Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Las Vegas har siden staten Nevadas gamblinglegalisering i 1931 været synonym med dets kendte kasinoer. Men nu sadler byen om og retter i stedet dens fokus mod mad- og underholdningsoplevelser. Vi tog dertil, da Ultimate Sports Weekend løb af stablen.
Foto: Oliver Bodh Larsen Jublende amerikaner til rugby på Sam Boyd Stadium.

Fra gambling til sportsmekka: Fem heftige sportsdage i Las Vegas

Las Vegas har siden staten Nevadas gamblinglegalisering i 1931 været synonym med dets kendte kasinoer. Men nu sadler byen om og retter i stedet dens fokus mod mad- og underholdningsoplevelser. Vi tog dertil, da Ultimate Sports Weekend løb af stablen.

Det var sent onsdag aften. Kasinoet var ikke proppet, ej heller tomt, men emmede af en slående ensomhed. Den løsslupne spræl, jeg havde forventet af Amerikas mest berygtede fristad, var svær at få øje på gennem cigaretrøgen fra de glædesløse gæster, som for størstedelens vedkommende havde placeret sig mutters alene foran én af de utallige spillemaskiner, kun flankeret af en drink og en pakke smøger.

Pludseligt virkede det derfor også selvindlysende, hvorfor Euroman og en række andre udenlandske medier var blevet inviteret hertil af Las Vegas Convention and Visitors Authority. De ville vise os en side af Vegas, som man ikke finder i kasinoernes røg. Byens sportslige side.

Og det var ikke så lidt, der var på programmet denne forlængede weekend. Vi skulle se byens nye NHL-hold, Vegas Golden Knights, vi skulle til NASCAR-racerløb, verdensmesterskaberne i Rugby Sevens og et stort anlagt Ultimate Fighting Championship-stævne. The Ultimate Sports Weekend var arrangementet meget passende døbt.

”Det er jo næsten for meget,” sagde jeg til min svenske kollega Joakim, da vi gennemgik programmet sammen.

”Meget amerikansk, i hvert fald,” svarede han.

Til næste år vil Las Vegas også have et NFL-hold, Las Vegas Raiders, at prale af, og det er ikke uden grund, at byens sportsspektrum er ved at indtage en særdeles attraktiv form. David G. Schwartz, historiker og forfatter til en række bøger om Las Vegas og gamblingindustrien i USA, har i forskellige artikler på Forbes.com beskrevet, hvordan Las Vegas som turistinstitution har justeret dens fokus efter forskellige forandringer. Da finanskrisen ramte i 2008, omlagde byens store hoteller for eksempel deres fokus fra middelklassen til såkaldte ’high-rollers’, navnligt fra Kina. Men siden er antallet af kinesiske ’high-rollers’ i Las Vegas faldet betragteligt, og dermed er fokusset atter justeret. Nu er det i stedet restauranter og underholdningsoplevelser, der skal sikre omsætningen.

It’s the entertainment, stupid

Torsdag morgen gik jeg ud på Las Vegas Boulevard, populært kaldet for The Strip, for at finde noget morgenmad. På Boulevarden står alle byens kendte hoteller på rad og række, og da jeg gik dér og skelede op mod disse moderne megamonumenter, som fra mit fortorvsperspektiv var det eneste, som prydede den skyfri himmel, gjorde et andet og mere jordnært fænomen sig bemærket. I buske og blomsterbede langs Boulevarden sivede det ud med musik, hvor end jeg gik. Ikke i sporadiske portioner fra forskellige restauranter eller butikker, men i stedet som et iscenesat soundtrack til byens fodgængere, strækkende sig langt ned ad den bredde Boulevard. Det var alligevel noget, tænkte jeg, at man som by havde plantet et offentligt lydanlæg, en kilde til konstant underholdning. Efter en snasket morgenmad gik jeg tilbage til Park MGM, hvor jeg var indkvarteret, og gjorde mig klar til turens første omgang sport.

GettyImages-702542049.jpg
Las Vegas' sitrende hjerte, The Strip (foto: Getty Images)

Det var ishockeyholdet Vegas Golden Knights, jeg skulle ind at se. Byens nyeste stolthed, som for blot halvandet år siden spillede deres første kamp og dermed blev byens første sportshold til at være med i én Nordamerikas store ligaer.

Da de for halvandet år siden gjorde deres debut på isen i den moderne T-Mobile Arena, opført i 2014 og placeret just over for Park MGM, var Las Vegas dog i en ukarakteristisk forfatning. Ni dage forinden – den 1. oktober 2017 – havde en mand skudt og dræbt 58 koncertgængere og såret mange flere fra sit hotelværelse på Mandalay Bay (et andet massivt hotel på The Strip) og bragt byen i knæ. Ét af de værste masseskyderier i USA’s historie, som ni dage efter, da Las Vegas skulle skrive det første kapitel i deres hidtil største sportseventyr, blev markeret ved at projicere navnene på de 58 dræbte på arenaens glatte is. Og kampen, den vandt de. Og siden så vandt de faktisk så mange kampe, at de gik hele vejen til ligafinalen, hvor de dog tabte. En mageløs præstation af et debuterende mandskab. Og selvom de tabte lige dén kamp, ja, så havde de og byen jo egentlig vundet alligevel, som det indrammende stod i The New York Times.

Nej, hvor herligt,” udbrød min svenske kollega begejstret, da vi et par timer før kampstart bevægede os ud fra vores hotel og nedad restaurantområdet foran T-Mobile Arena, og pegede over mod et entusiastisk liveband, som netop var nået til omkvædet i Jon Bon Jovis tilsyneladende udødelige ’Livin’ On a Prayer’.

”Wå-ÅH …”

Seks velvoksne mænd trak luft ind og kiggede hinanden i øjnene med en intens blanding af eufori og aggression. De så ud, som om Golden Knights’ svenske stjerne William Karlsson kunne træde ud af ølbaren ved siden af og tyre en iskold ishockeypuck i tuden på hver af dem uden egentlig at ødelægge deres øjeblik. Det var sådan et blik, de stod med, disse seks mænd, mens de trak luft ind og knyttede deres næver, som de snart ville baske hårdt mod himlen, så snart de nåede det sidste, forløsende ord.

”… livin’ on a praYER!”

De lappede det simpelthen i sig. Både de tynde øl og Jon Bon Jovis spirituelle ord. Men vi måtte videre, så vi listede langsomt mod arenaen, hvor et endnu større underholdningsspektakel ventede os.

Lyset i arenaens lys blev dæmpet, og en Hollywood-ambitiøs film begyndte på arenaens store skærme. En gruppe soldater var sendt i ørkenen for at finde et sværd. Sværdet befandt sig i en sten, viste det sig, og nu skulle det fragtes hjem til den rigtige person, blev det fortalt af soldatergruppens meget alvorlige overordnede. Hjem var arenaen, hvor vi sad, og den rigtige person var en gylden ridder, som med vakse bevægelser pludseligt kom susende ind på isen, hvor stenen med sværdet og en ond ridder samtidig var kommet til syne. Den gyldne ridder nedlagde hurtigt sin modstander og løftede sværdet fra stenen. Arenaen brølede, så isen næsten smeltede.

En genfødt målmand og en ruskende arena

Men vi var her jo for sporten, først og fremmest, og selvom det virkede som en noget utaknemmelig opgave, så formåede hockeyspillerne på isen faktisk at stå på mål med den ekstravagante underholdning, som under kampen fortsatte ufortrødent udenfor banen.

Scoringerne føg fra første færd ind i begge ender. 1-3 efter første periode, 4-4 efter anden periode, og med fem minutter igen af tredje og sidste periode stod det 4-5. Udeholdet havde ti minutter forinden taget teten, og Vegas-ridderne kæmpede med at finde udligningen. Med fire minutter og 20 sekunder tilbage på tavlen modtog hjemmeholdets Reilly Smith så pucken på midten af banen, gled i første berøring forbi en frembrusende forsvarer, skiftede dansende let retning og strøg forbi den næste forsvarsspiller og mod mål, lagde al sin vægt på sit venstre ben og trak an til skud. Med et følt vip sendte han pucken over målmandens venstre skulder og ind i det fjerneste hjørne. 5-5, arenaen ruskede.

(Et andet og lige så spektakulært introshow fra sidste års Stanley Cup-finale, hvor Vegas Golden Knights tabte mod Washington Capitals)

Det forblev 5-5 i resten af kampen og de efterfølgende fem minutters overtid, så opgøret måtte afgøres på straffeskud. Hjemmeholdets målmand, Malcolm Subban, pillede det første forsøg fra udeholdet. Jubel! Næste levende billede var hjemmeholdets William Karlsson, som heller ikke lykkedes med at finde nettet. Status quo. Så var det atter Panthers’ tur. Men lige lidt hjalp det, for i målet stod en nyfødt Subban, som igen læste modstanderen. Anden skytte for hjemmeholdet var Shea Theodore. Med swagger og kølige nerver zigzaggede han mod modstanderens målmand, som han med en veltimet skudfinte sendte i knæ og lagde pucken henover. Eufori! Nu kunne super-Subban med en redning mere hive sejren i land. Vincent Trocheck stod klar ved midten og satte pludseligt i høj fart mod mål. Men her stod Subban, og han stod med is i maven. Trocheck gjorde et sidste udfald, men skæbnen stod skrevet. Subban havde igen udduelleret sin modstander og kunne stille og roligt blokere skuddet og dermed sikre sejren.

Nu kogte arenaen. De gyldne riddere havde sejret 6-5 samlet efter et sandt Hollywood-drama på mere end ét plan. I en behagelig Budweiser-beruselse og med Go, Knights, Go! på hjernen gik vi tilfredse hjem i seng.

Amerikanske gangsterfilm og sport

I de store, amerikanske gangsterfilm indtræder der hos hovedkaraktererne ofte en drift mod at legitimere deres beskidte forretninger. Forsøge at undslippe det, der har gjort dem rige og berygtede, vende gaden ryggen og indtage de bonede gulve. ”Se,” siger de, mens de hæver deres hænder og viser offentligheden deres uskyldsrene håndflader. Som Michael Corleone i den mesterlige ’The Godfather’, hvor han ihærdigt forsøger at vaske sin families blodige forretninger rene i Las Vegas’ kasinoer.

Fredag morgen befandt jeg mig så i en foyer i netop sådan ét, et kasino i Las Vegas, og lyttede til et oplæg fra én af mændene bag sportsafdelingen i MGM Resorts, der ejer en stribe af byens største hoteller. Jeg var blevet inviteret ned i denne fine foyer sammen med mine journalistkolleger fra nær og fjern for at høre om sport. Og som vi sad dér og lyttede, kunne jeg ikke lade være at tænke tilbage på Michael Corleone og hans rene forretninger. Det var, hvis altså man lyttede lidt fantasifuldt, som om et svagt ekko flød ud over morgenbordet. Ikke selve gangsterdelen, naturligvis, men den samme iver efter at fortælle, at nu, nu var kursen ændret.

”Se bare,” sagde den i øvrigt sympatiske herre, mens han begejstret viste os al den sport, som var på vej til byen, og al den sport, som altid havde fundet sted lige her, mens han eftertrykkeligt understregede, at Las Vegas altså ikke bare var gambling. Ja, hvis én ikke vidste bedre, så kunne man jo blive fristet til at tro, at vi, her i foyeren ved siden af kasinoet, simpelthen befandt os i midten af al sports sande oprindelse.

Vel nok næppe, tænkte jeg, og undrede mig en smule over den måde, man betragtede dét, man som by havde skabt sit navn og velstand på. Ville man virkelig vende kasinoerne ryggen, som jovist var blevet lidt livløse, men som ikke desto mindre havde tiltrukket millioner af besøgende gennem alle disse år? Måske var gambling, som staten Nevada i 1931 havde legaliseret for at redde sig selv under Den Store Depression, der hærgede USA’s økonomi i 30’erne, blevet en kende for ukorrekt i disse meget korrekte tider?

Planen var i hvert fald klar: Sporten var udset som hovedrolleindehaver i Las Vegas’ fremtidige færd, mens kasinoerne måtte tage til takke med en mere sekundær rolle. ”Industrien – og aktionærerne – har accepteret, at gaming er en mindre del af kagen i post-monopol-Vegas,” som David G. Schwartz i en artikel skriver.

Jeg tog en sidste slurk af min kaffe. Nu var fredag vist klar til at begynde. Den stod på golf, virtual reality og Nascar.

”Virkeligheden er i sig selv too twisted

Efter oplægget af manden fra MGM Resorts drog hele flokken af journalister mod Topgolf, som er et golfanlæg inde i byen. Ikke en bane i traditionel forstand, men et anlæg, hvor man kan stå og banke bolde ud mod fem forskellige huller, mens man slubrer en drink og får sig noget at spise. Personligt fik jeg selv en Angry Orchard æblecider og et stykke jordbærkage. Golf var jeg ikke blevet bedre til, kunne jeg konstatere, men det var såmænd meget sjovt at stå dér og slå nogle bolde, mens jeg slog hjernen fra.

Vi drog hastigt videre mod Linq Hotel, hvor vi skulle prøve virtual reality og spise noget mere mad. Vi havde dog først et par timer for os selv, så jeg selv og den svenske journalist, som jeg igen havde allieret mig med, slentrede op ad gaden for at finde os en fadøl. Inden vi nåede så langt, måtte vi dog et kort smut på Flamingo Hotel efter cigaretter. Et besynderligt hotel, hvor der i ganske god tråd med navnet render ægte flamingoer rundt i et gårdareal på stueetagen. Det var også på dette hotel, at den legendariske gonzojournalist Hunter S. Thompson havde boet cirka 60 år forinden, da han af magasinet Rolling Stone var blevet sendt til byen for at levere 500 ord om et racerløb. Racerløbet fik den kontroversielle journalist aldrig set meget til. I stedet tog han et par kilo stoffer, brød en halvsnes love og skrev en bog med titlen ’Fear and Loathing in Las Vegas’.

”Nej, dette er ikke nogen god by til psykedeliske stoffer. Virkeligeden er i sig selv too twisted,” skriver Hunter S. Thompson på et tidspunkt i ’Fear and Loathing in Las Vegas’.

Vi gik derfra igen og satte os over på en nærtliggende sportsbar, som havde sådan cirka 40 fjernsyn, og fik den fadøl, vi var gået efter. Og som vi gik tilbage mod Linq, eller nærmere bestemt til The Book, som er en gamerlounge af en art på Linq-hotellet, hvor man kan spille meget moderne spil, mens man for eksempel får hotwings og øl, kunne jeg ikke lade være at spekulere på, om Hunter S. Thompson også den dag i dag ville erklære Las Vegas for ”too twisted.”

nascar.jpg
Jagerfly fra den nærliggende flyvestation passerer Las Vegas Motor Speedway (foto: Sam Morris/Las Vegas News Bureau)

Få meters afstand med 300 kilometer i timen

Vi spillede og spiste i et par timer, før jeg sammen med min svenske kollega og en anden tysk journalist kørte afsted for at se Nascar. Den form for cirkelbaseret racerløb, som kan se uendeligt ensformigt ud for den uindviede, men som formentlig indeholder større værdi, end hvad det blotte øje ser.

Trafikken var som altid tung omkring The Strip. Først da vi nåede de flade forstæder, der ligger som en forstrakt krans om de vitale hoteller i centrum, løsnede trafikken sit greb om os, og vi kunne flyde ud mod det 490 hektar store motorsportsanlæg, som ligger lige før, at ørkenen for alvor tager over og gør landskabet endeløst.

Det store løb fandt først sted om søndagen, så i dag, fredag, stod den blot på kvalifikation og et andet, mindre prestigefyldt løb. Denne dag var for de store entusiaster. Og os.

Men det krævede egentlig intet højprofileret løb for at blive suget ind af sporten. De få meter, der adskiller bilerne ved hastigheder omkring 300 kilometer i timen, den ørehvinende støj, de veltrimmede racerbiler udsender, og den lyksalige festivalstemning rundt på anlægget gjorde hurtigt tricket for mig.

Da kvalifikationen sluttede, bevægede vi os mod pit-området, som ligger inde i midten af den ovale bane. Her var der endnu en gang hyret et liveband ind til lejligheden. Budweiser smager pludselig af noget, når der bliver trykket et par vuggende countryskæringer af ved siden af én, blev jeg enig med mig selv om.

Efter nogle timer ringede vi efter vores chauffør, som hang ud med en flok kollegaer uden for racerbanen, og kørte hjem mod hotellet. Her fik vi en forrygende omgang koreansk BBQ på en restaurant ved navn Best Friends, nuppede nogle drinks på en natklub ved siden af og gik tilpasse til køjs.

I love rugby!

Jeg vågnede tidligt lørdag morgen. Lidt i 9 gik jeg ned i lobbyen og ud til hotellets baggård, hvor taxierne holder, og hoppede i en sort, meget autoritativ Chrysler, der ventede på mig.

”Godmorgen, Sir,” sagde jeg til chaufføren, som hilste pænt igen.

Vi rullede langsomt ud fra hotellets baggård, ud forbi T-Mobile Arena, hvor jeg om aftenen skulle til UFC-stævne, ud forbi alle de massive og mangefarvede reklameskilte og videre ud på den snoede motorvej. Her rullede vi forbi byggeriet af det stadion, der fra næste år skal huse byens fremtidige NFL-hold, Las Vegas Raiders.

”Det bliver helt fantastisk,” sagde min chauffør, som hed Ken, og som uopfordret begyndte at fortælle passioneret og meget detaljeret om stadiontagets konstruktion.

”Oh …,” sagde jeg med jævne mellemrum.

”Hvad laver … øh,” sagde Ken nogle minutter efter og med uamerikansk tøven i stemmen, ”en som dig egentlig her i byen til … øh … rugby?”

”Jo, ser du, Ken,” sagde jeg, ”jeg er her for at opleve Las Vegas udenfor kasinoerne.”

”Ah, cool," sagde Ken, som jeg ikke skød til at være synderligt sportslig selv.

”Har du så været ude at skyde med lidt rifler?” Spurgte Ken og pegede mod en skydebane med riffelskilte så store som bobslæder.

”Ah, ha-ha,” leede jeg lidt forceret, ”det er ikke en del af programmet.”

Da vi ankom til Sam Boyd Stadium, hvor rugbystævnet skulle foregå, var stadionnets jævnt store parkeringsplads overraskende tom. Underligt, tænkte jeg og tjekkede programmet, hvori jeg kunne konstatere, at første kamp først begyndte to timer senere. Jeg stillede mig i den beskedne kø med 15-20 mennesker og gav mig til at vente.

En time senere blev dørene åbnet. Vejret var strålende, og jeg lagde det skilt, jeg var blevet foræret ved indgangen, ned under mit sæde. Så var det ligesom klar, hvis jeg nu for alvor skullet blive grebet af rugbyfeberen. På skiltet stod der: I love rugby! En underligt banal tilkendegivelse, tænkte jeg, men det kunne jo være, tænkte jeg senere, at de her på stadionnet havde haft problemer med folk, som simpelthen ikke brød sig om sporten.

rugby2.jpg
Begejstrede Fiji-fans på Sam Boyd Stadium (foto: Sam Morris/Las Vegas News Bureau)

Det var ikke rugby i traditionel forstand, der skulle spilles. I stedet var det en form, som hedder Sevens, hvor der kun er syv – og ikke de normale 15 – mand på banen på hvert hold, mens kampene også kun består af to halvlege på syv minutter. I alt 18 nationer – fra New Zealand og Samoa til Spanien og Tonga – er med i den verdensomspændende turnering, som nu var nået til Las Vegas. I dag skulle de sidste gruppekampe afgøres, inden der om søndagen skulle spilles finaler.

De korte kampe og de få spillere på banen gjorde det til en særdeles underholdende affære. Flotte angrebssekvenser og elektriske tacklinger, konstant nye holde at holde med. Skotlands kompromisløse attitude, der sikrede dem en snæver åbningssejr over Wales, de undertippede kenyaneres euforiserende sejr over Argentina, hjemmeholdet USA’s demonstrative storsejr over Frankrig.

For én, som ingen tidligere erfaring havde haft med et verdensstævne i Sevens, var det en forførende kollektiv stemning, der ramte mig på tilskuerrækkerne. Ingen var for fine til at juble fremmede nationer mod sejr. Hvis én lavede noget spektakulært, så var det sekundært, hvor manden var fra. Måske det i virkeligheden var et rugbystævne i en forstad til Vegas, som John Lennon havde haft i tankerne, da han sad og drømte sine grænsefrie utopier?

Men jeg måtte videre. Den sorte, meget autoritative Chrysler ventede på mig på den nu mere fyldte parkeringsplads, klar til at tage mig til hotellet.

ufc.jpg
Jon Jones fejrer sit vellykkede mesterskabsforsvar mod Anthony Smith (foto: Getty Images)

Løsslupne dueller og kalkulerede titelkampe

Jeg skulle til Ultimate Fighting Championship i T-Mobile Arena, hvor jeg i torsdags havde været til ishockey. Samme arena, som Floyd Mayweather havde besejret Conor McGregor i to år forinden. Jeg allierede mig atter en gang med min svenske kollega og gik på Burgershack, hvor vi fik snaskede burgere og øl fra fad. I arenaen havde der været kampe det meste af dagen. Det var naturligvis i disciplinen Mixed Martial Arts, der blev duelleret i. En kampsport, hvor det meste er tilladt. Slag, spark og hvad du ellers kan finde på. Vi gik derind ved 20-tiden, så vi kunne nå at se en håndfuld kampe, før de store titelkampe skulle afvikles senere på aftenen.

Det viste sig imidlertid at være de første, lidt mindre kampe, som var de mest interessante. Her var kampene fyldt med løsslupne dueller og stor risikotagen, mens de prestigefyldte titelbrag var langt mere kalkulerede og afventende. Det mærkedes også på stemningen, som langsomt falmede.

Hvert et slag blev ellers mødt med vildskab på tribunerne. Hvert et blodsprøjt, der røg af de sagesløse slagsbrødre i ringen, var ufortyndet benzin på det brusende stemningsbål. Men desværre blev slagene færre og kampene mere rigide. Stemningen, som kampannoncøren Bruce Buffer, halvbror til den legendariske Michael Buffer, ellers ihærdigt forsøgte at blæse op, fes langsomt ud.

Da det sidste slag var blevet slået, spankulerede vi hjem i seng.

The Entertainment Capital of the World

Jeg vågnede op med tør hoste og en sløj og øm krop. Som om det var mig, der aftenen forinden var blevet mørbanket i en ring. Jeg var blevet ramt og skudt i sænk af en influenza. En Nevada-flu, om man vil. Men heldigvis for turen og indeværende reportage faldt sygdommen netop, som de sportslige indslag var udrindet fra mit fyldige program.

Søndagen forløb sig i et overkommeligt tempo. Jeg drønede i Sun Buggies i ørkenen, mens jeg om aftenen var til et absurd og ret så forrygende cirkusshow ved navn Opium. Mandag droslede jeg yderligere ned med endnu et par virtual reality-oplevelser, inden jeg om aftenen drog mod lufthavnen for at flyve hjem.

Turen var slut. Mine fem dage i denne makabre by havde nået sin ende, og jeg følte mig mere end klar til at drage hjem. Som Hunter S. Thompson så rigtigt skrev i sin bog, så føles fem dage i Vegas som fem år. Men byen banker videre, og da vi rullede ud i den rolige aftentrafik, hang de mange reklameskilte stadig højt og hovent, med lovninger om flere oplevelser for alle dem, hvis visit blot var begyndt. Og sporten? Den ér der. Jovist vil nogen kunne indvende, at autenticiteten, hvad end dét så er, måske ikke er i overflod. Men det er som sådan underordnet i denne by, som ingen rødder har sig. Som ligger hér, så hotelhøj og glimtende, som den er, midt i Nevadas hede ørken. The Entertainment Capital of the World.

Euroman var inviteret til Las Vegas af Las Vegas Convention and Visitors Authority.