DET DOBBELTE SMIL er det første, Hobro præsenterer. Det kommer fra en kvinde i trediverne, der venter på at blive hentet foran byens blæsende øde banegård. Først trækker hun læberne undskyldende og udslettende til siden og siger, at nej, der er ikke nogen kiosk eller købmand i nærheden, ikke mere, der skal man altså en kilometers penge ned i byen. Men så stopper læberne, de vil ligesom ikke være med længere. I stedet slår munden om i en pludselig selvbevidst grimasse, der fortæller, at en lukket banegårdskiosk måske ikke er noget at prale af, men hun behøver vel ikke stå dér og grave sig ned af den grund. 


Himlen over Hobro og Mariager Fjord.

Bag hende, som var bygningen klippet ud af et lokalarkiv, knejser banegården og DSB’s store, ældgamle logo med krone og vinger sig provinsmajestætisk over den tomme, stejle Jernbanegade. Lidt længere væk venter tre tavse mennesker på en rutebil, og da hun og de andre er samlet op, er der ikke andet end tung sommerstilhed, fuglefløjt og himmelrumlen fra en fjern flyver.

Men pludselig er hun der, Pernille Bærentsen Justesen, i familiens Toyota Verso, og hendes smil er ligetil og uden bagtanker, hun siger velkommen til og undskyld rodet og åbner bildøren ind til de to barnesæder, hvor lille, næsten nyfødte Malte sidder og sover i det ene, mens treårige Magnus skal hentes i børnehave senere. 

Pernille, der lige har været i mødregruppe, og da sagtens lige kunne køre forbi, er gift med byens local hero, Mads Justesen, gymnasielæreren og landmanden, der har spillet i Hobro IK det meste af sit liv. Ham, som har været anfører for holdet i hele sæsonen og 1. juni scorede det afgørende mål i 1. divisionssejren over Brønshøj, der betød oprykning til Superligaen. Ham, der måtte skrive et utal af autografer, da han i onsdags stod nede i Kop & Kande og lavede pandekager under byens årlige Open By Night-arrangement, mens holdets andre spillere stod i Føtex, Rabøl Sko, Intersport, Spar Nord, Mr. Tang, Imerco, Sportmaster, Kvickly, Gate 36, Matas, Profil Optik og i For You. Ham, der var tæt på at blive våd i øjnene, da han i går, inden sæsonens sidste kamp, var inviteret til at deltage i et lokalt fan-arrangement, hvor 40 mennesker tiljublede ham – alle klædt i hans gul-blå spillertrøje med nummer 13 på ryggen. 


DAGEN FØR VAR der, for nu at sige det på godt jysk, knap så stille i Hobro. 2. pinsedag på stadion på Amerikavej derude ved skoven ned mod fjorden så 4.719 tilskuere Hobro slå Hvidovre med 2-0 i årets sidste kamp. Eller ’så’ er måske så meget sagt, for flere steder på stadion, hvis hidtidige tilskuerrekord var 2.880, da klubben spillede pokalkamp mod AaB i 2009, kunne man ikke se en døjt for bare oprakte hænder og kroppe, øldrikkende hoveder og pludselige publikumsbølger. Og høre, hvordan det gik, kneb det også med, for ovre på den jordhøj af en stadionlangside, som tørstige folkemunde har døbt Mallorca-tribunen, fordi det er her, solen rammer til aften- og eftermiddagskampe, skreg og sang de Hobros slagråb: ”Su-Su-Superliga.” Flere af de inkarnerede fans fandt også grinende på at brøle: ”Champ-Champ-Champions League,” og så var der også dem, der sang: ”Mallorca, Mallorca, vi danser hele natten på Mallorca.” 



Festen var mindst lige så god som det årlige højdepunkt, Ambu-festen i starten af september, hvor hobrogenserne lige siden 20’erne har fejret, at de dengang fik samlet penge ind til byens allerførste ambulance. Og midt i menneskehavet stod lokalredaktøren for Nordjyske Medier og Hobro Avis, Jørgen Tøttrup, med en fadøl og var vel lettere beruset, da hans telefon pludselig ringede. 

Der var sket et mord, fik han at vide, det var vist en rocker, der var ramt, og så skyndte redaktøren sig at få fat i sin søn, så han kunne køre sin far ud til Homarksvej, hvor politiet ganske rigtig havde afspærret et nydeligt, næsten færdigrestaureret parcelhus i et villakvarter, der ellers er lige så stillestående som brakvandet i Mariager Fjord. Men ikke den dag. Gæld var sandsynligvis problemet, i hvert fald var et 30-årigt fuldgyldigt medlem af Hells Angels’ nye afdeling i Aalborg, North Area, sammen med en 38-årig ven troppet op i huset på Homarksvej, mens mere end en tredjedel af Hobros 11.800 indbyggere festede ude på stadion. 

Men den 32-årige mand inde i parcelhuset havde et jagtgevær, og med et enkelt skud i overkroppen dræbte han rockeren, mens rockerens 38-årige ven blev ramt i ansigtet og længe efter var i livsfare. Efter skudepisoden havde den 32-årige beboer ringet til sin far, der havde ringet til politiet, og da de ankom, var gerningsmanden selv kommet ud og havde lagt sig ned med hænderne over hovedet. 

Nu stod redaktør Jørgen Tøttrup dér og kunne ikke komme forbi politiafspærringerne med sit i den sammenhæng værdiløse pressekort, men heldigvis havde han stået ude på stadion og drukket øl med en nabo til det skudramte parcelhus, og da naboen dukkede op på vejen, gik Jørgen Tøttrup med ham forbi afspærringerne og fik sit interview på bedste lokalmanér. Jovist er der da kriminalitet og lidt narkosager og den slags, men Hobro er nu et meget, meget fredeligt sted, det er mange år siden, byen har oplevet et drab. Redaktøren, der har dækket Hobro i 42 år, skal tilbage til år 2000, da op mod 20 armenere havde et blodigt bandeopgør med maskinpistoler og stikvåben ude på en rasteplads ved Rold Skov, for at finde noget, der kan matche pinsemandagens rockerdrab og oprykkerfest.

DRABET ER PÅ alles læber, ikke at man kan sige noget, der bringer sagen videre, ikke andet end at Hobro godt nok er i medierne for tiden, så det siger Mads Justesens kone, Pernille, der er fra Vestjylland og ikke sagtner farten hen over vejbumpene, det er tydeligt, at her er en kvinde, der er vant til at køre meget, rigtig meget. Da vi sætter kursen mod den lille landsby Hvilsom, 10-11 km uden for Hobro, tager hun i høj fart de mange sving i det grønbakkede opland, hvor købmandsbutikkerne gisper og dør én efter én. I Døstrup lukkede Letkøb for ikke så længe siden, og i Vebbestrup er LokalBrugsen også på vej væk, men i Snæbum er slagteren stadig åben tre dage om ugen, bare ikke i dag.

Væk fra Hvilsom Skovvej og for enden af en lang grusvej dukker ’Damgården’ pludselig op, og dér på den dækknasende gårdsplads kommer golden retrieveren Zoya springende, den logrer og hopper og er så dumglad som en hel dvd-samling af ’Far til fire’-film. 


Landmand, gymnasielærer og lokalhelt Mads Justesen på sin og broderens gård i Hvilsom udenfor Hobro.

Mads Justesen købte for et lille års tid siden den fædrene gård sammen med sin storebror Lars, der bor inde i Hobro og er assistenttræner i Hobro IK, ligesom Mads’ far, Erling, har siddet mange år i klubbens bestyrelse. 

Nu bor den nye familien Justesen på gården, og Mads’ gamle drengeværelse er ægteparrets soveværelse. Hans forældre har købt hus i Hvilsom et par gearskift fra grusvejen, og søsteren Louise bor lige ved siden af ’Damgården’ på Mads’ mormor og morfars gamle grund i et nybygget hus sammen med mand og tre børn, og den ældste dreng, Frederik på 10, måske Mads Justesens allerstørste fan, går på samme skole i Hvilsom, som Mads’ mor, Kirsten, begyndte på i 1961.

Høj og tyndstærk på landbrugsmåden åbner han fluenetsdøren og hoveddøren ind til stuehuset, hvor entreen er fyldt med fodtøj, og det virker naturligt at tage skoene af. Lige ved siden af, i et stort rum, har parret indrettet legeværelse med væg til væg-gulvtæppe og legetøj, for der er jo hele tiden nogle børn på besøg her, siger Mads Justesen, hvis hår på hans 196 cm lange krop næsten rører ved de nedsænkede trælofter. 

Han har kun sovet nogle timer i nat, det blev sent i går, 7-8 af spillerne overnattede faktisk ude på stadion efter festen, selv drak han nu kun et par øl, for han skulle op og være lærer til eksamen, og derinde i stuen har han netop været i gang på sofaen med sin bærbare for at passe sit job på Mariager Fjord Gymnasium, der ligger klos op ad Hobro Stadion på Amerikavej. Der er studerende, der ringer for et sidste touch-up inden den afgørende studentereksamen, og der er også en eksamen igen i morgen, faktisk er der fuldt gymnasieprogram næsten juni ud, så ferie bliver det ikke til, kun to fridage har han, fra eksaminerne er slut, inden han og de andre spillere skal i gang med at forberede superligasæsonens første opgør ude mod OB. 

Efter sommerferien skal han på nedsat tid på gymnasiet, ellers kan det ikke hænge sammen, og egentlig skulle sæsonen 2013-14 have været 31-årige Mads Justesens sidste. Nu skulle han være gymnasielærer og landmand og se at få lavet noget af alt det, der mangler at blive gjort ude på gården. Det havde han aftalt med Pernille, der selv er gymnasielærer og fodboldspiller og familiemæssigt godt nok har taget fra på det sidste. 

MEN SÅ I løbet af foråret blev det pludselig sandsynligt, at Hobro kunne rykke op i Superligaen, og for en mand og et menneske, der hele sit voksne liv har haft mange chancer for at indløse sit fodboldtalent på en højere hylde uden at gøre brug af dem, ville det være synd ikke at få den oplevelse med. Allerede som 10-11-årig dreng, da han spillede i den lokale Hvilsom-klub KVIK, ringede de inde fra Hobro for at høre, om han ikke ville komme til byen for at spille. Dét opkald definerer han som dét øjeblik, hvor han blev bevidst om, at han var god. Og forældrene sagde ja, så broderen og han hjalp til på gården, til gengæld kørte forældrene dem til fodbold. Altid, alle steder hen. 

Og siden, efter at han blev ynglinge- og voksenspiller, har telefonen kimet en del gange med tilbud fra forskellige klubber, også Superligaklubber. Men pga. landbrugsliv og uddannelse og familiestiftelse og også et par skader undervejs blev det, med en afstikker til Viborg, aldrig rigtig til andre steder end Hobro. Og nu, ad åre og ad omveje, er han sjovt nok alligevel endt med den mulighed, han før sagde nej til.

Mads Justesen omtaler sig selv som ’man’, næsten aldrig ’jeg’, sådan er det, når man er vokset op herude, og så kommer Pernille med treårige Magnus, der i små fodboldstøvler og fars nummer 13-trøje i ministørrelse tager en af stuehusets fluesmækkere og går på jagt, som han gør det så tit, når han kommer hjem fra børnehave.

Så er det kaffetid på den jyske måde, som betyder mellemmåltid, ja, dem er der jo en del af herude hos os på landet, smiler Mads Justesen, sætter franskbrød og smør og pålægschokolade og honning og syltetøj frem og gafler selv en tre-fire madder plus en halv hindbærsnitte.

Og så går vi en tur, med Magnus på sin fars skuldre og logrende Zoya ved siden af, ud på markerne for at hilse på køerne og de to foldtyre, Ferdinand og Humphrey, der spiller med i den idylliske danske familiefilm, man kan gå helt hen til dem, uden at de gør det mindste. 



DET ER PÅ ’Damgården’s 80 hektar, Hobro-stamspilleren er vokset op, her han hører til, og selv om han har læst til gymnasielærer i samfundsfag og idræt i Aarhus og andre steder, vendte han i alle de år hver weekend tilbage til gården, for han kan ikke lade være. Han er hjemmefødning, og hans livs bedste, mest batteriopfyldende stunder er, når han arbejder på gården eller sidder ude på sin favoritbakke på sin og sin families engmarker og fylder sig med skov, jord, bugtende bakkegræs, limousinekøer, rådyr, ræve og åben horisont. 

Og lige dér, i midterforsvarerens lyst, evne og villighed til at tage fat – og faktisk slappe af ved hårdt arbejde – til at stå tidligt op for at passe og fodre knap 100 amme- og fedekøer, sprøjte marker, høste eller fange en kalv, der er stukket af, samtidig med at han passer sin træning og sin topfodbold og sit gymnasielærerjob og to små krævende børn, findes en indgroet knokler-mentalitet, der måske vil komme bag på de hobrogensere, danskere og bookmakere, der spår, at bonderøvene fra Hobro kun får en enkelt sæson i Superligaen. 

Op ad grusvejen kommer en gammel, rød Massey Ferguson tøffende, en af dem med håndgas og førerhus, det er BetteMøffe, dén traktor, Mads Justesen engang for længe siden fik i fødselsdagsgave. Ham, der har lånt traktoren, nabogårdens teenagedreng, kommer lidt efter susende ind mod Hvilsom på sin hvide knallert, og dér, inde i en af laderne, foran en stor, moderne traktor, står Mads’ far, Erling, med sine stærke, arbejdsvante landbrugsarme hængende foran sin krop, hvis hænder gerne ville, men er for beskidte til at give hånd. Han er kommet for at hjælpe sin søn med at sprøjte. 

På gårdspladsen venter Pernille i Versoen, hun har travlt, hun skal ned til Randers for at nå sin fodboldaftentræning, og på vej ind til byen ringer Pernilles mor. Der er medhør på samtalen, der fortsætter uanfægtet på trods af, at Pernille siger, at der sidder en journalist i bilen. Hvorfor ikke, der er jo ikke noget at skjule, så da Pernille nævner et problem med sin akillessene, giver hendes mor hende det træningsråd, at Pernille bare skal sætte sig ned, som om hun skal skide i skoven.

HOBRO ER FULDKOMMEN støvsuget for menneskeliv sådan en tirsdag aften. Med Bindesbøll-kirken, den flotte, gamle bank og den fine ’Theater’-bygning minder den om Korsbæks kulisser eller om Den Gamle By efter lukketid, men det er der ikke noget underligt i, sådan ser alle hverdagsaftener ud i alle danske provinsbyer. Alligevel er her ekstra stille efter kampen og festen i går. Selv i byens 11-12 pizzeriaer kører det sløjt med bestillingerne, og inde på værtshuset ’Bræddehytten’, der ligger i den høje ende af gågaden Adelgade, op mod arresten og den gamle, nu lukkede politistation og Q8-tanken, sidder 50-årige Pia Foldager alene på sit værtshus. Engang i 80’erne forlod hun hjemstavnen i Hvidovre til fordel for en handelsskolekærlighed i Hobro. Han er nu udskiftet med en ny lokal mand, men Pia, københavneren, er blevet, for selv om byen, som hun siger, er en sjov blanding af damefrisører, pizzeriaer og kirker, er hjælpsomheden her større, her er skidesmukt, og København er jo i øvrigt så propfyldt med jyder, at nogle af os sgu blev nødt til at flytte den anden vej.


'Københavneren' Pia Foldager på sit og sin mands værtshus 'Bræddehytten'. Hun er medlem af Brøndbys fanklub, hader Lars Lilholt, men er blevet forelsket i Hobro.


Også her ligger rockerdrabet i går forrest i pandelappen, og Pia, der har arbejdet 10 år på Hobro-virksomheden Rockwool og tidligere har boet i Mariager, haft værtshus dér og oplevet, at den ældste at hendes to sønner blev klappet ned af en AK81’er i Mariager, sammenligner rockernes udbredelse i provinsen med luderne på Halmtorvet, de bliver drevet væk, ud, og så er det jo, de pludselig popper op helt herude.

Pia Foldager, der efter 30 år på de her kanter taler en blanding af ærke vestegns-københavnsk og pludselig uventet østjysk, så ikke selv kampen i går, hun var til et mandags-veninde-kroket-arrangement nede i Randers, men spørger man hende, holder hun altså med Brøndby, som Hobro IK skal møde i sin første Superliga-hjemmekamp 3. august. For når hun tager tilbage til Vestegnen, til Hvidovre, har hun sådan en sær følelse af at komme hjem, især når de holder den årlige fest i hendes mors kolonihaveforening. Men nu bor hun her, og så har de lokale da i det mindste noget at snakke om. Hun gider sgu ikke gå og ændre på sig selv.

Og så kommer aftenens første reelle gæst ind ad døren, det er Bette-Jens, 55-årige Jens Kristen Bøttker, der har sin sorte Hus Forbi-kasket trukket så godt ned over sit lange hår, at den næsten rører ved hans hvide julemands-skæg. Tidligt i morges kørte han på sin store scooter de to en halv time fra campingpladsen i Hjøllund tæt på Nørre Snede, hvor han har en fastliggervogn sammen med sin kæreste, og i dag, selv på sådan en træt tirsdag, har han solgt 120 eksemplarer af Hus Forbi i Hobro, og med drikkepenge og de 8 kr., han selv tjener pr. solgt nummer, har han lavet over 2.000 kr. Andre dage tager han sin scooter, der kan køre 25 km/t, er udformet som en mini-bil, og som han derfor kan overnatte i, og så kører han til Ikast, Herning, Ribe og nogle gange helt til Esbjerg for at samle flasker eller sælge Hus Forbi. Nu drikker han øl, kun øl, og aldrig, når han kører på sin scooter eller arbejder, og for ham, der engang gik med barnevogn på landevejene og drak to flasker spiritus om dagen, er Hus Forbi-salget og en by som Hobro blevet hans redning. Og så, klokken 22.00, cirka, lukker ’Bræddehytten’, det er kun Q8-tanken, der stadig har åbent, da Bette-Jens går ned for at sove i sin scooter foran Føtex.


Jens Kristen Bøttker, Bette Jens, er en moderniseret - og motoriseret - udgave af en landevejsridder. I stedet for at 'gå' på landevejene kører han rundt på dem i scooter og sælger - bl.a. til Hobro for at sælge Hus Forbi.

”SÅ THA KAFFE,” råber Olaf Wammen med sin 84-årige lettere pivende og formanende stemme, og kommer gæsterne ikke ned i den gamle bornholmerurs-tikkende dagligstue til morgenmad til tiden, ringer han efter dem på deres mobiler oppe på værelserne. Det er ikke så længe siden, hans kone døde, så nu er det ham, der i forvasket rød gymnastikforenings-T-shirt, korte bukser og broderede bibelcitater på væggene står for ’Snehøjgaard Bed & Breakfast’. Gården, hvor stalde og stuehus nu er indrettet til værelser, befinder sig på højtliggende Ølsvej med udsigt over Hobro og fjorden 2 km væk.


Indenfor i Snehøjgaard Bed & Breakfast ligger dørmåtten med Hobros gamle slogan.

Der er rullepølse til morgenmad, og på stuevæggen hænger et stort luftfoto af sønnens nærliggende gård, hvor han har 110 økologiske køer, og gæsterne på ’Snehøjgaard’ kommer langvejs fra, ja, helt fra New Zealand på den anden side af jorden, og hvis nogen skulle være i tvivl, har Olaf fået lamineret en A4-side med navnene på alle de nationer, der har været her. 

Olaf taler dialekt, ’o.k.’ bliver til ’kage’, og ja, der er mange i Hobro, der stadig taler kronjysk ligesom Henning Primdahl fra Team Easy On, men det mere uforståelige bondejyske som i byens gamle slogan ’Haa do wot i Hobrow’ er på vej væk. Med stor hast. Hobro er ikke Udkantsdanmark, det er en by i fremdrift, og det er noget, alle provinsbyer gerne vil sige om sig selv, men det er nok tættere på sandheden her end så mange andre steder. 


Bestyrer af Snehøjgaard Bed & Breakfast 84-årige Olaf Wammen er en menneskelig flue. Betjeningsivrigt summer han overalt på gården, der især er et populært overnatningssted for polakker.

Nede i byen er der ni forskellige banker, og Nordea og Sydbank har for nylig åbnet to lokale filialer – af de sjældne med rigtige penge i. Og penge, det er der i Hobro, også selv om man måske ikke lige kan se det. Tag nu fx grundlæggeren af Dansk Stålkonstruktion, DS Gruppen, der også er storsponsor for Hobro IK, milliardæren Svend Møller Hansen. I Hobro og omegn bliver han ikke kaldt andet end Stålkongen eller Svend Stål, og hobrogenserne elsker måske ikke ham, men de elsker historien om dengang, Svend Stål tilfældigt kom gående på gaden oppe i Skagen i sine træsko og sit almindelige udseende og blev stoppet af en journalist og en kameramand fra TV 2, der var i gang med at optage et afsnit af programserien ’Kaos i Skagen’. Journalisterne ville høre ham i træskoene om, hvad han syntes om alle de rige mennesker, der kom til Skagen i uge 29, og Svend Stål sagde ikke noget, ikke andet end det var da fint nok med det, så journalisterne fik aldrig at vide, at de lige havde talt med en mand, der ligger på top 50 over Danmarks rigeste.

ALLE KENDER HINANDEN i Hobro, ikke direkte, det er byen for stor til, men så kender man nogle, der kender nogle andre, der kender hinanden. 

Tag Pia nede fra ’Bræddehytten’, der fx kender Tom Kristensens kone Hanne og ’Hob-roeren’ Fie Udby Erichsen, der vandt sølv i singlesculler ved OL i 2012. Byens største internationale sportsnavn, den nidobbelte Le Mans-vinder, der er født på benzintanken på Aalborgvej, dér lidt før rundkørslen, og nu bor oppe på Rønnebærvej i sin fars ombyggede bungalow, er der til gengæld ikke så mange, der nævner. Han har sådan en Hollywood-flise nede på Store Torv fra før kommunesammenlægningen, og folk har fandeme respekt for det, han har gjort, han har på mange måder vist vejen for Hobro og hobrogenserne, men han samler ikke byen som fodboldholdet.


Ligesom mange andre hobrogensere har racerkører Tom Kristensen ikke forladt sin hjemby. Han blev født på sin fars benzintank på Aalborgvej. Huset bag tanken står stadig som dengang.

Eller tag ejeren af Dusinus-pølsevognen foran Bindesbøll-kirken på Adelgade, Hans Jørgen Andersen, han er Stålkongens nærmeste nabo, og de sidste 30 år har han såmænd holdt nytårsaften ude ved Mads Justesens onkel. 

Hans Jørgen er lidt af en lokal legende, som han sidder der hver eneste dag foran sin pølsevogn og trakterer dem, der nu kommer forbi, med kaffe, kakaomælk, pølsemiks og røverhistorier, og så har han jo været danmarksmester i hotdogs, i 1979 og 2003. Og ja, der var jo dengang, da der hver sommer kom horder af amerikanere og alle mulige andre forbi på organiserede rejsebureau-busture for at smage hotdoggen, hvis hemmelighed er bløde, stegte, brune løg og en hjemmelavet agurke-relish. Engang stod 104 udenlandske turister i kø for at få den lokalberømte hotdog, og ligesom for Olaf Wammen er det vigtigt for Hans Jørgen at pointere, at de kommer langvejs fra til Hobro. I pølsevognen har folk fra 17 forskellige lande været på besøg. På samme måde har mange hobrogensere travlt med at udbasunere byens herligheder, attraktioner, og at der ikke mangler noget her i byen. Som et slags forsvar på en eller anden usynlig anklage. Som om alle udefra havde forventet det modsatte. Og måske er det Hobros og andre lignende byers provinsialitet i en bouillonterning.

Men hvis nogle københavnere skulle tro, at folk går rundt og er jyde-tavse i Hobro, så er det en ommer, Hans Jørgen Andersen, der kender det halve af Hobro, smiler, griner og taler meget og meget hurtigt, og han når lige at sige, at han faktisk har fået en slags Cocio-slidgigt i armen af at have rystet 100.000-vis af kakaomælk, inden en lokal, midaldrende kvinde kommer forbi og siger, at man bare skal stikke en finger i munden på ham, for han kan ikke bide.

Og den er på mange måder god nok, for Hans Jørgen Andersen, der elsker motorcykler og at køre stærkt på dem, var i 1975 ude for en ulykke, hvor han styrtede med måske 200 km/t og heldigvis ikke mistede livet, men til gengæld hele munden. Først i år har han fået en splinterny mund bygget af titanium og knoglestumper og det hele.
 
ET STYKKE DERFRA, oppe på den øde banegård, højt over Hobro, hvor folk udefra ikke aner, hvor de skal købe en billet, og hvor de automatiske banegårdsdøre larmer urimelig meget, når de går op, står 18-årige Kenni Søndergaard Pedersen og venter på at hente en måske-kæreste. Kenni har gået på Mariager Fjord Gymnasium, og han kender godt Mads Justesen, eller har da hørt om ham, men fodbold er ikke lige ham, faktisk har Kenni ikke den fjerneste idé om, at Hobro IK lige er rykket op i Superligaen. 

Kenni har haft det svært i sin barndom, vold og alt muligt andet lort, og det er ikke noget, han skjuler, hvorfor ikke bare sige det, som det er, og nu er han droppet ud af gymnasiet og går indtil videre på produktionsskolen ude i Hørby, derude, hvor man kan købe hash, Hobro-kvali. Men han ryger ikke selv, slet ikke, det er hans sind ikke til. Det fucker hjernen, siger Kenni, der, inden han droppede ud af 1. g, fik superkarakterer, så gode, at han gerne vil være læge og tænker, at han på nettet vil tilbyde lektiehjælp til folkeskoleelever, når pengene fra hans børneopsparing snart tørrer ud. 


18-årige Kenni er musikelsker og en af de eneste indbyggere i Hobro, der er komplet ligeglad med fodbold.

Kenni har to helt friske piercinger fra Skive Festival for en uge siden stikkende ud lige syd for sin underlæbe, og hans venstre øre er flækket og sårfyldt, fordi han for utålmodigt, for hurtigt, satte en for stor stretch-ring i. Og Kenni er musik, mest guitar, alt andet end musik er pænt ligegyldigt, nå ja, måske ikke måske-kæresten, som kan vente sig et 500-kroners gavekort og et fuldstændig klinisk opryddet værelse, når hun ankommer lige om lidt. Hans indstilling, som i andres øjne er en udstilling, har indbragt ham en del tæv. Faktisk har han fået en på lampen, hver eneste gang han har været i byen i Hobro, så det gør han ikke længere. Men, som han siger, helt åbent, det er jo ikke til at vide, om det skyldes hans udseende eller ham selv. 

HOBRO ER I DET hele taget ikke et sted, hvor man melder sig ud. I stedet melder man sig ind. I en af byens mange foreninger, der så godt som alle er bygget op om tanken om en sund sjæl i et sundt legeme tilsat sund konkurrence. Kernen i og af Hobro er forening, forretning og frivilligt arbejde. I den nyfusionerede Jutlander Bank sidder bankbetjent Niels Leth-Sørensen, som blandt mange andre frivillige hverv er formand for Hobro Skiklub. Med over 400 medlemmer er den en af landets største målt i forhold til indbyggertal, og ja, det er mest for hygge og sjov, når klubben på snedage åbner den tjekkiske snoretrækslift ude i det såkaldte Hvornum Alpincenter, men det er også alvor, umuligt alvor, når fx klubbens medlem Christoffer Faarup melder ud, at han vil være verdens bedste styrtløber. Det bliver han jo nok aldrig, men alligevel fik han Danmarks bedste ski-placering ved OL nogensinde, da han i vinters kom ind som nummer 37 i russiske Sochi. Og den indstilling, det umuliges kunst, slidsomheden, viljen og hele ideen om, at når man rækker ud efter stjernerne, så når man dem måske ikke, men til gengæld rammer man måske skyerne, den hersker på samme måde ude i fodboldklubben.

Foreningstanken trives også nede på ’Bies Bryghus’, hvor stedets frivillige direktør og Sydbank-mand Jesper Mikkelsen har taget fri for at vise rundt i den brostensbelagte, historiske bryggergård lige midt i byen, hvor der er bryghus, museum og restaurant, der i aften serverer en ølbaseret ’sort gryde’ til 128 kr. Det er jo til at komme i nærheden af, og ifølge Jesper Mikkelsen, der ynder at stå med spredte ben ligesom Ronaldo, lige før han tager et frispark, er der kun to steder, hvor man kan få ordentlig mad i Hobro, ’Bies’ og ’Hotel Amerika’ ude ved stadion. ’Bies Bryghus’ blev grundlagt et par år før Carlsberg, men i mange år lå flere af de flotte bygninger bare brak, indtil en kreds af hobrogensere i 2009 realiserede ideen om at genåbne det historiske sted som andet end museum. 1.500 lokale anpartshavere skød ca. 5 mio. kr. i projektet, og, siger Jesper Mikkelsen med et smil og en attitude, der fortæller, at dét her har han sagt en del gange før, så udbetaler man ikke penge, kun alkoholprocenter til anpartshaverne på den ret festlige, årlige generalforsamling.

VI ER MERE en forening end en forretning’, står der på et stort, hvidt skilt ude ved spillerindgangen på Hobro Stadion, og det er måske bare buzz-words, men i Hobro mener man, at man mener det. Alle synes at dyrke idræt eller en anden foreningsaktivitet i deres fritid. Det er noget, de gør i Hobro, ikke kun noget, de siger.

To dage efter 2. pinsedagskampen mod Hvidovre suser Mie Krogh, ’blæksprutten’, som hun kalder sig selv, rundt med stramme rengøringshandsker og rydder stadig op. Mie spiller old-girls fodbold, hun har den der rodfæstede, ligefremme charme, der kan lokke københavnere til provinsen, og hun er den, der i mange år har fået det bagved til at spille derude på stadion. Fra madlavning og billetsalg til kontorarbejde og oprydning, you name it. Så godt som alt sammen baseret på frivillig arbejdskraft. Ja, nu bliver det jo mere professionelt det hele, siger hun, og der bliver ansat folk, men indtil for nylig stillede 60-70 frivillige hobrogensere op til hjemmekampene for at få det hele til at glide, fx de tre pensionister, der står for pølsevognen ovre på Mallorca-tribunen, eller den tidligere divisionsspiller, der står for at leje kunstgræsbanerne ud. 


Arbejdsblæksprutten og alt-mulig-damen Mie Krogh er i færd med at gøre rent ude på Hobro Stadion to dage efter den store oprykningsfest.

Hvad hun egentlig er ansat som, aner hun ikke, det er også lige meget, hun ved bare, at hun har en kontrakt på 30 timer om ugen, de seneste måneder har hun godt nok brugt noget mere end det, men det betyder ikke noget, for hende har det bare været så fantastisk at se drengene komme op fra spillertrappen og stråle som sole.

Samme vinkel til det med penge og indtjening har den pensionerede tømrer Erik Røgild, der sidder på sin altan i rød foto-vest med udsigt over Hobro Havn og de to ugentlige lastskibe, der kommer ind gennem den lange, smalle Mariager Fjord. Efter at have smidt sin hammer i fjorden, som han siger, begyndte han at tage billeder, og da han kendte den daværende formand for Hobro IK, blev de to enige om, at klubben nok manglede sådan en hjemmeside, og kunne Erik ikke stå for det? Jo, det kunne han, han fik hjemmesiden op at stå, men den tidligere formand var en svær natur, så Erik og han blev efter nogle år rygende uvenner. Men når Erik nu alligevel var godt i gang med det her med billederne, hvorfor så ikke lave sin egen hjemmeside med billeder fra Hobro? Som sagt så gjort, og i dag bruger Erik Røgild mindst otte timer om dagen, hver dag, på sin side ihobro.dk, der til daglig nok har lige sådan en 1.700-1.800 besøgende.

Penge får han ikke for det, og han vil sgu heller ikke have dem, og jaja, han kan da godt se, at han måske underminerer andre fotografers arbejde, når de lokale medier gratis bruger løs af hans billeder, men han gør det jo ikke for sig selv, han gør det for Hobro.

SENERE SAMME AFTEN, efter at Dusinus-pølsevognen for længst er lukket, og gule folde-skilte med ’Bagagerums-marked i Hobro, lørdag 10-16, kom og gør en god handel’ er sat ud, kan man pludselig, som et slags Monty Python-indslag, se to unge fyre sidde aldeles alene på gågaden og bappe på en vandpibe.

Nicklas Frederiksen på 18 og Kasper Christensen på 19  plejer ellers altid at sidde indenfor på ’Aladdins Café’, ja, lige dér inde bag ruden, men nu har de rykket bordet udenfor i det gode vejr. De kommer på de to lokale diskoteker, ’Buddy Holly’ og ’Trykkeriet’, men byens beverdinger gider de ikke besøge, for som Nicklas tørt og livsklogt bemærker, så bliver man så dvask af at sidde på værtshus, at man ikke kan finde ud af andet end at blive siddende. De to, der går på handelsskole, boblebapper på tobakken, i dag er det vandmelon, og får dagene og tiden til at gå med at lægge snedige planer om, hvordan de en dag skal blive rige. 

Pludselig kommer Nicklas’ gamle folkeskolekammerat oppe fra Arden gående forbi, skolevennen er kobberbrun over det hele, har fritlagte overtrænede overarme og dukkeperfekt frisure. De to har ikke set hinanden siden skolen, de hilser og udveksler høfligheder og siger ”vi ses”, men da den trænede solgud lidt efter går forbi igen, ignorerer de begge hinanden, uden at det på den måde bliver pinligt. Den slags er en kunst, man skal beherske i en by som Hobro, hvis indbyggere synes at leve op til countrymusik-klicheen om, at de kan sparke mig ud af Hobro, men de kan ikke sparke Hobro ud af mig.

Så selv om Kasper og Nicklas har planer om at læse videre i både Aarhus og Aalborg, kan de sagtens se sig selv bo i Hobro om fx 10 år, for godt nok er det skideirriterende at cykle op ad alle de bakker, men hvorfor flytte andre steder hen? Byen har jo faktisk det hele. Og så kender man jo folk.

Måske er det Mariager Fjord, der gør det. Den lange, lange fjord smager af hav og udsyn, af adgang til en større verden, af en verden fyldt med nye muligheder og uforudsigelighed, men nej, fra Hobro kan man hverken se havet eller fjordens udmunding, så hvorfor ikke blive hjemme i det stille, sikre vand? 

Den livsopfattelse er akkurat lige så stærk, som den er svag, og selv om man skal passe på med at blande fodbold og lommefilosofi, er det med en eller anden form for sandsynlighed den splittelse, publikum vil opleve, når Mads Justesen og de andre Hobro-spillere løber på banen.