje fra gerningsstedet? Og hvornår havde den afhørende Casper selv fundet ud af den selvsamme detalje?

Peer Kaae fortæller:

”I en rapport skriver Per Casper, at Solbakke fortæller, at han kan huske en bil på Fanø (fra den 20. maj 1980, hvor Anette Thomsen blev slået ihjel), og det er endda en sort Volvo, en stationcar og med en lygte på taget. Det er altså ekstremt godt husket … otte år efter!” siger Peer Kaae med en sarkastisk beundring for Solbakkes hukommelse og fortsætter:

”I Per Caspers endelige rapport er Volvo’en pludselig grøn. Hvordan kan den blive det? I ’Den dømte mand’ er der et billede fra stranden, hvor der står en grøn Volvo. Det, vil jeg mene, er et hardcore bevis på, at Casper har siddet og retter sine rapporter til. Han er kommet til at skrive, den er sort, og så ser han på billederne senere: Gud, den var sgu grøn – og så retter han det. Hvis vi så lægger oven i, at Solbakke var farveblind – i hvilken grad ved vi ikke, for det bliver aldrig undersøgt – så er det eddermame mærkeligt, at den Volvo skifter farve undervejs til det, der er på billederne.”

Peer Kaae fortæller videre, hvordan et mønster hurtigt dannede sig.

”Et godt eksempel er, at der i rapporterne fra 1973 fra Hotel Hafnia er en stuepige, der fortæller, at der stod nogle flasker sprit, hvor der stod ’Sprit’ på, i det tekøkken, hvor branden var startet. Så siger Solbakke pludselig i en rapport: ’Ja, og jeg så også en flaske med sprit, hvor der stod ’Sprit’ på’. Meget mærkeligt, ik’? Et andet eksempel er med en støvsuger. I første omgang siger Solbakke, at han ser en rengøringsvogn på gangen på Hotel Hafnia, men da Per Casper så finder ud af, at det ikke var en rengøringsvogn, men en støvsuger, så er det lige pludselig en støvsuger, Solbakke har set. Sådan er det hele vejen gennem forløbet.”

Per Casper døde i 2017, så Peer Kaae har derfor ikke kunnet forholde ham sin kritik. Det sætter også en grænse, siger han, for hvor langt han kan gå i sine anklager.

”Jeg kan ikke gå længere, end jeg gør,” fortæller han. ”Jeg kan jo ikke engang beskylde ham for noget. For det kan jeg ikke tillade mig. Jeg kan bare sige, at det ene mærkelige eksempel efter det andet tårner sig op.”

Hvor meget har du måtte lægge dig selv i snor i skrivningen?

”Meget. Jeg er et passioneret menneske, jeg sidder jo for fanden til klokken tre om natten og læser det her, og når jeg finder noget, så sidder jeg og råber og skriger. Så må jeg jo lige dæmpe det, når jeg skriver. Det er også derfor, jeg ikke går ud og råber justitsmord.”

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her