Efter Runes exit i Paris: Her er den analyse af danskerens kvartfinalenederlag, du ikke fik i går scroll-down

Efter Runes exit i Paris: Her er den analyse af danskerens kvartfinalenederlag, du ikke fik i går

Hvorfor gik det galt for tenniskometen?

Af Christian Hanneborg
Foto: Getty Images
Sport

Rune blev af medier og kommentatorer beskyldt for at lægge fra land mod Ruud uden en plan; for at spille med hovedet under armen. Det passer ikke: Han havde masser af planer. Det var dét, der fældede ham.

Helt i tråd med de indledende runder lægger Rune ud med en passiv plan A: afventende fra baglinjen for at se efter huller og fejl i modstanderens dagsform og repertoire. Over fire solide partier beviser Ruud, at der ikke er noget i den afdeling at komme efter. Tværtimod: Ruud spiller med 20 procent mere tæft fra sin elskede baglinje, end han plejer, og med imponerende margin til linjerne, hvorfor Rune bliver presset agterud. Plan A skrottes. 

Plan B: Rune forsøger at slå sig fri; at ramme den forløsende for- eller baghånd, der ligesom kan løsne lidt af spændingen og åbne hans spil op. Det er set før. Senest i Rom mod selvsamme Ruud og ikke mindst i tredje sæt af München-finalen mod Van de Zandschulp, en kamp som han var på nippet til at tabe, indtil en feberdrøm af en redningsbaghånd på en af Van de Zandschulps matchbolde satte Rune fri og på sejrskurs.

Men forløsningen udebliver mod Ruud: Nordmandens førnævnte sikre, tunge baglinjespil giver ikke rigtig Rune mulighed for at slå sig fri. Rune forcerer samtidig de muligheder, han faktisk får. Dette i form af uovervejede stopbolde og anstrengte angreb mod nettet, der ikke kan bære frugt i en kvartfinale i en Grand Slam mod en træfsikker top-10-spiller. Plan B forkastes, og frustration bliver gødning til næste skud.

Plan C: Bind for øjnene og huhej vilde dyr. Mod slutningen af første sæt og i starten af andet blander Rune nu sine indledende taktikker i lidt af en frustrationsvælling. Frem til nettet på sin, på dagen, under middel andenserv, flere stopbolde – nu også fra tre meter bag baglinjen, så Ruud kan læse dem højt, og adlydende den af hans paroler, der som seer undrer mest: Når sættet ser ud til at gå modstanderens vej, tjekker Rune ud. Antageligt for at spare kræfter til næste sæt og plan. Men kors i hytten, hvor Rune ødsler med det. Ruuds eneste job er at slå bolden over nettet og inden for linjerne.

Plan D: Tilbage til at slå sig fri, men nu langs linjerne. Det giver pote: Rune kommer forrygende fra start i tredje sæt, formår at købe sig tid til at finde sine slag ved at tage et skridt tilbage og vente på Ruud. Rune kapitaliserer samtidig på Ruuds lidt anspændte afslutningsmanøvre ved at slå umanerligt hårdt fra baghåndssiden til Ruuds forhånd. Dét er et mønster, der dur mod Ruud, som lever for at spille på kryds. Rune fortsætter med at dominere op langs linjerne krydret med glimrende korte bolde, og tredje sæt ligner det, vi havde håbet på fra start: Rune, der orkestrerer sit overlegne repertoire i perfekt samklang med Ruuds akavede bevægemønstre, særligt når han skal frem i banen.

Plan D holder til 1-2 i fjerde sæt, og hér ligger kampen så og dirrer i et åbent vindue på otte minutter: Hvis Rune kan udligne her, så er de to første sæt ligegyldige, for han har momentum og mønster med sig. Og Ruud ser pludselig grå ud, taber et skridt i sin baghåndsside og server momentant uden kadence.

Men så skifter Rune tilbage til plan A. Det bliver igen blødt og afventende, og Ruud får foræret otte minutters pusterum til at slå farve i sine grundslag og kinder og samtidig udbygge sin føring. Til Runes frustration, selvfølgelig. Selvom Rune hænger godt i under de afsluttende partier, aner Ruud sin chance for at lukke sættet og kampen, som man bare må sige, at han eksekverede mesterligt på.

Ovenstående sammensurium er et godt billede på roden til Runes spilmæssige problem på dagen, som man skal ind i manden og kampen for at forstå: Han er så bredt funderet, at han kan vinde på hundrede måder, hvorfor pointene og de forskellige seancer af kampen også synes at ændre sig lige så mange gange. Og så er det jo klart, han bliver frustreret: Han har med sine 20 år ikke spillet længe nok på det højeste niveau til at lære hvilke af de hundrede, der giver det højeste afkast.

Chancerne vil selvfølgelig byde sig igen. Rune er ikke en døgnflue i top-10, og Wimbledons græs bliver trimmet, mens vi skriver dette. Men han er også ved at være et sted i sin karriere og modning, hvor han skal bestemme sig for, hvilken spiller han vil være. Vil han være en af de bedste i sine tidlige tyvere og spille med om de store trofæer i en håndfuld år, eller vil han sadle om, lægge talentet til side en stund for at få styr på nogle grundteknikker – særligt serven halter – og have en længere karriere med stor variation og mindst en håndfuld Grand Slams under bæltet?

Se, hvad vi ellers skriver om: Tennis