Poul Madsen: ”Jeg har altid haft det sådan, at ingen skal bestemme, hvor hurtigt jeg kører” scroll-down

Poul Madsen: ”Jeg har altid haft det sådan, at ingen skal bestemme, hvor hurtigt jeg kører”

Ekstra Bladets forhenværende chefredaktør Poul Madsen om trangen til at vinde, raseri på motorvejen og et lidt specielt kompliment fra en kvinde.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Sine Jensen
Sommeravisen Euroman

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?

”Jeg ville sige ’slap lidt af, kammerat. Du behøver ikke altid vise alle andre, hvor fantastisk du er.’ Jeg var et udadvendt barn. Jeg var videbegærlig og ville gerne dele min viden med mine kammerater og med voksne. Jeg var forholdsvis ulidelig og bedrevidende klog.”

Var du god til det med piger som teenager?

”Jeg voksede sent og følte mig usikker over for piger. Jeg turde ikke gøre mig nogen erfaringer med dem, for tænk nu, hvis noget gik galt. Mens mine kammerater begyndte at interessere sig for piger, interesserede jeg mig for den politiske situation i landet og fulgte med i fodbold. Først da jeg kom på HF, fandt jeg ud af, at piger ikke var så farlige, som jeg troede.”

Hvornår blev du en mand?

”Jeg blev voksen ret sent, og det skete, da det gik op for mig, at jeg ikke længere behøvede at se alt som en kamp, jeg skulle vinde. Det hænger samme med, at jeg var ret lille som dreng og blev voldsomt mobbet i alderen 12 til 15. Jeg blev holdt uden for, og der var drenge, der forsøgte at presse mit hoved ned i toilettet, mens andre spærrede vejen, så jeg ikke kunne komme ud. Dér besluttede jeg, at det var dem, der var nogle røvhuller, og at jeg skulle vise, at jeg var ham, der vandt på den lange bane. Det gav mig et enormt rygstød i forhold til at kæmpe. Men først i en relativt sen alder forstod jeg, at nu behøvede jeg ikke længere at kæmpe hver eneste dag.”

Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv?

”Jyllands-Posten lavede et fødselsdagsportræt af mig, da jeg fyldte 50. Den eneste kilde, de havde talt med, var Jarl Cordua (politisk kommentator, red.), som havde et horn i siden på mig. Han svinede mig til i artiklen. Jeg spurgte avisens daværende chefredaktør, hvad det i grunden handlede om, men han kunne ikke se problemet. Han syntes, det var en dejligt kritisk historie. Jeg sagde: ’I har spurgt ét menneske, som ikke kan lide mig. I kunne finde 100, der godt kan lide mig. Hvad med at tale med nogle af dem?’ Baggrunden for Jarl Corduas kritik handlede om, at han tidligere havde sagt om mig, at jeg var uvederhæftig og helt uden grænser, og så havde jeg svaret, rimeligt groft, at Jarl Cordua var udtryk for, at distriktspsykiatrien ikke fungerede. Så jeg havde selv lagt op til det (griner, red.). Det skal siges, at Jarl Cordua og jeg har det fint med hinanden i dag.”

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her