Så sidder vi der. På vej op ad Galibier, op i månelandskabet. Chaufføren, Maurice Borghouts, gasser op, passerer to-tre andre følgebiler i høj fart, presser bilen rundt i svingene. På et plateau sænker han farten, stopper og bakker ind på et stykke grusvej. En ældre fransk kvinde sidder på en sten og råber. ”Pogačar er lige dernede. Den gule trøje er lige dernede,” hviner hun og peger ned ad bjerget.
Vi træder ud, solen og varmen brager os i møde. Vi når kun lige at stå i vejkanten et minut, måske mindre, så kommer de. Først to motorcykler med fotografer bag på. Så Steven Kruijswijk forrest, efterfulgt af Jonas Vingegaard, Tadej Pogačar, Sepp Kuss og Geraint Thomas. Vi råber ”Jonas, Jonas, kom så Jonas,” og to sekunder senere er de væk, på vej mod toppen.
Her har Jumbo-Vismas angreb på den gule trøje allerede været i gang i godt en time. Igen og igen, på Col du Telegraphe, har Jonas Vingegaard og Primož Roglič på skift forceret og tvunget Pogačar til at følge med og reagere. ”Angreb, angreb, angreb,” har de råbt på Radio Tour, som er installeret i vores følgebil. Nu er Roglič blevet sat, og længere fremme sidder Wout Van Aert, som en satellit-rytter i udbruddet for så at lade sig falde tilbage på næste bjerg. Alt går efter planen, men Tadej Pogačar, det 23-årige slovenske fænomen, ser på dette tidspunkt stadig stærk ud.
Vi hopper ind i bilen igen, ruller vinduerne ned. Den franske kvinde smiler og siger ”Bonne chance, Vin-ge-gaaaaard,” og så sætter vi efter gruppen med Maillot Jaune. Maurice Borghouts ræser op ad bjerget, og kun i glimt når vi at se tilskuerne, som står i tusindvis på skrænterne. En mand har placeret fire bamser med de fire Tour-trøjer, den hvide ungdomstrøje, den prikkede bjergtrøje, den grønne pointtrøje og den gule førertrøje, i nydelig opstilling på campingstole foran sin autocamper. En italiener er klædt ud som julemanden. Hele familier i bjergtrøjer står og kigger ud over terrænet. På en klippevæg har nogen skrevet "Yates You Can".
Vi passerer Bradley Wiggins, den tidligere engelske Tour-vinder, som sidder iført læderjakke bag på en motorcykel. Igen kommer vi op bag gruppen med den gule trøje. Så begynder nedkørslen. Maurice Borghouts er helt oppe at køre. Han er hollænder og hepper både på Jumbo-Visma og på Jonas Vingegaard. ”Vi har et løb, vi har et løb,” hujer han og knytter næven. Han smider bilen rundt i svingene og når op på 70 km/t. Det virker halsbrækkende, ja nærmest livsfarligt, og et par gange er bilens sidespejle blot få centimeter fra tilskuernes hænder og fremstrakte flag.
I bunden af Galibier når vi ud på et langt, fladt stykke. Om lidt venter Col du Granon, det afgørende slag på etapen. Vingegaard og Pogačar-gruppen er godt 100 meter længere fremme. Borghouts siger nogle ord på hollandsk ind i sin walkie-talkie. Tjekker et eller andet af. Så trykker han speederen i bund igen. Bilen, en Skoda Enyaq, nærmest eksploderer. ”Det er som at blive skudt ud af en raket. Jeg elsker det,” siger Borghouts, som har været chauffør i følgebilen i Touren i otte år. ”Pedal to the metal,” tilføjer han. Vi kører lidt videre. På ny sætter Borghouts farten op, og vi stryger gennem små, franske landsbyer, som er klædt på til fest. Der er gult overalt. Vimpler, flag, reklamer for Credit Lyonnais og andre sponsorer vajer mod himlen. Bilen cutter hjørnerne af. Maurice Borghout kigger kort i bakspejlet.
”Never do this at home,” siger han så.
scroll-down
